*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Rige nyder fed pensionsfidus

En folkesport har bredt sig blandt landets rigeste, der sparer milliarder på skattefinte.

LIVE

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) vil forud for en ny skattereform gerne hente mere ind hos de mest priviligerede blandt danskerne. Men ifølge Ekstra Bladet fredag kan han få det svært.

Velhavende danskere flytter nemlig i stigende grad deres pensionsformue til Luxembourg - og dermed væk fra skatteministerens folk, skriver Ekstra Bladet.

- Det er et milliardmarked. Det er blevet en folkesport at spare i skat, siger advokat Jeppe Stokholm fra Stokholm & Lindegaard til avisen.

Han hjælper velhavende danskere med skatteplanlægning og har skrevet ph.d. om EU's skatteregler.

Store penge at spare

En EU-dom fra 2007 gør, at Danmark skal acceptere konkurrence fra udenlandske pensionsselskaber. Sidste år var mere end 2.000 danske pensionsopsparinger flyttet til udlandet.

Ifølge eksperter, der forklarer modellen for Ekstra Bladet, flytter man i første omgang formuen til Luxembourg, et land, der på pensionsområdet er godkendt af Skat.

Senere kan man skifte adresse til landet, hvor man højst skal betale 20 procent i skat. I Danmark skal man for eksempel betale 40 procent, hvis man hæver en kapitalpension.

Jeppe Stokholm forklarer til avisen, at der er flere lovlige veje uden om det danske skattevæsen, hvis man har planlagt i god tid og flyttet pensionsmidlerne til udlandet.

Skat har ikke helt luret den

I Skat har man ifølge kontorchef Carsten Vesterø hørt om, at Luxembourg fungerer som "trinbræt" i forhold til pensionspenge. Man er dog ikke helt sikker på, hvad der ligger i den opskrift, som Jeppe Stokholm henviser til.

- Vi har hørt rygter om skatteomgåelse i forbindelse med udenlandske pensionsordninger. Vi har lovgivet mod det for nylig, men vi har aldrig hørt nærmere om, hvad omgåelsen skulle gå ud på, siger Carsten Vesterø til Ekstra Bladet.

TV: GUIDE: Sådan får du mest ud af din pension

TV: Undgå at få ædt din pension

Læs også