*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Skattereform åbner for fed lønfidus

En stor gruppe danskere kan få glæde af regeringens skattelettelser allerede i år.

LIVE
Foto: Thomas Borberg

Det drejer sig om de danskere med en indkomst mellem 389.900 og 421.000 kr., som har mulighed for at flytte dele af deres løn til efter nytår.

Det viser beregninger, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget, og som bekræftes af revisionsselskabet BDO.

Årsagen er, at regeringen sammen med Venstre og Konservative som en del af skattereformen hæver topskattegrænsen fra næste år.

Det betyder, at hvis man har en årsløn, der ligger mellem den gamle og den nye topskattegrænse, så vil man kunne udnytte det ekstra topskattefradrag allerede i år ved at udskyde dele af sin løn. For almindelige lønmodtagere kræver det, at man kan få sin arbejdsgiver med på ideen. For selvstændige er det mere simpelt, fordi de i høj grad selv styrer, hvor meget og hvornår de udbetaler løn til sig selv.

Julebonusser

Som lønmodtager kan det være oplagt at gøre brug af muligheden, hvis man har udsigt til en julebonus.

Det, at man aftaler, at løn først bliver udbetalt til næste år, er helt efter bogen

Carsten Vesterø, kontorchef i Skats juridiske center

Med en årsløn på 390.000 kr. og en julebonus på 20.000 kr. kan man spare 3.000 kr. ved at udskyde bonussen til efter nytår.

»Men her skal man vide, at hvis bonussen først er udbetalt, så kan man ikke rulle den tilbage igen for at slippe billigere i skat. Så kommer man i hvert fald ind i gråzone, som det er tvivlsomt, at Skat vil acceptere,« siger seniorskatterådgiver Henning Boye Hansen fra BDO, der har gennemgået regnestykket for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Lovlig skattefinte

Ved den seneste skattereform fra 2009 gjorde mange danskere brug af muligheden for at udskyde løn. Dengang var fidusen endnu større, fordi man sænkede selve skattesatsen med 7,3 pct.

Det endte med at koste staten en indtægt på ca. 1 mia. kr., at mange danskere flyttede løn fra før til efter nytår. Denne gang er det kun grænsen for, hvornår man skal betale topskat, der bliver hævet, og derfor er det langtfra alle, der har fordel af skattefinten.

»Princippet er det samme som i 2009, men denne gang er det kun dem, der ligger i spændet mellem den gamle og den nye topskattegrænse, der får glæde af det,« siger Henning Boye Hansen fra BDO, som understreger, at fidusen er ganske lovlig.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Skat, men i forbindelse med skattereformen i 2009 bekræftede kontorchef i Skats juridiske center Carsten Vesterø, at man frit kan flytte løn fra den ene til den anden side af nytår.

»Det, at man aftaler, at løn først bliver udbetalt til næste år, er helt efter bogen,« sagde han.

Læs også