*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Stor fyringsrunde ruller i Saxo Bank

Saxo Bank er i gang med at skære omtrent 18 pct. af medarbejderstaben bort.

LIVE

På trods af, at Saxo Bank modsat mange andre banker har klaret sig hæderligt gennem krisen de seneste år, så er banken i færd med en større nedskæring i medarbejderstaben. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Det er således planen af afskedige 266 medarbejdere ud af omtrent 1.500 ansatte. 168 af afskedigelserne finder sted på hovedkontoret i Danmark.

Stille på markederne

Forklaringen skal ifølge banken selv findes i udviklingen på markederne, hvor aktiviteten er lavere, end organisationen er gearet til.

"Der er stille på finansmarkederne, og dette kan fortsætte i en periode endnu. Vi har derfor besluttet at tilpasse organisationen til det nuværende aktivitetsniveau.

Vi er meget kede af at sige farvel til gode medarbejdere, og vi vil gøre vort bedste for at hjælpe dem videre med tilbud om outplacement assistance og andre tilsvarende initiativer tilpasset den enkelte," siger HR-direktør i Saxo Bank Ditte Buchwald i en pressemeddelelse.

Fremgang og overskud

Det er ikke mindst bankens populære handelsplatform, der er forklaringen på fremgangen i banken de seneste år.

Saxo Bank har i indeværende år indtil videre leveret et resultat før skat på 190 mio. kr. (heraf 76 mio. kr. i første halvår), og kundeindskuddene er steget 21 pct. siden årsskiftet. Saxo Bank leverede i 2011 et resultat før skat på 847,9 mio. kr.

Banken forventer ikke, at produktudbuddet vil blive påvirket af nedskæringerne. Faktisk forventer man at have nye produkter klar på hylderne næste år.

Saxo Bank er foruden sin bankforretning kendt som den ene hovedsponsor hos Bjarne Riis' cykelhold, hvor Tinkoff bank er den anden sponsor. Ligeledes er stifterne Lars Seier Christensen og Kim Fournais aktive støtter af folketingspartiet Liberal Alliance.

Læs også