*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Hackere har afsløret 30.000 sex-kodeord

30.000 kodeord fra dansk datingside er afsløret i et historisk stort angreb.

LIVE

Hackeres afsløring af 30.000 brugernavne og kodeord fra datinghjemmesiden Sex.dk er et af danmarkshistoriens største angreb, og det tyder på løs omgang med sikkerheden på hjemmesiden.

Det mener konsulent hos sikkerhedsfirmaet CSIS Peter Kruse, efter at hackere torsdag kunne offentliggøre login-oplysninger for samtlige brugere af datingtjenesten på den offentlige hjemmeside Pastebin.com. Det skriver it-mediet Version2.

- At 30.000 brugernavne og kodeord kan slippe ud fra Sex.dk antyder, at sikkerheden ikke har været i top hos datingsitet. Samtidig er det mig bekendt et af de største bruger-hack, vi har set på dansk jord, siger Peter Kruse til Version2.

Han understreger dog, at han ikke kender de præcise detaljer omkring datingsidens beskyttelse af brugerprofilerne på hjemmesiden.

Fast forhold til kodeord

Peter Kruse påpeger, at mange mennesker genbruger brugernavne og kodeord på andre online tjenester, for eksempel e-mailkonti.

Så selvom folkene bag Sex.dk har nulstillet alle kodeord, og de lækkede data derfor ikke kan bruges på Sex.dk længere, så kan oplysningerne misbruges andre steder.

- Derfor ville jeg som Sex. dk-bruger være meget obs på, om ens profil på datingsitet pludselig ser anderledes ud end tidligere og sørge for at skifte brugernavne og kodeord på andre site, hvis man genbruger dem, siger han.

E-mails kan være i spil

Ifølge Version2’s oplysninger har brugernavne og kodeord ligget frit tilgængelig på Pastebin.com siden torsdag formiddag. Sex.dk nulstillede dog alle kodeord kort tid efter.

Listen over Sex. dk-brugere på Pastebin.com rummer ingen e-mailoplysninger. Men da man skal oplyse sin e-mail, når man opretter sig som bruger på Sex.dk, så er risikoen for, at hackerne også har fået fat i den, også til stede, mener Peter Kruse.

Læs også