*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Toyota får bøde på 98 mio. kr.

Bilfabrikanten må i USA betale for at være for langsom til at give besked om problem.

LIVE

Den japanske bilgigant Toyota har i USA accepteret at betale en rekordbøde på 17,35 mio. dollars - 98 mio. kr. - til de amerikanske vejmyndigheder.

Det er den største bøde, som National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) nogensinde har udstedt.

For langsommelig

Toyota får bøden, fordi selskabet var for længe om at give myndigheder besked om et potentielt farligt problem med bremsepedaler og gulvmåtter. Tilbagekaldelsen i juni 2012 omfattede 2010-udgaver af Lexus RX 350 og RX 450h.

"Sikkerheden har højeste prioritet, og nu forventer jeg, at Toyota fremover gør sit yderste for at leve op til den amerikanske lovgivning," siger den amerikanske transportminister Ray LaHood til Automotive News.

Toyota vil slippe for strid

Toyota mener dog ikke, at man har overtrådt amerikansk lovgivning.

"Men vi har accepteret denne afgørelse i stedet for at gå ind i en langvarig strid og for at kunne bruge kræfterne sammen med NHTSA på bilisternes sikkerhed," lyder det fra Ray Tanguay, der er kvalitetschef for Toyota i USA.

"Toyota har fuld opmærksomhed på vores kunders sikkerhed, og vi vil fortsat gøre alt, hvad vi kan for at leve op til kundernes forventninger," tilføjer Ray Tanguay.

14 mio. biler kaldt tilbage

Toyota har ifølge Automotive News de seneste år verden over måttet tilbagekalde 14 mio. biler for at kontrolle dem for speederpedaler, der blev "hængende" og løse bundmåtter, som i værste fald kunne forhindre en opbremsning.

NHTSA oplyser, at man i maj i år kontaktede Toyota, fordi man havde noteret sig, at Toyota-ejere havde gjort opmærksom på problemer.

En måned senere svarede Toyota tilbage, at der var konstateret 63 hændelser, og at man ville tilbagekalde 154.000 biler af de to modeller.

Ifølge de amerikanske love har en bilfabrikant pligt til at give besked om en såkaldt hændelse i løbet af højst fem arbejdsdage. Toyota har tidligere fået en bøde på 16,4 mio. dollars.

 

Læs også