*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Bagger anholdt i Los Angeles

Den bedragerisigtede it-direktør på flugt henvendte sig selv til politiet i Los Angeles, Californien, bekræfter politiet overfor Jyllands-Posten. Nu vil amerikanerne afhøre ham.

LIVE
Beskeden om livstegnet fra Stein Bagger var kun på nettet i ca. 25 min. Foto: Screendump fra familens hjemmeside Foto: IT Factory

Stein Bagger er dukket op igen. Og han befinder sig lige nu bag lås og slå i Californien.

Det siger de danske myndigheder, der har fået "en forsikring" fra amerikanerne om, at Bagger bliver tilbageholdt.

"Nu går vi i gang med at udarbejde en udleveringsbegæring, og vi må tro, at han er interesseret i at blive udleveret, idet han selv har taget kontakt til myndighederne derovre," sagde vicestatsadvokat Jens Madsen fra Bagmandspolitiet til TV 2 News kort efter klokken 23, lørdag aften.

Hvor lang tid der går, før Bagger er tilbage på dansk grund, tør vicestatsadvokaten ikke give noget bud på, men der kan let gå flere dage.

Politiets efterforskning har længe peget i retning af, at Stein Bagger befandt sig "i den del af verden".

"Det var ud fra hans rejsemønster, og så har han nogle kontakter i USA, hvilket det var en af grundene til, at vi troede, at det var i USA, han var," sagde Jens Madsen.

En uddybning af hvem disse kontakter er ville Jens Madsen ikke give.

Skal afhøres i USA

Politiet i Los Angeles, Californien bekræfter, at Stein Bagger af egen fri vilje dukkede op på et politikontor omkring klokken 13 lokal tid, 22 dansk tid.

Han kom alene, siger Jason Lee, talsmand fra Los Angeles Police Department.

"Stein Bagger sagde, at han gerne ville melde sig selv. Vi undersøgte hans sag, og han er nu blevet videregivet til immigrationsmyndighederne," siger Jason Lee til jp.dk.

Overdragelsen til immigrationsmyndighederne skyldes, at Stein Baggers er sigtet for forbrydelser foregået i Danmark, og ikke i USA, oplyser Los Angeles Police Department.

Richard Rocha, talsmand fra de amerikanske integrationsmyndigheder oplyser, at Bagger nu er tilbageholdt i en lukket institution under ICE (Immigration and Customs Enforcement) et sted i Los Angeles.

"Han vil senere blive afhørt, men hvornår er der endnu ikke taget stilling til," siger Richard Rocha til jp.dk.

Ifølge Radioavisen blev Stein Bagger i løbet af natten overført til Metropolitan Detention Center.

Livstegn tidligere på dagen

Tidligere på dagen gav Stein Bagger, formodentlig livstegn fra sig via familien Baggers blog på internettet. Indlægget blev fjernet efter kort tid.

I beskeden til familien hævdede den bedragerisigtede tidligere direktør for IT Factory, at han de sidste fire år har været udsat for økonomisk afpresning og trusler mod familien.

Familien Bagger har hørt fra Stein, som har sendt en besked om, at han er ved godt helbred.

Det er uvist, om nogen har hacket sig ind på hjemmesiden og lagt beskeden ind på bloggen.

Her er ordlyden af den besked som i kort tid optrådte på familien Baggers blog:

"Familien Bagger har hørt fra Stein som af indirekte vej har sendt os en besked om at han er ved godt helbred.

Derudover meddeler han at han igennem de sidste fire år har været udsat for systematisk afpresning, truet på livet og fået trusler på sin familie (Anette og hans datter Olivia).

Stein er derfor blevet tvunget ud i at begå økonomisk kriminalitet, og en stor del af hans liv har været en sandt helvede.

I sin meddelelse siger han også at han nu er i et andet land, og er gået til det lands politi og efterretningstjeneste for at fortælle hvad han har været udsat for, så de kan bekræfte dette overfor det danske politi og myndigheder.

Bortset fra at Stein har været tvunget ud i økonomisk kriminalitet, så har han forsøgt at være et ordentligt menneske, betale alle til tiden, og ikke udføre eller tage imod sort arbejde.

Familien Bagger har modtaget supplementerende informationer af privat karakter som garanterer at det er Stein som har sendt kommunikationen, som iøvrigt ikke indeholder oplysninger om hvor Stein befinder sig"

Indlæg fjernet igen

Beskeden om livstegnene er ikke længere at finde på familien Baggers blog. Indlægget blev fjernet efter blot 25 minutter efter det blev publiseret kl. 19.15.

Læs også
Annonce
Annonce