*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Hver tiende økolandmand overtræder reglerne

266 bedrifter overtrådte regler om økologisk landbrug i 2011.

LIVE

Knap 10 procent af de økologiske landmænd brød reglerne i 2011, viser kontrollen med økologiske bedrifter. En enkelt landmand har fået frataget sin autorisation som økobonde, og fire bedrifter er meldt til politiet for at overtræde reglerne.

De fleste overtrædelser drejer sig om staldforhold og dyrevelfærd. Dyrene har for eksempel for lidt strøelse eller for lidt plads i stalden, eller de mangler adgang til at komme udenfor.

På landets i alt 2.700 økobedrifter blev der fundet 462 brud på reglerne - et lille fald i forhold til året før, hvor Naturerhvervstyrelsens kontrollanter fandt 487 overtrædelser. Fejlene er fordelt på 266 bedrifter.

Forbedre staldforhold

Landskonsulent Birgit Ingvorsen fra Videncentret for Landbrug, Økologi - der hører under interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer - finder det positivt, at 90 procent af økologerne overholder reglerne.

- Antallet af overtrædelser ligger lige under den seneste kontrol i 2010, og i langt de fleste tilfælde får landmanden besked om, at forholdet skal være rettet op næste til gang.

- Men fokus på at forbedre staldforhold og dyrevelfærd skal fastholdes både hos landmænd og i rådgivningen, siger hun i en kommentar til Naturerhvervstyrelsens statistik.

Alle økologiske gårde kontrolleres hvert år, og nogle af dem får flere kontrolbesøg i samme år. Naturerhvervstyrelsen vil i den kommende periode styrke indsatsen, hvor problemerne er størst, blandt andet med rådgivning af landmændene.

Læs også