*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

ECB affyrer igen kæmpekanonen

De europæiske banker har som ventet taget godt for sig af retterne ved ECBs lånebuffet.

LIVE

ECB har lånt massive 529,5 mia. euro, eller 3.942 mia. kr. ud til bankerne. Beløbet ligger over markedsforventningerne om en tildeling på omkring 470 mia. euro, ifølge Bloomberg News. I alt 800 banker fik tildelt lån.

Økonomer har på forhånd betegnet LTRO-tildelingen (Long Term Refinancing Operation, red) som onsdagens vigtigste begivenhed med sprængkraft nok til at påvirke renter og aktier.

ECB-chef Mario Draghi har da heller ikke været bange for at bruge store ord om ordningen. Ifølge AFP har han kaldt ordningen for "Tykke Bertha" med henvisning til tyskernes kæmpekanon fra første verdenskrig.

Modtages positivt

- Vi venter, at en høj tildeling ved dagens treårige LTRO vil blive modtaget positivt af markedet, mens en tildeling på 200 mia. euro, eller derunder umiddelbart vil blive set som en skuffelse, skrever Nordea i sin morgenkommentar inden tildelingen var kendt.

Det danske C20-indeks over de tyve største selskaber er efter annonceringen faldet 0,2 pct. til niveau 453,78.

Ved den første tildeling i december optog bankerne lån for 489 mia. euro, og den gigantiske likviditetsindsprøjtning har siden formået at skabe ro på finansmarkederne efter gældskrisens hærgen i slutningen af 2011. Blandt andet er renterne i gældsplagede lande som Italien og Spanien faldet mærkbart.

En byge af tiltag

Den Europæiske Centralbankdirektør Mario Draghi annoncerede i starten af december LTRO-tildelingerne som led i en byge af tiltag - alle designet til at varme op under et fastfrossent pengemarked.

Med ordningen stillede ECB ubegrænset treårig likviditet til rådighed mod sikkerhed i bankernes gode udlån og til en meget lav rente svarende til ECB's gennemsnitlige toneangivende refirente over perioden.

Bankøkonomer har kaldt ordningen "doping" og "valium" til finansmarkederne.

Læs også