*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Kinesere overvejer at købe Vestas

To kinesiske vindgiganter har vist interesse for at overtage den kriseramte vindmøllekoncern. En broget skare af aktionærer kan blive en betydelig hindring for kinesisk succes.

LIVE

De hastigt voksende kinesiske vindmølleproducenter Sinovel og Goldwind undersøger muligheden for at lægge et købstilbud på den kriseramte danske vindgigant Vestas. Det erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten fra flere kilder tæt på processen. Flere danske corporate finance-folk har ifølge avisens oplysninger diskuteret sagen med de to kinesiske selskaber, mens Vestas' aktiekurs er raslet ned som følge af skuffede forventninger til Vestasforretningen, ledelsesproblemer og prispres på vindmøllemarkedet.

En lang glidetur

Vestas-aktien har været igennem en lang glidetur, siden finanskrisen brød ud. I 2008 toppede aktien nær kurs 700, men den er i dag faldet til 49. Kursfaldet gør Vestas attraktiv for interesserede købere, men samtidig giver Vestas' brogede kreds af ejere en interesseret køber udfordringer. »Det er ikke oplagt, at Vestas kan sælges. Selskabet er lidt herreløst med tusindvis af aktionærer. Det er ikke sikkert, at mere end 90 pct. vil sige ja til et købstilbud. Der kan f.eks. være jyske investorer, der har købt til kurs 300, og som, selvom de måske kan få 100 for den i stedet for dagens 50, vælger at takke nej,« lyder det om forløbet fra en centralt placeret kilde, der ønsker at være anonym.

På udenlandske hænder

Den 29. februar 2012 havde Vestas 181.000 navnenoterede aktionærer, som tilsammen ejede 93 pct. af Vestas' aktiekapital. 45 pct. af aktierne vurderes i dag at være på udenlandske hænder. En anden udfordring for de potentielle kinesiske købere er, at det er finansielt tungt at løfte et købstilbud på Vestas, der trods sin nedtur stadig er verdens største vindmøllevirksomhed. Vestas var også i 2011 verdens førende leverandør målt på installeret megawatt, forfulgt af kinesiske Goldwind som nummer to og lidt længere nede i rækken Sinovel. Vestas' markedsværdi er efter kursderouten faldet til 10 mia. kr. »Et opkøb vil kræve, at den statslige kinesiske investeringsfond deltager,« siger en kilde. Den statslige kinesiske investeringsfond CIC blev etableret i 2007 med det formål at investere landets enorme valutareserver. I januar i år foretog fonden sit første opkøb i Storbritannien - en 9 pct. aktiepost i det britiske vandforsyningsselskab Thames Water, som led i strategien om at investere i blandt andet europæisk infrastruktur. Bestyrelsesformanden i Vestas, Bert Nordberg, ønsker ikke at kommentere Jyllands-Postens oplysninger.

Læs også