*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Stor møbelfabrik begæret konkurs

Hurup Møbelfabrik i Thy er begæret konkurs og lukket. Kundernes situation er uafklaret.

LIVE
Den mangeårige Hurup Møbelfabrik er begæret konkurs.Download: JP

Det var ejerne selv, der indgav konkursbegæringen til Skifteretten i Holstebro, efter et redningsforsøg tidligere på ugen mislykkedes.

"Fredag er fabrikken blevet lukket, og de godt 60 medarbejdere er blevet fyret og fritstillet ," siger kurator i konkursboet, advokat Henning Von Lillienskjold, advokatfirmaet Dahl, til epn.dk

Samtidig er de mange udsalgsbutikker landet over, som sælger møbler direkte fra fabrikken efter kundernes egne bestillinger, også blevet lukket.

Det er endnu uklart hvad konkursbegæringen betyder for de kunder, der har bestilt og betalt for nye møbler hos fabrikken.

Tocifret milliongæld

Ifølge kurator er det endnu for tidligt at sige, hvor stor kravet bliver fra kreditorerne til møbelfabrikken med hjemsted i Hurup i Thy, men det ventes at blive et større tocifret millionbeløb.

"Vi har ikke et overblik for, hvor stor gælden er blevet, og hvordan økonomien i det hele taget ser ud. Det er vi nu i færd med at undersøge, men virksomheden har i en længere periode haft en negativ drift. Derfor har det også knebet med at betale lønninger, leverandører og kreditorer," forklarer advokat Henning Von Lilienskjold.

Hurup Møbelfabrik gik i betalingsstandsning den 22. december, og den 28. december behandlede Skifteretten første gang konkursbegæringen.

Møbelfabrikkens 25 ansatte i produktionen har netop modtaget deres opsigelser og dermed blevet fritstillet, og opsigelserne omfatter tillige ansatte i administrationen og i Hurup Møbelfabriks 13 butikker fordelt rundt om i Danmark.

Samtidig fremgår det, at det ikke har været muligt for de nuværende ejere af Hurup Møbelfabrik, familien Dam Jespersen og kapitalfonden Erhvervsinvest, at opnå enighed med virksomhedens bankforbindelse for at tilføre den nødvendige kapital til selskabet.

Det har fredag ikke været muligt for epn.dk at få en kommentar fra ledelsen af Hurup Møbelfabrik til situationen.

Stiftet i 1959

Hurup Møbelfabrik blev stiftet tilbage i 1959, og kort tid efter blev den første produktion indledt i en kælder til en møbelbutik i Hurup i Thy.

Siden har familien bag Hurup Møbler, Dam Jespersen, i generationer udvidet produktionen og opførelse af flere fabrikker.

I 2002 indledte man direkte salg fra fabrikkerne til forbrugerne uden møbelhandlere som mellemled, og siden fulgte en lang række direkte fabriksudsalg fra butikker spredt over hele landet.

I 2009 blev produktion og administration på fabrikken i Hurup udvidet, så det totale areal blev 12.500 kvadratmeter for at følge med den stigende efterspørgsel.

Men salget har været for nedadgående de seneste år, og virksomheden har kørt med underskud.

Læs også
Annonce
Annonce