*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Konkursryttere slipper for gabestok

I dag offentliggør justitsminister Morten Bødskov (S) et lovforslag om konkurs-karantæne, som møder skarp kritik for at være for vagt.

Konkurskabinettet

Det helt store slagnummer i regeringens bestræbelser på at skærpe indsatsen mod økonomisk kriminalitet er ved at udvikle sig til et ligegyldigt redskab uden praktisk betydning.

Det vurderer flere eksperter, som skarpt kritiserer et lovforslag om konkurskarantæne, som justitsminister Morten Bødskov (S) fremsætter i dag.

Med forslaget skal skruppelløse direktører, der benytter selskaber til fup og svindel, kunne idømmes karantæne og dermed udelukkes fra at stifte og drive virksomheder. Men regeringen har besluttet, at offentligheden ikke skal have indsigt i, hvem der er idømt karantæne, fordi en offentliggørelse på internettet vil stemple personen for altid, selv om karantænen kun gælder i tre år.

»Når man hemmeligholder, hvem der er i karantæne, får ordningen stort set ingen betydning i praksis. Jeg forstår ikke, at man vil beskytte folk, der driver uforsvarlig virksomhed og smider bogføringen væk på bekostning af kreditorer og forbrugere,« siger Pernille Bigaard, formand for de danske insolvensadvokater.

Heller ikke formanden for Kuratorforeningen – en forening for de konkursadvokater, der er tilknyttet landets største skifteret i Sø- og Handelsretten – har forståelse for, at kreditorer ikke skal kunne slå op i et register og se, om den, de skal til at handle med, er idømt konkurskarantæne.

»Jeg har svært ved at se, hvad et register skal forhindre, når det er en hemmelighed, hvem der er i det. Effekten vil nok være begrænset,« siger formand Lars Skanvig, Kuratorforeningen.

Konkursadvokaterne bliver bakket op af professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

»Et lukket register gør det sværere for omverdenen at gardere sig mod at lave aftaler med folk, der er frataget retten til at drive virksomhed og dermed er farlige for samhandlen,« siger Lars Bo Langsted.

Morten Bødskov siger, at regeringen har valgt at følge anbefalingen fra et ekspertudvalg, men at man løbende vil vurdere, om der er behov for ændringer.

»Det er bestemt ikke hensigten at beskytte personer, der spekulerer i at gå konkurs. Tværtimod er formålet at skærpe indsatsen mod dem,« siger han.

Ifølge en opgørelse fra Skat kostede 40 af de bedst kendte konkursryttere det offentlige tab på over 700 mio. kr. fra 2008 til 2010. Dertil kommer private kreditorers tab.

Læs også