*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

FlyBe vil samarbejde med SAS

Det britiske flyselskab FlyBe vil overtage indenrigstrafikken i Danmark efter Cimber Sterling.

LIVE

Det britiske flyselskab FlyBe er parat til at samarbejde med SAS på de danske indenrigsruter.

Selskabet, som er det største regionale flyselskab i Europa, forhandler om at overtage en række ruter efter Cimber Sterlings kollaps. Der ventes en afklaring inden længe.

SAS udelukker ikke samarbejde

Indtil videre satser SAS dog på selv at fylde hullerne efter det krakkede flyselskab. Men det skandinaviske flyselskab vil ikke udelukke, at der kan blive tale om et samarbejde med FlyBe, selv om det ikke står højest på ønskelisten. »Vi har en lang tradition for at samarbejde med forskellige flyselskaber på forskellige markeder. Vi ville være meget glade, hvis det kunne lykkes at få en aftale med SAS på de danske indenrigsruter,« siger Mike Rutter, der er direktør for FlyBe Nordic, som er et selskab i FlyBe-koncernen. FlyBe Nordic har imidlertid ærkerivalen Finnair i ejerkredsen. Selskabet har base i Helsingfors, og FlyBe Nordic satser på at flyve passagerer til Finnairs rutenet. Derfor er FlyBe Nordic umiddelbart en konkurrent til SAS. Det er imidlertid ikke ukendt, at flyselskaber samarbejder på særskilte markeder og konkurrerer på andre områder. SAS havde således i flere år et partnerskab med Cimber Sterling på indenrigstrafikken, mens man kæmpede om passagererne til andre destinationer.

SAS vil fylde huller

I første række satser SAS på selv at fylde en del af hullerne efter Cimber Sterling. Selskabet har udvidet kapaciteten på indenrigsruterne fra Aalborg og Aarhus. I alt udvides kapaciteten med 2.000 sæder om ugen. »Vi har valgt at styrke vores trafik for at lukke en del af hullerne efter Cimber Sterling,« siger Flemming Jensen, der er koncerndirektør i SAS med ansvar for Danmark. Han vil ikke afvise et samarbejde med FlyBe. »Det må komme an på en konkret vurdering. Vi er parate til dialog med de operatører, som flyver på indenrigsruterne,« siger Flemming Jensen. Flyselskabet Danish Air Transport (DAT) har allerede valgt at flyve på ruterne til København fra Sønderborg og Bornholm. DAT er en oplagt samarbejdspartner for SAS på disse ruter.

Flere interesserede selskaber

Mike Rutter oplyser, at FlyBe er interesseret i at flyve på samtlige indenrigsruter i Danmark samt en række af Cimber Sterlings nordiske ruter.

»Vi er i aktiv dialog med kurator i konkursboet efter Cimber Sterling. Der foregår et intensivt arbejde for at realisere planerne så hurtigt, som det er muligt. Vi har de rigtige fly, som er velegnede til korte ruter med mange daglige frekvenser,« siger Mike Rutter.

I øjeblikket viser flere operatører interesse for at overtage Cimber Sterlings aktiviteter.

Blandt mulighederne er det svenske flyselskab Skyways, som ejes af den ukrainske milliardær Igor Kolomoisky via investeringsselskabet Mansvell. Dette selskab var også ejer af Cimber Sterling, før man lod selskabet gå konkurs, fordi man ikke troede på en lønsom fremtid.

Læs også