*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Ny Mercedes-fabrik måske Europas sidste

Den første nye Mercedes-fabrik i 15 år kan blive den sidste bilfabrik i Europa i lang tid.

LIVE

Den tyske bilproducent Daimler indviede torsdag en ny fabrik til produktion af Mercedes-biler i den ungarnske by Kecskemet små hundrede kilometer sydøst for hovedstaden Budapest.

Fabrikken, der er den første nye Mercedes-fabrik siden 1997, kan meget vel vise sig at blive den sidste nye europæiske bilfabrik i meget lang tid.

"Dette kunne blive den sidste store fabrik fra en europæisk bilproducent i regionen," siger Carol Thomas, analytiker ved det britiske LMC Automotive, til Bloomberg News.

"Fabrikken kommer temmelig meget senere end andre i Europa, der kæmper med overkapacitet. Væksten og fremgangen er flyttet til Asien og Latinamerika," siger Carol Thomas.

Daimler-koncernen har investeret 800 mio. euro (knap 6 mia. kr.) i fabrikken, der torsdag startede produktionen af Mercedes kompakte B-klasse-model, der bl.a. er udset til at tage kampen op med ærkerivalen BMW's 1-serie.

"Vi er i offensiven"

Daimlers topchef, Dieter Zetsche, deltog ved den officielle indvielse og udnyttede anledningen til at sende en advarsel til konkurrenterne.

"Vi er i offensiven. Hele vort team er fokuseret på at vinde førerpositionen tilbage," sagde Dieter Zetsche, der har som mål at øge koncernens samlede årlige salg med 27 pct. til 1,6 mio. enheder i 2015 uden at gå på komprimis med indtjeningen.

Derfor er placeringen af fabrikken i Ungarn - og ikke i koncernens eget hjemland - næppe en tilfældighed.

Ifølge Bloomberg News tjener de ungarnske ansatte på Kecskemet-fabrikken blot en femtedel af deres tyske kolleger.

Læs også