*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Bestseller køber sig ind i tøj-succes

Smartguy får Bestseller som ejer og har udsigt til kapitaltilførsel i trecifret millionklasse.

LIVE

Den danske forhandler af modetøj på internettet Smartguy har sat gang i en børsnotering og et udbud af aktier, der skal tilføre selskabet et nettoprovenu på minimum 77 mio. kr.

Som et led i noteringen har partnerne bag Smartguy flyttet ejerskabet fra Smartguy A/S til Smartguy Group (det tidl. SCF Technologies), hvor den danske tøjgigant Bestseller med rigmanden Anders Holck Povlsen i spidsen har erhvervet 10 pct. af aktierne.

Fakta
Smartguy Group
Ejerkredsen bag Smartguy Group er nu:
  • Kusk Investering: 3,37 pct.
  • Las Atalayas: 49,33 pct.
  • NK Invest: 36,12 pct.
  • Bestseller: 10,01 pct.
  • Øvrige aktionærer: 1,17 pct.

"Vi er superglade for den commitment, der i at få en af de dygtigste aktører inden for modetøj i Danmark med som aktionær. Det er en rigtig god start," siger adm. direktør og medejer af Smartguy Group Nicolai Kærgaard til epn.dk.

En stor leverandør

Han har været med siden begyndelsen for 12 år siden, og sammen med resten af ejerkredsen forventer han, at aktieudvidelsen vil kunne kaste et trecifret millionbeløb af sig i bruttoprovenu. Flere større aktionærer kan således være på vej ind i Smartguy Group.

Det er mange års samhandel med Bestseller, der har banet vej for tøjkæmpens indtog hos den succesrige onlineforhandler. Smartguy forhandler således alle Bestsellers mærker.

"Der var i forbindelse med en dialog om samhandelsvilkårene, at deres CEO spurgte, om man ikke skulle høre om vores planer, og så tog det ene skridt det andet. Vi håber, at det er starten på et decideret partnerskab," fortæller Nicolai Kærgaard.

Vækstkapital

Pengene kommer dog ikke til at samle støv i den danske virksomhed. Smartguy-ejerne har ambitiøse vækstplaner, der skal foldes ud i de kommende år, og det kræver massive investeringer i varer, infrastruktur og markedsføring.

"Pengene skal bruges som vækstkapital. Vi har en plan om, at vi skal ud over landegrænserne og tage markedsandele. Vi vil gerne fastholde en høj grad af vækst. Vi voksede 54 pct. i første kvartal, og det vil vi gerne blive ved med. Men det kræver, at man går ind og investerer i en række lande. Tyskland, Holland, Spanien og Frankrig står for skud. Dernede er vi fuldstændig ukendte, så det kræver kapital," siger Nicolai Kærgaard.

Det iskolde finanskrisehav

Forude venter formentlig arbejdet med at udbygge det nuværende lager på 10.000 kvadratmeter i Jyderup på Sjælland. Medarbejderstaben på 200 mand skal formentlig også udvides, og antallet af lagervarer kommer til at vokse. Det samme gør formentlig toplinjen i en tid, da mange virksomheder i Europa er ramt af isvinter.

Den modsatrettede trend glæder Nicolai Kærgaard.

"Hvis vi kan være isbryder i det iskolde finanskrisehav, så vil det glæde mig. Lad os få gang i noget vækst og åbnet for børsnoteringerne igen. Mange siger, at det er tosset tidspunkt, men vores virksomhed klarer sig jo fint," siger han.

 

Læs også