*

Om os
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Om finans

Finans henvender sig til travle mennesker, der søger indsigt og sammenhæng i det moderne erhvervsliv og økonomien. Vi præsenterer journalistikken i innovative og brugervenlige digitale formater. Vi kombinerer refleksion og indsigt med kreativ formidling. Og vores mission er at levere journalistik, der beriger dit liv, både i professionelle og private sammenhænge. Vi er et erhvervsmedie - men et erhvervsmedie for hele mennesker.

Finans skriver om en verden i konstant forandring. En verden, hvor det nære og fjerne mødes i en global dynamik, der ændrer grundlaget for vores arbejdsliv og privatliv. Det er de bevægelser, der styrer vores journalistik. Vi tillader os til enhver tid at dykke dybt ned i samtidens store emner, som har betydning for dig og sortere uvæsentlige døgnfluebegivenheder fra. Vi har et åbent og engageret redaktionelt miljø. Vi involverer læserne i at udvikle journalistikken og mediet og vort succeskriterium er at bringe erhvervsjournalistikken op på et niveau af relevans og kvalitet, som du aldrig før har haft lejlighed til at opleve på dansk. Intet mindre.

Kernen i Finans er en stab af erfarne og prisvindende erhvervsjournalister kombineret med de største unge talenter. Du kan møde hele banden på denne side. Fælles for os er, at vi elsker journalistik, at vi elsker erhvervsstoffet og at vi er dybt fascinerede af at formidle virkeligheden. Vores arbejde er kun lige begyndt, men vi er stålsatte i bevidstheden om dets mål: At genopfinde det, der for os er verdens vigtigste fag - til gavn for vore læsere.

Ud over vore egne skribenter, vil en lang række andre bidragydere optræde på Finans. Vi har en stærk opbakning fra bl.a. Jyllands-Postens politiske redaktion på Christiansborg og globale netværk af korrespondenter. Desuden har vi indgået partnerskaber med medier som Washington Post, Harvard Business Review, Bloomberg og Foreign Policy, som sikrer vore kunder adgang til det bedste fra erhvervsskribenternes internationale elite uden unødige forsinkelser. Og endelig har vi allieret os med specialistmedierne FinansWatch, ShippingWatch, MedWatch, EnergiWatch og FødevareWatch. Vi mener på det grundlag at kunne garantere, at et abonnement på Finans er et abonnement på det ypperste, dansk erhvervsjournalistik kan præstere.

Du kan læse vore artikler når som helst og hvor som helst, det passer dig. Vi udkommer i formater, der problemfrit tilpasser sig den platform, du ønsker at læse, lytte eller se dem på. Du kan altså frit skifte mellem mobil, tablet og desktop – uden at tabe tråden. Vi vil ikke bare tale til dig, men også med dig. Derfor har vi etableret en direkte hotline til vagthavende i redaktionens maskinrum, hvor du hver dag mellem kl. 13 og 14 kan ringe på tlf. 33 30 31 35 og tale med redaktionsledelsen om emner, som du synes, vi bør tage op eller aflevere kritik, ros eller gode råd. Du kan naturligvis også kontakte os per e-mail på adressen finans@finans.dk. Vi glæder os til at invitere dig med i den redaktionelle samtale, der er baggrunden for, at vi agerer, som vi gør.

Finans redaktion
Steen Rosenbak
CHEFREDAKTØR

Steen Rosenbak, f. 1967, er chefredaktør for Finans. Han har været optaget af at udvikle kvalitetsjournalistik om erhvervslivet, siden han først stiftede bekendtskab med faget som journalistpraktikant på Børsen sidst i 1980’erne. Steen har siden arbejdet som finansreporter på Reuters, Økonomisk Ugebrev og Morgenavisen Jyllands-Posten.

I 2003 blev han erhvervsredaktør på Jyllands-Posten og i 2012 medlem af chefredaktionen samme sted. I 2014 blev han chef for Finans, som han har været en af hovedmændene bag udviklingen af.

Steen taler gerne højt og længe om nødvendigheden af en kritisk og uafhængig erhvervspresse, men har personligt over et par årtier udviklet et irrationelt afhængighedsforhold af alt, der smager det fjerneste af italiensk nationalkultur og - temperament.

ERHVERVSREDAKTØR (DIGITALT)

Telefon 33308180

Nicolai Raastrup, f. 1972, er digital erhvervsredaktør for Finans. Nicolai har før Finans arbejdet for bl.a. Reuters og dagbladet Børsen, været Mellemøstkorrespondent for Berlingske Tidende i Jerusalem og pressechef i ISS.

I 2013 blev Nicolai en del af Jyllands-Postens erhvervsgravergruppe, og blev et år senere erhvervsredaktør på Finans.

Nicolai elsker tennis, løber og agerer fra tid til anden sanger i diverse musikkonstellationer.

ERHVERVSREDAKTØR

Telefon 87383212

Morten Bundgaard, f. 1977, er erhvervsredaktør for Finans. Han har i mere end 10 år beskæftiget sig med stort set hver en krinkelkrog af erhvervsjournalistikken. Siden praktiktiden på Dagbladet Børsen har Morten som uddannet journalist været en fast bestanddel af Jyllands-Postens erhvervsredaktion. Først som nyhedsreporter, siden som nyhedsredaktør, og i de seneste år har han i stigende grad påtaget sig strategiske og ledelsesmæssige opgaver såsom souschef, forsidemager og nyhedschef, inden han primo 2014 blev udnævnt til erhvervsredaktør. Ud over erhvervsstoffet har Morten en glubende appetit på alt, der smager godt, og sideløbende har han i en årrække fungeret som anmelder og gæsteskribent for flere forskellige mad- og vinudgivelser.

Telefon 33308182

Stofområde: Investering, aktie- og obligationsmarked

Alexander Bitsch, f. 1986, er journalist på Finans, hvor han skriver om privatøkonomi og investering. Alexander er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og i sin praktiktid var han på Jyllands-Posten i halvandet år.

Sideløbende med studiet og efterfølgende var han tilknyttet Jyllands-Postens erhvervsredaktion på nettet, det daværende epn.dk. Alexander blev fastansat på Jyllands-Postens erhvervsredaktion i efteråret 2013.

I sin fritid har han dyrket en lang række sportsgrene, men højdepunktet er stadig, da han som ganske ung blev nordvestjysk mester i disciplinerne 40-meterløb og længdespring.

WEEKENDREDAKTØR

Telefon 33303159

Stofområde: Nyhedsredigering, Ledelse og karrierestof

Anders Mørkbak Bruun, f. 1973, er jourhavende for ledelsesstoffet på Finans og redaktør for tillægget Karriere. I 10 år har han arbejdet med artikler om og for ledere, bl.a. som reporter og siden redaktør for magasinet Lederne, samt som redaktør for tidsskriftet Ledelse i Dag og siden 2009 på Jyllands-Postens erhvervsredaktion.

Anders har en fortid på metroXpress og har været presseansvarlig i Socialdemokraternes EU-parlamentsgruppe for bl.a. Helle Thorning-Schmidt.

I fritiden er datteren Agnes i centrum, og den svenske kultparodi på Anders And, tegneseriefiguren Arne Anka, skræpper fra Stockholms mere ydmyge knejper jævnligt sit krav om at blive oversat til dansk.

WEBGRAFIKER

Telefon 33308143

Stofområde: Grafiker

Anders Vester Thykier, født 1976, er webgrafiker på Finans. Han har 18 års erfaring indenfor kommunikation og design.

Han er uddannet fra Den Danske Reklameskole i 1999 og har været art director hos GreyAalborg. Igennem de seneste otte år frem til sin ansættelse på Finans har Anders arbejdet med magasindesign og digitale elementer hos Tips-Bladet, ligesom han har drevet sin egen forretning, Thykier Factory. Privat er Anders optaget af musik, design og kultur.

Telefon 33308125

Benjamin Werner Christensen, f. 1985, er journalist på Finans og dækker medicinal- og biotekbranchen. Benjamin er uddannet cand.comm fra RUC og har siden sin praktiktid på Børsen i 2011-2012 været ansat som journalist på det JP/Politiken Hus-ejede MedWatch, hvor han havde medicinal-, biotek-, og medicobranchen som sine stofområder. Benjamin har siden december 2015 været en del af erhvervsredaktionen på Finans. Benjamin bruger sin fritid på at udleve livet som inkarneret fodboldfan, og han har igennem de sidste mange år haft sæsonkort til Brøndby Stadion, ligesom han er stor fan af den engelske fodboldklub Everton. Benjamin forsøger sig sideløbende, uden succes, som både golfspiller og undervandsjæger.

ØKONOMIREDAKTØR

Telefon 87388193

Bo Nielsen, født 1972, er økonomiredaktør på Finans. Han er cand. polit. fra Københavns Universitet og har en Master i erhvervsjournalistik fra Northwestern University i Chicago. Før sin tid på Finans, arbejdede han for Bloomberg News, heraf to år i hovedkontoret i New York.

Inden journalistkarrieren arbejdede Bo bl.a. som økonom indenfor strategi, virksomhedsopkøb og forretningsudvikling hos A.P. Møller-Mærsk.

Han var før i tiden en adrenalinjunkie og var opslugt af maratonløb, boksning, matchracing og ekstremski. I dag nøjes han med at tage korte løbeture i medvind og går en tur på golfbanen i ny og næ. Han elsker at rejse, bruge tid med sine to børn og at nørde den med økonomiske tidsskrifter.

Telefon 33308132

Camilla Bergsagel Nielsen, f. 1985 er journalist for Finans, hvor hun dækker bygge- og anlægsbranchen, byggematerialer og maskinindustrien. Camilla er uddannet fra Roskilde Universitet (RUC) og trådte sin journalistiske barnesko på Frederiksborg Amts Avis.Her startede interessen for erhvervsjournalistikken – med alt hvad den indebærer i form af regnskaber, bilag og andre såkaldte ”tørre” papirer. Det førte i 2012 til et job på brancheavisen Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Når Camilla ikke skriver artikler, hygger hun sig sammen med sine to russiske landskildpadder.

DIGITAL NYHEDSCHEF

Telefon 33308146

Christian Venderby, f. 1975, er digital nyhedschef for Finans. Christian er uddannet journalist fra RUC og har siden ansættelsen på dagbladet Børsen i 2005 udelukkende beskæftiget sig med digital journalistik. Først som skrivende webjournalist og de seneste fem år som nyhedsredaktør.

Når han ikke beskæftiger sig med erhvervsjournalistik, så er den store interesse basketball fra USA – talentet kunne desværre ikke bære så vidt - og ikke mindst amerikansk sportsjournalistik. Konditionen holdes ved lige i en gymnastiksal på Frederiksberg, hvor Christian og vennerne slår hinanden og de halvgamle ben halvt ihjel med hockeystave.

Telefon 33308268

Christian Sehested, f. 1982, er journalist på Finans med den finansielle sektor som stofområde. Han er uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus med en kort afstikker til University of Missouri i USA.

Efter praktiktiden på Børsen 2009-2010 var han i årene 2011-2014 journalist på det dengang nystartede, JP/Politiken-ejede finansmedie FinansWatch. Også her havde han primært banker som stofområde. I april 2014 blev han en del af erhvervsredaktionen på Jyllands-Posten.

Privat en semihabil kok, inhabil fodboldspiller, ukvalificeret men ivrig ønolog og habituel vinder af spil baseret på paratviden.

FINANSREDAKTØR

Telefon 33308118

Claus Iversen, f. 1973, er finansredaktør på Finans. Claus har læst Statskundskab og Medievidenskab på Aarhus Universitet og har arbejdet som finansreporter i mange år. Han begyndte sin journalistiske karriere på Altinget.dk i 2001, hvor han som redaktør var med til at udvikle sitets fagspecifikke nyhedsbreve.

Udover at have arbejdet fire år på Berlingske Tidendes Business-redaktion har Claus også prøvet kræfter med presse- og kommunikationsarbejde i såvel landbrugets brancheorganisation – det daværende Landbrugsraadet – som i Danske Bank.

Han er en ivrig løber – dog ses han ikke så ofte på landevejene, som da han som ungdomsløber hentede op til flere guldmedaljer hjem.

Telefon 33308212

Dorte Ipsen Boddum, f. 1969, er politisk reporter på Finans. Dorte har igennem 12 år som journalist på Jyllands-Posten skrevet i spændingsfeltet mellem økonomi og politik. Hun har været erhvervsreporter, Christiansborgreporter og senest forsvarsmedarbejder.

Dorte er oprindelig uddannet kandidat i engelsk og internationale studier men valgte at gå journalistvejen efter en kort karriere som underviser. Hun er uddannet fra DJH i 2001 med praktiktid på Jyllands-Posten.

Dorte er bosat på Østerbro og holder bestemt af en latte, men bliv ikke overrasket, hvis der er Johnny Madsen i øregangen, for hun er vokset op ved Vesterhavet og har stadig saltvand i årene.

Telefon 87383171

Dorthe Nørgaard, f. 1968, er nyhedsredaktør på Finans. Hun er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1994 og har siden stort set udelukkende været redigerende journalist.

Kom i 2006 fra Horsens Folkeblad til Jyllands-Posten, hvor hun har haft forskellige funktioner, bl.a. planlægger og nyhedsredaktør på JP Aarhus.

Ud over at styre printudgaven af erhvervssektionen med fast hånd og rød pen dyrker hun fitness og løb for ikke at forfalde fysisk, sideløbende med at den mentale skarphed vedligeholdes af en stadig mere omsiggribende fritidsinteresse, nemlig vævning.

Telefon 33303361

Frede Godsk, f. 1956, er nyhedsredaktør på Finans. Frede har været ansat på Jyllands-Posten siden 1986, først som nyhedsreporter med speciale i fødevareindustri og landbrug, senere med sæde i sekretariatet med ansvar for redigeringen af det lyserøde erhvervstillæg.

Som led i sin uddannelse var han ansat på Den Danske Pioneer i Chicago og fungerede en overgang som chefredaktør på USA’s største dansk-amerikanske avis.

Sideløbende med jobbet på erhvervsredaktionen har Frede forfattet en stribe rejsebøger i ”Turen går til”-serien. Foruden at være en habil kajakroer er Frede inkarneret langdistanceløber med foreløbig fem maratonløb i hæderlige tider.

Telefon 33308190

Jacob Brejnebøl Knudsen, f. 1977, dækker shipping, iværksætteri og oplevelsesøkonomi for Finans. Erhvervsjournalistikken har været stedet for Jacob, siden han for over 10 år siden begyndte i praktik i først Landbrugsraadet og derefter dagbladet Børsen, hvor han først var redaktionssekretær og siden dækkede ledelses- og karrierestof og mediebranchen.

Som mediejournalist kom Jacob i 2008 til Jyllands-Posten. Mediestoffet blev siden suppleret med shippingbranchen, men der bliver også tid til at kigge på mindre traditionelle erhvervsjournalistiske områder som økonomien i gastronomi og fodbold.

I fritiden har Jacob produceret tusindvis af spørgsmål til diverse quizspil og er bidt af sport, især fodbold. Det kommer især til udtryk gennem engageret følgeskab af yndlingsklubben Real Madrid og et ditto fritidshverv som børnefodboldtræner.

Telefon 33308262

Jakob Martini, f. 1977, er journalist på Finans, hvor han dækker banker, pension og realkredit. Han har beskæftiget sig med forskellige grene af erhvervsjournalistikken i en årrække. På dagbladet Børsen har han siden 2008 dækket klima og kultur ud fra en pengevinkel.

I 2012 blev han en del af Børsens finansredaktion, inden han skiftede til Finans i september 2014. Jakob gør en dyd ud af at trække svært gennemskuelige problemstillinger frem i lyset. På finansområdet har det bl.a. ført til lovændringer og øget kontrol omkring investeringsforeninger og pensionsselskaber.

Jakob er desuden erklæret rock-nørd, elsker sine vinylplader og kan tale længe og indgående om Manchester United.

Telefon 33308131

Jakob Krarup Bjerregaard, f. 1989, er journalist på Finans, hvor han skriver om virksomheder. Jakob er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han var under uddannelsen i praktik på Avisen.dk og Børsen, og har også arbejdet for Ugebrevet A4.

I 2013 stiftede Jakob netavisen Enklaven.dk om lokalpolitik på Frederiksberg, hvor han er født og opvokset. Mediet måtte lukke, da han startede på Finans i august 2014. Det har dog ikke fået ham til at forlade den gode enklave midt i København.

Telefon 87383361

Jens Bøgsted, f. 1960. Jens er nyhedsredaktør på Erhverv & Økonomi/Finans og har været det siden 1999. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har siden beskæftiget sig med erhvervsjournalistik.

I perioden 1990-1999 foregik det på Dagbladet Børsen som redigerende og nyhedsredaktør og senere som skrivende på virksomhedsredaktionen.

Privat fungerer Jens – i egen optik – som patriark i en storfamilie med bold og bevægelse i blodet – dog senest udvidet med ny ”hobby” som æggeproducent med hjemmeplanket hønsegård inkl. fem høns af blandet race.

Telefon 87383386

Jens Erik Rasmussen, f. 1957, er journalist i Finans’ trendgruppe, som går i dybden med de vigtigste erhvervstendenser fra ind- og udland. Han er udannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har det meste af arbejdslivet beskæftiget sig med stort set alle dele af erhvervslivet.

Han kom til Jyllands-Postens erhvervsredaktion i 1995, hvor han har været siden – dog afbrudt af knap 2 år fra 2004 til 2006 som avisens korrespondent i Asien med udgangspunkt i Kuala Lumpur i Malaysia.

Jens Erik er glad for havvand. Han bader i det salte vand hele året og håber altid på en rigtig isvinter. Ofte rejser han dog til varme eller fjerne rejsemål, hvor vandtemperaturen er noget højere. Gerne til favoritdestinationen Bali.

Telefon 87383196

Jesper Høberg, født 1975, er chef for Finans’ gravergruppe. Jesper er uddannet journalist på Danmarks Journalistskole i 2002, og efter et kort vikariat hos Ritzaus Bureau landede han på Jyllands-Posten som erhvervsjournalist. Her har han stået bag en lang række dagsordensættende historier og artikelserier om blandt andet konkursryttere, korruption i FN’s olie-for-mad program og Saxo Banks tvivlsomme forretninger med kriminelle.

I 2004 blev han nomineret til Cavling-prisen for afsløringen af, at TDC havde udnyttet et hul i skatteloven til at score et kunstigt skattefradrag i milliardklassen, og i 2013 blev han nomineret til FUJ-prisen for fremragende undersøgende journalistik for et stort antal artikler om borgernes retssikkerhed i skattesager.

Han er født i Nordsjælland, men fastholder, at han tidligt konverterede til jydedommen, og at han i dag er full blown nordjyde.

Telefon 87383995

Jesper Olesen, f. 1962, er erhvervsreporter på Finans. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1989 og har siden stort set arbejdet med erhvervsjournalistik/virksomheder. Han var tidligere journalist på Herning Folkeblad, kommunikationsmedarbejder i TDC samt pressechef hos Messecenter Herning, inden han i 1995 kom til Jyllands-Posten.

Der har han siden journalistisk dækket en lang række brancher og store virksomheder – lige fra landbrug og fiskeri til B&O og DSV. Jesper står nu i spidsen for Finans’ dækning af bl.a. detail/dagligvarehandel, modeindustrien samt møbelbranchen.

Han har ud over journalistik og erhvervslivet også bl.a. en stor lyst til rejser ud i verden - ligesom han trofast følger Silkeborg IF’s op- og nedture i fodboldens verden.

Telefon 87383129

Jesper Dybro Sørensen, f. 1956, er redaktionssekretær på Finans. Jesper er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1980 og indledte karrieren på Bornholms Tidende. I 1985 flyttede Jesper til Tyrkiets hovedstad, Ankara, og en tilværelse delvist som freelancer, delvist som hjemmegående.

I 1987 blev han ansat på Morgenavisen Jyllands-Postens erhvervsredaktion som redaktionssekretær. Sideløbende har Jesper i en periode fungeret som intern sprogrøgter, og han er blevet udpeget til superbruger, når der skulle indføres ny teknik.

Fritiden er besat af bl.a. samvær med familien, løbeture i skoven, puslerier i hus, have og sommerhus og en fast plads i sofaen, når det, som ifølge ham selv og ganske få andre er verdens bedste fodboldklub, Tottenham Hotspur, er på skærmen.

Telefon 33308137

Jesper Kildebogaard, f. 1978, er tech-journalist på Finans og har skrevet om it og teknologi siden 2005. Først på Computerworld og siden på Ingeniørens it-medie Version2, begge steder med it-folk som kræsne og kritiske læsere. Før det har Jesper arbejdet med kommunikation hos Novozymes.

Studietiden blev brugt på Roskilde Universitet, med miljøvidenskab og journalistik som hovedfag, samt en erhvervsrettet mastergrad fra Leeds University som supplement.

Når han ikke muntrer sig med ny digital teknologi, spiller Jesper helt analog og akustisk musik på trommer og slagtøj og er blandt andet leder af et 50-mands harmoniorkester i sin fritid.

Telefon 33308252

Jette Aagaard, f. 1982, er journalist i Finans’ gravergruppe. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har arbejdet med erhvervsjournalistik på Børsen og Berlingske som finansreporter og politisk journalist.

I 2013 fik Jette den journalistiske Timbuktu-pris på 100.000 kr. for afsløringen af, at danske pensionsselskaber og kommuner investerede millioner af kroner i statsobligationer fra korrupte regimer i Afrika. I sommeren 2014 begyndte hun i Jyllands-Postens erhvervsgravergruppe.

Jette har været gymnast på højt plan og turneret med gymnastikhold på flere kontinenter. Efter et par år som efterskolelærer kan hun desuden synge for på de fleste sange i Højskolesangbogen.

Telefon 33308134

Julie Hornbek Toft, født 1982, er reporter på Finans. Hun er medlem af vores særlige trendgruppe og dækker derudover medie- og reklamebranchen. Julie har de seneste to år dækket den danske mediebranche som reporter på MediaWatch og har før det arbejdet på Jyllands-Postens erhvervsredaktion.

Julie har læst til journalist på Syddansk Universitet og har en MA i international journalistik fra City University, London, med praktikophold på Jyllands-Posten og Financial Times.

Julie er bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og har bl.a. skrevet om tv-serien ’Klovn’ og Frank Hvams uheldige besøg i en kattebakke i det Danske Filminstituts tidsskrift, Kosmorama.

Telefon 33308018

Kasper Brøndgaard Andersen, f. 1986, er journalist på Finans. Kasper er uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og har siden 2009 været eksiljyde i København, hvor han startede med at dække energi og transport for Ingeniøren og kort arbejdede freelance for Radio24syv i Kairo under Det Arabiske Forår. Siden fik han smag for erhvervsjournalistik på først Energiwatch og siden Ritzau Finans. På Finans dækker Kasper energibranchen, M&A, transport og service, mens han i fritiden ser og spiller fodbold, løber maraton og læser alt af og om Warren Buffett.

Telefon 33308181

Kasper Villum Jensen, f. 1978, er community manager på Finans. Uddannet fra journalisthøjskolen i Aarhus med speciale i digital journalistik. Siden 2006 har han primært skrevet for it-medierne ComON og Computerworld. Sideløbende har han taget en master i interaktionsdesign på IT Universitet i København.

Når han ikke har snuden begravet i Twitter eller i sin iPhones 318 apps, finder du ham på en basketbane, blandt Lego-klodser eller i færd med at spille brætspil. Hvis du vil gøre ham glad, skal du sende ham et sjovt link, servere ham en belgisk øl - og tale pænt på internettet.

Telefon 87383365

Keld Louie Pedersen, f. 1957, er international senior reporter på Finans. Keld Louie har læst engelsk på Aarhus Universitet, er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, videreuddannet i erhvervs- og finansjournalistik på Columbia University i New York og har afsluttet Moody’s Credit Masterclass.

Han har arbejdet på Morgenavisen Jyllands-Postens erhvervsredaktion siden 1980 med internationale økonomisk-politiske forhold som primært virkefelt. Keld Louie er fast deltaget i årsmøderne i World Economic Forum i Davos og dækket talrige internationale økonomisk-politiske topmøder i store dele af verden.

Siden 1992 har Keld Louie været medlem af Morgenavisen Jyllands-Postens Lederkollegium.

Telefon 87383182

Stofområde: Den finansielle sektor

Kristoffer Brahm, f. 1973, er journalist på Finans og har beskæftiget sig med erhvervsjournalistik siden 2001. Han har skrevet om privatøkonomi, lavet undersøgende journalistisk og dækker i dag finanssektoren.

Har bl.a. afdækket, at myndighederne i årevis opkrævede ejendomsskatter ulovligt, hvilket førte til en tilbagebetaling på 1,2 mia. kr. til borgerne, ligesom han har afsløret, at danskere er blevet afkrævet skat af fiktive aktiegevinster, hvilket fik daværende skatteminister Kristian Jensen (V) til at ændre loven.

Kristoffer er en passioneret kunstsamler og trods de senere års mange skuffelser stadig en forholdsvis passioneret tilhænger af fodboldklubben AGF.

Telefon 87383993

Stofområde: Landbrug, fødevarer

Lars Attrup, f. 1969, er erhvervsreporter på Finans. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1997 og har siden da været ansat som skrivende reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten. I de første år var Lars knyttet til avisens Indlandsredaktion og var ansvarlig for blandt andet bladets dækning af kommunalstof.

Siden 2000 har han været en del af holdet på Jyllands-Postens Erhvervsredaktion. Her har Lars gennem mange år dækket landbruget og fødevareindustrien og emner, der er relateret til disse brancher. Herunder: globale fødevarekriser, råvarebørser, miljø, grøn energi samt EU’s landbrugs- miljø- og energipolitik.

Lars har adskillige gange rejst kloden rundt med rygsæk.

Telefon 87383191

Stofområde: Investering, aktiemarked, boligmarked

Lars Nielsen, f. 1960, er journalist og klummeskribent på Finans. Karrieren begyndte på Horsens Folkeblad, men blev hurtigt videreført på Jyllands-Posten, hvor han for to år siden fejrede sit 25 års jubilæum.

Vejen er gået forbi sportsredaktionen, Christiansborg og erhvervsredaktionen. I de senere år har Lars Nielsen specialiseret sig i privatøkonomi og skriver bl.a. en ugentlig klumme om emnet med et helt særligt schwung.

Fritiden går med at pleje en 22 år gammel Mazda MX 5, løb i mere og mere adstadigt tempo samt en markant og ifølge familien højlydt interesse for og medejerskab af fodboldklubben Manchester United.

Telefon 33308150

Stofområde: Privatøkonomi, investering

Lene Andersen, f. 1964, skriver om privatøkonomi og investering for Finans. Hun er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har skrevet om alle facetter af den finansielle sektor - bank, forsikring, pension, realkredit, investering, m.m. - i over 20 år.

Efter et kort stop i Danske Banks informationsafdeling arbejdede hun 14 år på Dagbladet Børsen, men skiftede til Morgenavisen Jyllands-Posten i 2003.

Lene har en fjern fortid i en væddeløbsstald og påstår, at hun i modsætning til de fleste investorer er i stand til at vælge den hurtigste hest hver gang. Gevinsten er dog beskeden, da hun kun spiller for 20 kr. af gangen.

Telefon 33308179

Stofområde: Rådgiverbranchen, industri, økonomi

Lone Andersen, f. 1965, er journalist i Finans’ trendgruppe, som går i dybden med de vigtigste erhvervstendenser fra ind- og udland. Hun har igennem 20 år dækket erhvervsstof på medier som Reuters, Berlingske Tidende og DR og har siden 2006 været ansat på Jyllands-Postens erhvervsredaktion.

Lone har dækket både de finansielle markeder, den finansielle sektor, makroøkonomien, nogle af de største danske virksomheder og det internationale erhvervsliv. Det meste af tiden og spaltepladsen er gået til hårde nyheder, men der har også været plads til at udforske de mere tværgående tendenser i erhvervslivet og økonomien og til de skæve indgangsvinkler til området.

Efter arbejdstid bliver hendes fritid nogenlunde ulige delt mellem venner, motion og udlandsrejser.

NYHEDREDAKTØR

Telefon 33308147

Stofområde: Nyhedsredaktør

Mads Ring, f. 1971, er nyhedsredaktør på Finans. Han er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har derudover en bachelor i engelsk og formidling fra Københavns Universitet.

Han har tilbragt ni år i DR, hvor han har arbejdet for TV Avisen som reporter og graverjournalist. Han har tidligere også arbejdet med udenrigsstoffet. De seneste år har han haft en lang række redaktørjob både på TV Avisen, og for andre programmer såsom 21Søndag og Bag Borgen.

Som de fleste virksomheder, hader Mads minus på bundlinjen, og derfor knokler han med at fræse af på realkreditlånet i villaen i Allerød, hvor han bor med sin kone og 2 piger. Mads er passioneret fodboldfan og kæmper med at være lige så glad for fitness, som han er for god mad.

OPINIONSREDAKTØR

Telefon 33308149

Stofområde: Opinion, debat, økonomi, politik

Magnus Barsøe, f. 1981, er debatredaktør på Finans. Han er kandidat i erhvervsøkonomi fra Handelshøjskolen i København og har suppleret med en journalistisk masteruddannelse på City University London.

Magnus har tidligere arbejdet med erhvervsstof hos Financial Times og avisen City A.M. i London. Han var forretningskonsulent på et digitalt reklamebureau i et par år, før han gik ind i journalistikken.

Magnus har fast siddeplads på Lyngby Stadion og er overraskende glad for Excel.

Telefon 33308191

Stofområde: Erhvervspolitik

Maria Kehlet, f. 1983, er journalist med fokus på erhvervspolitik. Maria er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2009 og skolet i nyhedshåndværket på Børsen. En stærk politisk interesse førte derefter til en cand.public. grad i politik og medier og studier fra The New School i New York.

Maria har været ansat som kommunikationsrådgiver i brancheforeningen for venture- og kapitalfonde, DVCA, og i april 2014 skiftede hun til Jyllands-Posten.

Maria elsker at rejse – især til familie og venner i USA – og mens det på arbejdspladsen handler om CEO’s og IPO’s, er det privat mest IPA’s, da hun har en stor interesse for specialøl.

Telefon 33308175

Stofområde: Arbejdsmarkedet, lønmodtagere, virksomheder og politik

Martin Flink, f. 1978, er journalist på Finans. Martin blev journalist i 2005, men var året inden med til at etablere Allers erhvervssatsning Idag/Industriens Dagblad.

Her var han frem til 2006, hvor han skiftede side og blev presserådgiver i landets største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation, Dansk Industri. 3,5 år senere gik turen til Copenhagen Capacity som presseansvarlig, og i 2011 begyndte han på Jyllands-Postens erhvervsredaktion. Den faglige interesse er arbejdsmarkedet, lønmodtagere, virksomheder og politik.

Han er forfatter til en portrætbog om Morten Messerschmidt, og var det ikke for to mindre døtre, ville der blive brugt mere tid på Københavns fodboldbaner, USA-rejser og skiferier. I stedet råber han jævnligt ad fjernsynet.

Telefon 87 38 33 83

Stofområde: Tele-, vind- og energibranchen

Michael Stenvei, født 1965, er Finans-redaktionens eneste nordjyske fuldblodsmedlem. Michael blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2002 efter en erhvervskarriere hos bl.a. A.P. Møller – Mærsk, Alka, Codan og Hjemmeværnet.

Oprindelig er Michael uddannet reserveofficer og har været udstationeret i FN-regi. Som journalist blev det til en kort afstikker til Dansk Supermarked, inden Jyllands-Posten kaldte. Siden har Michael som rendyrket nyhedshund dækket tele-, vind- og energibranchen, ligesom han har været frontløber i dækningen af spektakulære sager som Stein Bagger-svindlen og senest Vestas’ opgør med den tidligere finansdirektør.

Privat bruges tiden sammen med hustruen Heidi, der er kok og restauratør i det nordjyske, ligesom der altid er et gør det selv-projekt, som lokker.

Telefon 33 30 81 35

Stofområde: Den finansielle sektor, forsikring, pension

Michelle Hald, f. 1989, dækker den finansielle sektor. Hun startede i praktik på Jyllands-Postens erhvervsredaktion i 2013, hvor hun primært skrev om karriere og ledelse. Efterfølgende var Michelle tilknyttet Finans under afslutningen af journaliststudiet. I sin praktiktid har Michelle også været i Dansk Byggeris kommunikationsafdeling og på fagbladet Søfart.

Michelle blev uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i april 2015. Efter knap syv år med bopæl i Aarhus skiftede hun den jyske hovedstad ud med København. Det er en stor omvæltning for en pige, der er opvokset i en by med knap 1.000 indbyggere, og Google Maps er derfor den mest benyttede app for tiden.

Michelle har en svaghed for kage og andre søde sager, hvorfor hun hver uge gerne tilbringer mange timer i fitnesscenteret.

Telefon 87 38 33 88

Stofområde: Investering, aktiemarked

Mick Kristensen, født 1989, er journalist på Finans. Han begyndte som praktikant på Morgenavisen Jyllands-Posten i februar 2012 og kom undervejs forbi redaktionerne jp.dk, sport og JP Aarhus. Efter afslutningen af sin uddannelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i sommeren 2014 var han tilknyttet de tre førnævnte redaktioner som freelancejournalist. I august 2015 kom Mick til Finans, hvor han skriver om investering, privatøkonomi og meget andet. Sport har en betydelig plads i Micks hjerte, og som sportsudøver har han gjort sig på eliteplan i golf, fodbold, tennis og springgymnastik. Desværre for Mick ligger hans største præstationer i sportens verden nok bag ved og ikke foran ham. I dagligdagen slår Mick sig op på at kunne snakke flydende rigsdansk. Men dette selvbillede krakelerer totalt, når han og kammeraterne mødes og slår over i en omgang næsten uforståeligt midtjysk.

Telefon: 87 38 33 77

Stofområde: Investering, aktiemarked

Nicolai Bang, f. 1988, er journalist på Finans. Nicolai er uddannet markedsføringsøkonom og var med til at udvikle modewebshoppen stoy-munkholm.com, inden han i 2016 blev færdiguddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus.

Han begyndte som praktikant hos Morgenavisen Jyllands-Posten i september 2013 med et halvt år på sporten og siden et halvt år på erhvervsredaktionens onlineredaktion. Siden oktober 2014 har han været del af Finans, hvor han bl.a. har skrevet om investering og privatøkonomi. Efter praktiktiden agerede Nicolai fast afløser på posten som jourhavende, og i maj 2016 blev han et fast medlem af Finans-redaktionen, hvor han dækker investerings-området.

Nicolai har et upassende antal hjemmestregede tatoveringer, hvor han både hylder idolet Eddie Vedder, hjertefodboldklubben Everton FC og sit såre simple mantra ’Work hard and be nice to people’.

Telefon: 33 47 15 42

Stofområde: Økonomisk kriminalitet

Niels Sandøe, født 1958, er medlem af Finans’ gravergruppe. Han har igennem de seneste 10 år beskæftiget sig med undersøgende journalistik.

Niels Sandøe har været nomineret til Cavlingprisen fem gange for en række afsløringer og artikelserier. Bl.a. om nepotisme, magtmisbrug og pamperi i henholdsvis Codan og Lærerstandens Brandforsikring. Og for “Det Store Ejendomsspil” om ejendomsboblen, der var pumpet op med ikke-eksisterende kroner og byggede på overbelåning og pantebrevskarruseller samt for bogen Andre Folks Penge.

Modtog FUJ-prisen for fremragende undersøgende journalistik i 2007 og 2013. Modtog Publicistprisen 2014 og Erhvervsjournalistprisen i 2015. Er forfatter til Kampen om Danmarks Olie og medforfatter på bøgerne Kammerherrens Nye Klæder og Andre Folks Penge.

Telefon 87 38 33 66

Stofområde: Nyhedsredaktør

Ole Søndergaard, f. 1958, er nyhedsredaktør, planlægger og souschef på Finans. Han har en årelang baggrund og erfaring på Jyllands-Postens erhvervsredaktion, hvor han som leder, organisator og ankermand i det centrale maskinrum har været med til at holde fast i kvalitetsjournalistikken.

Ole har varetaget en række personalemæssige ledelsesopgaver og har været involveret i udviklingsopgaver på indholds- og designmæssige, strategiske og organisatoriske felter.

Sport, rejser og bøger optager fritiden, og Ole har en svaghed for at svinge danseskoene, hvor entusiasmen dog langt overgår det tekniske niveau.

NYHEDSREDAKTØR

Telefon: 33308133

Stofområde: Nyhedsredaktør

Peter Sinding er journalist og nyhedsredaktør for Finans. Peter er uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole og har efterfølgende taget en kandidatuddannelse med fokus på nye medier. Han fattede tidligt interesse for nettets mange muligheder for at formidle journalistik, og har arbejdet med at producere og udvikle journalistikken på flere af Danmarks største nyhedshjemmesider lige siden.

Telefon: 87383183

Stofområde: Virksomheder, finans, aktiemarked, detailhandel

Peter Simonsen, født 1991, er nyhedsredaktør på Finans. Han er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og har været tilknyttet adskillige af Jyllands-Postens redaktioner, først som praktikant og senere som journalist på Finans, hvor han primært skrev om virksomheder og iværksætteri.

Peter er tidligere elitesportsudøver i den ædle disciplin badminton, men nøjes i dag med lange løbeture i området omkring Egå, hvor han bor. Som indfødt nordjyde ved Peter, hvad det vil sige at holde begge ben på jorden, dog med undtagelse af når AaB vinder i fodbold. Da er humøret højt – og selvtilfredsheden ligeså.

Poul Soelberg Christensen

Poul Soelberg Christensen, f. 1954, er redaktionssekretær på Finans og blandt veteranerne på Jyllands-Postens erhvervsredaktion.

Poul er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har beskæftiget sig med erhvervsjournalistik i mere end to årtier – først som reporter på Flensborg Avis og fra 1987 som redaktionssekretær på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Poul interesserer sig for musik og kunst, mens fysikken holdes up to date med rosport og motionsløb.

Rasmus Bendtsen

Rasmus Lindkvist Bendtsen, f. 1986, er politisk-økonomisk journalist på Finans. Rasmus kommer fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor det undervejs også blev til et semester på Cardiff University i Wales.

Rasmus tilbragte sin praktiktid på dagbladet Børsen, hvor han primært sad på avisens finans- og Christiansborg-redaktion. På Finans skal han være med til at dække det økonomiske og erhvervspolitiske område.

Privat er han glad for styrketræning, Bruce Springsteen og Brøndby IF.

Rene Deichgræber

René Deichgræber, født i 1982, er it- og teknologireporter på Finans. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University og er forelsket i sproget og de store fortællinger.

Før René ankom til Jyllands-Posten i 2010 var han featureskribent for JydskeVestkysten og forfatter til flere bøger hos Gyldendal. Han nåede også – akkurat – at få sin svære byline i Nyhedsavisen, inden gratiskrigen sluttede og blev afløst af en kvalitetskrig.

René har for længst svedt sig gennem det maratonløb, der nærmest er obligatorisk for mænd på vej mod de 40 år. Så nu koncentrerer han sig om alt det, livet virkelig handler om: Golf, mad, film og rejser. Nå, ja, og så familien selvfølgelig.

Sille Wulff Mortensen

Sille Wulff Mortensen, født 1982, er journalist på Finans. Hun har læst journalistik og virksomhedsstudier på Roskilde Universitet og Copenhagen Business School og blev færdig kandidat i 2010. Her fra har hun arbejdet på dagbladet Børsen og borsen.dk, hvor hendes stofområder talte virksomheder og økonomi. I 2014 blev hun ansat på Finans, hvor hun primært skriver om ledelse, ledere og karriere.

I sin fritid er Sille en ihærdig løber, men skal det for alvor være sjovt, mener hun, at der skal et par ski under fødderne. Og så har hun efter knap tyve års pause genoptaget klaverspillet – til stor fornøjelse for hende selv.

Søren Joensen
REPORTAGECHEF

Søren Joensen, f. 1963, reportagechef for Finans. Han har arbejdet med erhvervsjournalistik i stort set alle dens afskygninger siden 1990 i skiftende roller som journalist, redaktionssekretær, erhvervsredaktør, nyhedsredaktør og nyhedschef.

Siden sit første job hos Ritzaus Bureau har Søren beskæftiget sig med alt fra hårde nyheder til dybeborende afsløringer hos bl.a. nyhedsbureauet Reuters, Politiken, De 3 Stiftstidender og Jydske Vestkysten, Børsen og Jyllands-Posten.

Fritiden tilbringes gerne på dybt vand i ind- og udland, hvor passionen for dykning bliver foreviget med kamera. Og på land svinger han gerne på motorcykel gennem landskaberne ved sommerhuset i Veddinge Bakker.

Søren Kragballe
PROFILREDAKTØR

Søren Kragballe, f. 1955, er profilredaktør på Finans. Han har i mere 25 år beskæftiget sig med erhvervsjournalistik. Efter praktiktiden på Jydske Tidende i Tønder og Kolding kom Søren i 1985 til Ritzaus Bureau i København. Herfra blev han i 1990 ansat på Dagbladet Børsen og skiftede til Jyllands-Postens erhvervsredaktion i 1999, hvor han har været siden.

Han har primært beskæftiget sig med de store industrivirksomheder og har især en forkærlighed for de af selskaberne, der kan fremvise aner tilbage til tiden, hvor Jacobsen, Tietgen og H.N. Andersen regerede.

Søren Kragballe er oprindeligt fra Sønderjylland og har tidligere spillet ishockey for Vojens, hvor det blev til tre Danmarksmesterskaber og en del landskampe.

Søren Linding
Erhvervskommentator

Søren Linding (f. 1967) er erhvervskommentator på Finans og Jyllands-Posten. Han skriver om alt, hvad der rører sig i toppen af dansk erhvervsliv. Søren er uddannet cand.merc.int. og har desuden læst journalistik, spansk og film- og medievidenskab. Han har haft studie- og arbejdsophold i Spanien, Brasilien og Italien. Den seneste efteruddannelse er bestyrelsesuddannelsen på CBS Executive (2014). Tidligere har han gennem mange år arbejdet på Dagbladet Børsen, senest som erhvervsredaktør.

Selv om der ligger årsrapporter på natbordet, er sommerhuset ved den nordsjællandske kyst den foretrukne fritidsbeskæftigelse. Søren er desuden udtalt hispanofil og italofil. Han er vild med indie-rock og smalle franske film og elsker at cykle i bjerge.

Thomas Andrew
NYHEDSREDAKTØR

Thomas Andrew, f. 1977, er nyhedsredaktør for Finans med fast base i Los Angeles, USA. Thomas er uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole og har en bacheloruddannelse i statskundskab. Siden praktiktiden hos Morgenavisen Jyllands-Posten har han – kun afbrudt af en enkelt afstikker til TV 2 Nyhederne - været tilknyttet Jyllands-Postens digitale univers i diverse sammenhænge herunder som reporter og korrespondent med fast base i Californien, som han første gang flyttede til i 2010.

I sin fritid følger han med nørdet interesse de største kampe i professionel boksning i USA – allerhelst ringside - og har blandt andet skrevet en bog om det hårdtslående fag.

Følg Finans
Tilmeld nyhedsbreve

Finans Briefing er den skarpeste efterretningskanal for travle og ambitiøse danskere. Døgnet rundt arbejder vore journalister i flere tidszoner på at indsamle indsigt, som gør dit liv lettere.

Investor giver de vigtigste investeringsnyheder. De rammer din indbakke kl. 08:30, 13:00, 17:30 og når vi har en topnyhed, du ikke bør gå glip af.

Få besked på mail når den nyeste udgave af Finans Update ligger klar.

Vilkår:

Finans’ kommunikationsvilkår indeholder samtykke fra dig til at modtage a) Abonnementsfordele på e-mail eller sms (fx rabataftaler, gratis fordele og nye eller forbedrede funktioner) b) Tilbud, konkurrencer eller quizzer på e-mail eller sms (fx tilbud på vin, bøger, aviser eller arrangementer fra Finans, JP/Politikens Hus og vores samarbejdspartnere (såsom Jyllands-Posten og Politiken))

Du kan til enhver tid afmelde dig kommunikationen. Du kan desuden begrænse dit samtykke her.

Jeg accepterer Finans' vilkår og ønsker at modtage: