*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Reimer Bo: Jeg er dybt rystet

"Der står i min kontrakt, at jeg skal være vært på 21 Søndag," siger Reimer Bo, der onsdag blev fjernet fra tv-programmet med øjeblikkelig virkning.

LIVE
Reimer Bo Christensen under det famøse interview med den bedrageridømte Stein Bagger. Foto: Danmarks Radio/Reimer Bo Christensen Reimer Bo interviewer finanssvindleren Stein Bagger. Foto: Reimer Bo Christensen/DR

Reimer Bo Christensen troede, at han var midt i forhandlinger.

Forhandlinger som han – efter egen forklaring – flere gange udtrykkeligt blev bedt om at holde fortrolige.

Onsdag udsendte DR så en pressemeddelelse, hvor Reimer Bo kunne læse, at han ikke længere var vært på 21 Søndag.

»Jeg er rystet. Jeg ved godt, at jeg snart fylder 60 år, men i dette tilfælde må jeg sige, at jeg er dybt rystet,« siger en tydeligt berørt Reimer Bo til jp.dk onsdag aften.

Ridser i ry

Ifølge Danmarks Radio er Reimer Bo med øjeblikkelig virkning fjernet fra værtsrollen på 21 Søndag, men han er ikke fyret. DR vil i stedet finde et nyt job til ham i nyhedsorganisationen.

Ifølge Reimer Bo Christensen fremgår det tydeligt af hans kontrakt, at han skal være vært for 21 Søndag.

»Så der er tale om et meget klart kontraktbrud, hvor de samtidig laver ridser i mit gode ry og rygte. Det er ikke venligt,« siger Reimer Bo.

Ulrik Haagerup, nyhedschef på DR, siger til os, at de nok skal finde et andet job til dig i DR. Er du tilfreds med det?

»Jamen, så må han læse min kontrakt. Der står i min kontrakt, at jeg skal være vært på 21 Søndag. Hvis man vil ændre det, så må man indgå i forhandlinger. Ellers er det kontraktbrud. Jeg kan ikke se det anderledes,« siger Reimer Bo.



Reimer: Alt var normalt

Reimer Bo er blevet stærkt kritiseret for at sælge et interview med den bedrageridømte Stein Bagger til DR, mens han samtidig hævede et anseeligt beløb som vært på samme tv-station.

»Jeg har intet holdt skjult for DR. Jeg har åbent fortalt mine kollegaer, at jeg arbejdede på et interview med Stein Bagger. Jeg har ikke råbt det ud, så alle journalister på Rådhuspladsen (hvor Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet har kontorer, red.) kunne høre det, men jeg har sagt til mine kollegaer, at jeg havde besøgt ham i fængsel, og at jeg ofte talte med ham i telefonen. Der er intet hemmeligt foregået,« siger Reimer Bo.

Den nu tidligere vært på 21 Søndag fortæller, at interviewet med Stein Bagger er lavet fuldstændigt magen til tidligere aftaler om programmer med blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og grevinde Alexandra.

»Der er intet usædvanligt i denne aftale,« siger Reimer Bo.



Smækker ikke med døren

Er der noget, du fortryder i denne sag?

»Det ved jeg ikke, om der er,« siger Reimer Bo og er stille et kort øjeblik.

»Det får jeg vel god tid til at evaluere nu«.

Det lyder på dig, som om, at du er færdig med DR. Samtidig siger Ulrik Haagerup, at DR vil finde et andet job til dig. Hvad er din fremtid?

»Jeg opfatter deres beslutning som meget resolut og som et klart kontraktbrud. Deres pressemeddelelse i dag er en udflydende digtsamling uden nogen klar begrundelse. Men det er klart, at den, der begår et kontraktbrud, kan blive klogere i løbet af natten. Jeg er ikke den, der smækker med døren. Jeg har holdt min kontrakt,« siger Reimer Bo.

14 måneder endnu

Hvis DR vil have Reimer Bo væk fra 21 Søndag, så har de to muligheder, siger værten.

»Jeg er ikke jurist, men hvis man har en klar aftale, så kan man eventuelt købe sig ud af kontrakten eller erstatte den med en anden kontrakt. Og det skal jo så være en kontrakt, der er mere attraktiv,« siger Reimer Bo.

Ifølge Reimer Bo er der 14 måneder tilbage af hans kontrakt med DR.

»Jeg møder gerne op hver søndag, hvis det er dét, de vil have mig til,« siger han.

Ulrik Haagerup, nyhedschef på Danmarks Radio, har "ingen kommentarer" til Reimer Bos beskyldninger om kontraktbrud.



LÆS OGSÅ: DR-chef: Vi skulle aldrig have købt interview

LÆS OGSÅ: DR piller Reimer Bo af skærmen

Tv: S tein Bagger: Det var en let løsning

Læs også
Annonce