*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Grøn el-afgift sætter rekord

Udsigt til faldende elpriser får udgifterne til støtte af grøn energi til at stige voldsomt.

LIVE
Foto: Colourbox

Virksomheder og danske husstandes udgifter til støtte til grøn energi tegner til at lande tæt på 5 mia. kr. i 2012. Det er rekord og skyldes paradoksalt nok udsigt til faldende elpriser. »Afgiften stiger først og fremmest, fordi markedsprisen på el i 2. kvartal ventes at falde fra ca. 39 øre til 31 øre. Dernæst har vi tidligere opkrævet for lidt i afgift. Endelig er der kommet flere landmøller til, ligesom tilskuddet til brug af biomasse er vokset,« siger Hans Mogensen, kommunikationsdirektør i Energinet.dk. Det statslige selskab forestår opkrævningen af den såkaldte PSO-afgift, der dækker over elkundernes betaling til grønne energiløsninger - først og fremmest vindmøller på land og til havs. I 2. kvartal skal elkunderne betale 16 øre pr. forbrugt kilowatt-time, hvilket aldrig er set tidligere. Det høje afgiftsniveau ventes ifølge Energinet.dk at fortsætte året ud, så den gennemsnitlige PSO-afgift i 2012 lander omkring 14 øre.

700 kr. pr. familie

For en typisk husstand svarer det til en grøn ekstraregning på 700 kr., mens erhvervslivet vil blive ramt af en PSO-regning i størrelsesordenen 2,5-3,0 mia. kr. Udviklingen mødes med hovedrysten i op mod 50 af landets største elforbrugende virksomheder, der er samlet i Foreningen for Slutbrugere af Energi (FSE). »Det rammer vores konkurrenceevne. Vores konkurrenter i udlandet betaler jo ikke milliarder i støtte til vindmøller og andre grønne energiløsninger,« lyder kritikken fra Steen Vohlander, formand for FSE.

Afgifter koster job

DI har tidligere langet ud efter de stigende elafgifter, der anklages for at koste job i først og fremmest eksportvirksomheder, da Danmark i forvejen opererer med noget nær verdens højeste energiafgifter. FSE er enig. »Danske virksomheder er nogle af verdens mest energieffektive. Når de bruger strøm, er det ikke for sjov. Ender produktionen i udlandet, betyder det blot, at langt mindre energieffektive virksomheder kommer til at producere de samme varer. Så kan den grønne afgift hurtigt blive sort,« siger Steen Vohlander. Netop nu forhandler regeringen om de sidste detaljer i en grøn energiaftale frem til 2020. Krumtappen i forhandlingerne er regeringens energiudspil ”Vores energi”, der venter, at øget støtte til grønne energiløsninger vil øge den årlige PSO-regning med 1,6 mia. kr. fra 2020. I udspillet opererer regeringen med, at elkunderne i 2012 skal betale knap 3 mia. kr. i PSO-afgift.

Læs også