*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Løkke: Bankpakke var det rigtige

Lars Løkke Rasmussen fastslår, der ikke var tale om tyveri, da bankerne blev reddet af bankpakke II.

LIVE

Hvis den tidligere regering havde valgt en anden model for at redde bankerne, så havde pengeinstitutterne sagt nej.

Det fastslår Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der som tidligere finansminister var med til at få bankpakke II i hus i 2009.

Han afviser ligeledes, at der var tale om et tyveri, da bankerne fik hjælp af staten i form af bankpakke II.

- Det kan ikke nytte noget at lave en model, som bankerne ikke vil bruge, siger han til TV 2 News.

Husker ikke møde

Lars Løkke husker ikke, om han deltog i et stærkt omdiskuteret aftenmøde med topcheferne i de danske banker, sådan som TV 2 ellers har erfaret.

- Jeg husker ikke præcist, om jeg deltog i netop det møde. Men det spiller ingen rolle. Jeg deltog i rigtig mange andre møder, og jeg mødtes med formandskabet for Finansrådet, Nordea og Danske Bank, siger han til tv-stationen.

Det var daværende erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K), som ledte bankforhandlingerne om bankpakke II i januar 2009.

Bankpakken blev ændret hen over en nat den 15. januar.

Står ved beslutning

Lene Espersen er blevet skarpt kritiseret for i sidste øjeblik at ændre den politiske forligstekst om den såkaldte upside-model, så en milliardgevinst til staten forsvandt.

Upside-modellen ville have sikret, at staten som betaling for at redde bankerne fik del i deres fremtidige kursgevinst.

- Jeg står ved beslutningen om bankpakke II. Bankerne ville ikke have været med, hvis det var blevet upside-modellen. Og der er ikke tale om tyveri. Staten har tjent 10 milliarder kroner, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.

Tyveri

Socialdemokraternes daværende politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, har kaldt bankpakken for "danmarkshistoriens største tyveri".

Han var dengang med ved forhandlingerne og har fortalt, at han troede, at parterne var enige om upside-modellen, da man gik fra hinanden efter mødet. Men til hans store overraskelse var upside-modellen pillet ud af forligsteksten næste dag.

Lene Espersen har afvist at fortælle, hvem der deltog i det omdiskuterede møde aftenen før, den 15. januar 2009, hvor finanssektoren skulle orienteres om det politiske forlig.

Læs også