*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Sænker benzin-priserne til 2010-niveau

Statoil gør op med traditionel måde at fastsætte brændstofpriserne på.

LIVE

Statoil i Danmark har torsdag med et slag skåret 80 øre af både benzin- og dieselprisen.

Det sker som et led i et opgør med de stærkt svingende benzin- og dieselpriser. Fremover vil Statoil anvende en "pumpepris", der er væsentligt lavere end den officielle såkaldte listepris.

Det tager ganske enkelt toppen af priserne, og Statoils mål er at opnå en prisstruktur, der betyder, at det ikke længere vil være så attraktivt at tanke om morgenen.

Absurde prisudsving

"Det har efterhånden udviklet sig, så vi er begyndt at nå absurde niveauer, hvor priserne kan svinge op til 1,50 kr. pr. liter over en dag. Det er et lotteri, og hvis man rammer det rigtige tidspunkt, får man en god pris, og hvis man ikke gør, så kommer man til at betale," siger fueldirektør hos Statoil Peter Rasmussen til epn.dk.

Priserne tilbage til 2010-niveau

Problemet for Statoil er, at de stærkt svingende priser skaber et stort pres på selskabets omtrent 400 bemandede og ubemandede stationer landet over. I hvert fald om morgenen når priserne er i bund og 30-40 pct. af salget finder sted.

Men det skal det store og permanente prisdyk på 80 øre altså ændre på. Det vil aktuelt betyde, at benzinpriserne bliver banket tilbage til slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011. En liter 95 oktan blyfri koster således 11,93 kr. onsdag. Og torsdag falder prisen til 11,89 kr.

Dieselprisen er onsdag faldet til 11,25 kr. literen og falder yderligere torsdag til 11,19 kr. literen, oplyser Statoil.

Bunden kommer nærmere

Når udsvingene generelt bliver mindre, skyldes det, at der er bund for, hvor langt Statoil kan presse priserne ned.

"Der er jo altid en bund. Når vi er gået 1,50 kr. ned på prisen, så taber vi penge på det. Så vi går ikke under det. Ved at tage 80 øre væk, så har man allerede halveret det udsving, der kan være. Det er tesen. Men man vil sikkert stadig kunne finde en skarpere pris om morgenen. Vi håber bare, at forskellen bliver mindre," siger Peter Rasmussen.

Mere konkret så forventer han, at hvor man tidligere kunne spare 40-50 kr. på en tankfuld benzin på det rigtige tidspunkt, så vil gevinsten fremover måske blot være en 10 kr.

Konsekvenserne

Det er uklart, hvordan konkurrenterne vil reagere, men givet den voldsomme konkurrence på området i Danmark, vil Statoils tiltag formentlig få konsekvenser for hele branchen.

"Lad mig sige det sådan, at hvis eksempelvis OK havde gjort det her, så havde jeg sat prisen ned med det samme dagen efter. Så vi forventer egentlig, at de følger efter," siger Peter Rasmussen.

Læs også