*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Danske Bank: Der er undskyldt nok

Danske Banks kommende formand, Eivind Kolding, langer allerede inden sin tiltrædelse ud efter banksektorens kritikere. Bankerne behøver ikke længere gå på listefødder.

LIVE
Eivind Kolding . Arkivfoto: Lars Krabbe

Banksektoren har gået bodsgang nok og behøver ikke at ligge yderligere på knæ med undskyldninger efter at have måttet modtage skatteydernes statslige midler for at komme helskindet igennem finanskrisen.

På generalforsamlingen i Danske Bank tirsdag indtager Maersk Lines adm. direktør, Eivind Kolding, formandsposten i Danmarks største bank.

Op til udnævnelsen går den kommende bankformand og nuværende næstformand i rette med alle dem, der har så travlt med at jage banksektoren med nye skatter og andre gener.

Forståelse mangler


»Desværre synes der ikke at være generel forståelse for, hvor stor betydning pengeinstitutterne har for Danmark. Det gælder generelt, men også Danske Bank. Det er jo præcis den slags virksomheder og den slags arbejdspladser, vi søger. Det er videnarbejde, det kræver høj uddannelse, kompetencer og professionalisme - og det kan ske her i Danmark. Det er netop den slags virksomheder, vi skal beskytte og bevare,« siger han, inden han kommer frem til sin pointe om, hvorfor Danske Bank pinedød skal have forbedret det ramponerede renomme, som banken har haft i de senere år, efter at banksektoren og herunder Danske Bank måtte have statslig nødhjælp.

Tid til at sige fra


Tiden er kommet til at sige fra for at få politikerne til at forstå, at man risikerer at skade mere end at gavne, hvis man fortsætter med at jage banksektoren.

»I øjeblikket virker det, som om det er virksomhederne, man skal forsøge at beskatte, straffe og genere med regler og detailregulering frem for at sige, at det er det, vi skal fremme. Det er også det, vi skal leve af i fremtiden. Der betyder image også noget. Er det for lavt, er det meget svært at få ørenlyd i det politiske,« siger den kommende formand, der nu har som ambition at komme med et mere nuanceret og balanceret billede i den debat, som han kalder meget ensidig.

»Budskabet er, at bankerne er vigtige for Danmark. For vores økonomi, men det er også knaldgode arbejdspladser, som vi skal forsøge at bevare og udvikle,« siger han og understreger, at han mener, at det nu må være slut med, at banksektoren skal gå bodsgang.

»Jeg tror, at der er sagt de ting, der skal siges, og givet de undskyldninger undervejs fra sektorens side, der skal gives. Jeg synes, det er vigtigt, at man nu ranker ryggen og med en vis stolthed siger, at ja, vi er også kompetente, vigtige og kan noget, så der bliver genskabt en respekt, som faktisk burde have været der hele vejen igennem,« lyder opfordringen.

Omdømme skal rettes op


Det skrantende omdømme, som Danske Bank har oplevet under krisen, koster også kroner og øre i form af, at det indvirker negativt på indtjeningen, uden at man dog kan måle eksakt hvor meget.

Omdømmet skal der nu rettes op på med den nye formand ved roret.

»Danske Bank har stadig de samme gode medarbejdere, som da bankens image var bedre. Jeg ser slet ikke nogen grund til, at vi ikke skal have et godt image, men der skal arbejdes lidt på det, fordi vi har fået nogle skrammer under finanskrisen, og dem skal vi have poleret væk.«

Læs også
Annonce