*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Danish Crown fastansætter tre syrere og udvider tiltag

Det har været en stor succes for Danish Crown at tilbyde praktik til syriske flygtninge - efter to måneder er tre personer blevet fastansat hos slagterigiganten. Virksomheden er så begejstret for konceptet, at det nu skal udvides.

FødevareWatch
Foto: Gregers Tycho

Hvordan bliver flygtninge en integreret del af det danske arbejdsmarked?

Spørgsmålet fylder i øjeblikket meget på Christiansborg, og måske har Danish Crown svaret.

[citat]I slutningen af oktober begyndte 16 syriske flygtninge et halvt års praktikforløb på Danish Crowns slagterifabrik i Blans i Sønderjylland. I samarbejde med Jobcenter Sønderborg fik de skræddersyet et program, hvor en arbejdsdag indledes af fem timers undervisning i hygiejneregler, sikkerhed og arbejdsmarkedsforhold og ikke mindst at lære at føre en kniv. Herefter følger tre timers danskundervisning.

Under halvvejs inde i forløbet er tre ud af de 16 praktikanter blevet fastansat på fabrikken. Derfor vil  andelsslagteriet nu udbrede konceptet til andre dele af koncernen.

"Det har været en fantastisk succes. Allerede nu er der tre deltagere, som har nået et niveau, hvor de er blevet fastansat i Danish Crown. De er blevet taget ud af programmet og tjener deres egne penge," fortæller Jens Hansen, pressechef i Danish Crown til FødevareWatch.

Tidligere har to syriske flygtninge, der allerede talte dansk, været med i almindeligt jobtræningsforløb. Det klarede det godt og er nu ligeledes fastansat på det sønderjyske slagteri. Hvor konceptet med praktikforløb tager sig næste skridt er endnu en offentlig hemmelighed.

"Vi arbejder meget intenst på at brede det ud, og det håber vi lykkes inden for en forholdsvis kort periode," fortæller Jens Hansen.

Nej tak til indslusningsløn

Det offentlige betaler lønnen under praktikforløbet, men når de overgår til en fastansættelse, er de ansat på samme vilkår som andre ansatte i Danish Crown. Det er afgørende, så der ikke kan sås tvivl om fremtidige beslutninger.

"Vi vil ikke bringe os selv i en situation, hvor vi kan blive beskyldt for at have valgt offentlige subsidier i stedet for en medarbejder, der har været ved os i længere tid. Det går ikke, at vi havner i en situation, hvor vi eksempelvis står med 20 syriske flygtninge, der er ansat med et jobtilskud, og som vi vælger til, når der skal skæres ned, fordi det er billigere. De nyansatte flygtninge er ansat på præcis samme vilkår som de øvrige," siger Jens Hansen.

Den holdning rammer lige ned i debatten om indslusningsløn, som i øjeblikket deler Folketinget. Radikale, Liberal Alliance og Konservative er fortalere for indslusningslønnen, mens både Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne er imod.

Mere tøvende er regeringspartiet Venstre, som umiddelbart ikke ønsker at kommentere indslusningsløn inden trepartsforhandlingerne, som ifølge planen skal sættes i gang i løbet af de næste uger. Til gengæld udtrykte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale, at flygtninges tilknytning til arbejdsmarkedet bliver et vigtigt tema i de kommende trepartsforhandlinger:

"Jeg er glad for, at danske fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer klart har sagt, at de deler regeringens ambition om, at vi skal blive markant bedre til at få flygtninge med i arbejdsfællesskabet.  Nu skal vi sætte handling bag ordene. Det bliver det første, vi tager fat på i trepartsdrøftelserne i det nye år," sagde han.

Tager ikke job fra danskere

Hos Danish Crown føler man, at man har fundet en model, som flere virksomheder med fordel kunne benytte sig af. Særligt samarbejdet med det lokale jobcenter har været en nøglefaktor.

"Der er et udtrykt ønske fra politikerne og det offentlige Danmark om at gøre en indsats på det her område. Det har vi gjort i samarbejde med et lokalt jobcenter, og det har været helt afgørende," siger Jens Hansen.

I er meget begejstrede, men tager flygtninge job fra danskere, der går ledigt?

"Nej, det er ikke et spørgsmål om enten eller, det er både og for os. Det kan godt være, at vi lige nu har færre personer, der i forvejen er en del af det danske arbejdsmarked, og som skal på et optræningskursus, men vi undlader ikke at tage danskere ind, der søger job. Man kan stadig søge job på fabrikken i Blans," siger Jens Hansen.

Sproget er det sværeste

Han er imponeret over, hvor "ekstremt hurtigt" de syriske flygtninge lærer håndværket. Udfordringen er derfor større på programmets anden del: sproget.

"Det er danskundervisningen, der holder dem tilbage, men de dygtige til at bruge deres hænder. Det er en god model, vi har fundet ved at køre det sideløbende, for der er en stor motivation for at lære sproget, når man allerede kan håndværket og ved, at det er det, der mangler," siger Jens Hansen.

Også ISS-topchef Jeff Gravenhorst, der repræsenterer serviceindustrien med mange ufaglærte arbejdere, er i denne uge gået i offensiven med forslag om, at indslusningsløn bør være en del af trepartsforhandlingerne. Han peger dog i et interview med Politiken på, at de nuværende ordninger som virksomhedspraktik og løntilskud kan forbedres.

Danish Crown har planer om at hyre flygtninge

Danish Crown-chef afviser kritik af udenlandsk arbejdskraft

Fagboss til virksomheder: Hvilken mangel på arbejdskraft?

Flere udlændinge i fødevarebranchen

Hver tredje på Danish Crown er udlænding

Denne artikel er leveret af
Læs også