*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Luftens giganter presser SAS

Både British Airways og Air France KLM er aggressive og kaprer kunder i Skandinavien.

LIVE

Europas største luftfartskoncerner lægger hårdt pres på SAS. Både British Airways, Air France KLM og Lufthansa kaprer passagerer i Norden. Selskaberne vokser markant mere end SAS i den region, som er hjemmebane for det skandinaviske flyselskab. Samtidig er konkurrenterne i stand til at hæve billetpriserne, mens SAS må sælge til vigende priser. Også lavprisselskaberne øger kapaciteten. Norwegian har massiv fremgang måned for måned, og både Ryanair og EasyJet øger antallet af flysæder i Danmark og Skandinavien. British Airways oplyser, at selskabet i de seneste 12 måneder har haft en vækst i passagertallet på mere end 20 pct. efter åbning af nye ruter. Omsætningen er steget endnu mere, og dermed har selskabet været i stand til at øge de gennemsnitlige billetpriser.

»Stor vækst«

»Det går strålende, og vi har stor vækst i de tre skandinaviske lande,« siger Peter Rasmussen, der er chef for British Airways i Nordeuropa. Selskabet har siden slutningen af 2010 øget med tre nye ruter fra Danmark og Sverige. Air France KLM flyver fra 13 lufthavne i Norden til Amsterdam og Paris, som er selskabets trafikale knudepunkter. »I de seneste to år har vi øget antallet af flyvninger fra Norden mere end nogensinde. Vores mål er at øge markedsandelen yderligere i de kommende år,« siger Welmer Blom, direktør i Air France KLM med ansvar for Nordeuropa. Han oplyser, at de gennemsnitlige billetpriser sidste år steg med op mod 2 pct. Selskabet har 4 mio. passagerer fra Norden, og målet er mindst 500.000 flere rejsende. »Vi ser fortsat et stort potentiale i Norden,« siger Welmer Blom. For nylig oplyste Lufthansa, at koncernen havde 19 pct. flere passagerer fra Norden sidste år. Selskabet udvider med nye ruter til den nye lufthavn i Berlin, der åbner den 3. juni. Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, kalder udviklingen bekymrende for SAS.

Bekymrende udvikling

»Det er åbenbart, at konkurrenterne udnytter, at SAS har det svært. Det er bekymrende, at konkurrenterne både kan øge trafikken væsentligt mere end SAS og samtidig få mere for billetterne,« siger Jacob Pedersen. SAS erkender, at konkurrenterne er aggressive, men selskabet er parat til at tage kampen op. »Konkurrenterne vokser fra et lavere udgangspunkt, og vi er stadig med afstand det største flyselskab i Norden. De store netværksselskaber vil hente passagerer til deres egne trafikale knudepunkter i Amsterdam, London, Paris og Frankfurt. Vi gør det samme med ruter fra København til Østeuropa, Nordtyskland og Storbritannien,« siger Flemming Jensen, koncerndirektør i SAS med ansvar for driften og det danske marked. Han tilføjer, at SAS vil vokse i samme takt som markedet, og i år er der planer om 28 nye ruter.

Læs også