*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Flere danske butikker går konkurs i år

Nye tal viser, at antallet af konkurser i detailhandlen stiger.

LIVE

Aldrig er så mange danske butikker gået konkurs som i første kvartal 2012. Detailhandlen er hårdt presset af nye indkøbsmønstre, og især i yderområderne lukker forretninger på stribe. En ny opgørelse fra FSR - Danske Revisorer og E-statistik opgør udviklingen i samlede antal konkurser i dansk erhvervsliv i årets første tre måneder. De viser, at det samlede konkurstal ligger på samme niveau som på samme tid i fjor. Til gengæld er antallet af konkurser i dansk detailhandel steget med 41 pct. på et år.

30 pct. over 2009

»Det er en meget alvorlig udvikling i netop detailhandlen. I 2010 satte det samlede antal konkurser i Danmark rekord, men da var detailhandlen ikke så hårdt ramt som det øvrige erhvervsliv,« siger erhvervspolitisk direktør Tom Vile Jensen fra FSR - Danske Revisorer. Han fortsætter: »Det ser helt anderledes ud i år, hvor detailhandlens konkurser ligger rekordhøjt. Eksempelvis er det 30 pct. over det tilsvarende kvartal i kriseåret 2009. Blandt årsagerne til det hårde pres på detailhandlen er bl.a. en markant øget nethandel hos danske forbrugere samt ændrede indkøbsmønstre, hvor bl.a. grænsehandlen og genbrugssalg stiger. I brancheorganisationen Dansk Detail peger direktør Jens Birkeholm på, at konkurstallene er en konsekvens af, at detailhandel bliver mere og mere koncentreret i de større byer. »Konkurserne er i høj grad et fænomen, vi ser i udkantsdanmark, for butikkerne har svært ved at klare sig i de små byer. Mange butiksejere forventede, at forretningen skulle fungere som en pensionsordning, men i stedet er de løbet tør for penge. Når de skal betale moms, er kassen tom, og så går de konkurs. Det billede kan vi genkende i vores medlemsstatistik,« siger Jens Birkeholm, Dansk Detail.´

Forbrugere med ansvar

Han mener også, at forbrugerne har et ansvar for de mange butikslukninger. »Mange vil gerne bevare butikkerne lokalt, men de handler alligevel en stor del af deres indkøb andre steder. Det kan ikke nytte, at man blot køber en liter mælk, som man har glemt at få med i indkøbsvognen. Hvis forbrugerne vil bevare butikkerne i morgen, blive de nødt til at handle i dem i dag,« mener Jens Birkeholm.

Mindre jobtab

Blandt de positive elementer i den nye konkursopgørelse er, at jobtabet i dansk erhvervsliv ser ud til at blive reduceret. Tallene viser, at i de 1.342 konkursramte virksomheder på tværs af alle danske brancher var der 3.376 fuldtidsansatte. De konkursramte virksomheder i tilsvarende kvartal 2011 havde 4.672 ansatte. »Den gode nyhed er, trods de mange konkurser, at jobtabet er reduceret med 28 pct. Hvorvidt 2012 ender samlet med konkurser og dermed tab af arbejdspladser i de danske virksomheder er svært at vurdere. Flere brancher - og ikke mindst detailhandlen og servicebranchen - har det fortsat svært,« mener Tom Vile Jensen i de danske revisorers brancheforening.

Læs også