*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

500 km i Ferrari'en kostede 6,6 mio. kr.

Biludlejer stærkt utilfreds med prisen for tre små køreture i firmaets blikfang.

LIVE

Efter to retssager må en Ferrari-elsker se i øjnene, at de få gange, han sled på asfalten på vejnettet, er blevet en uhyggelig dyr fornøjelse.

Tre køreture eller i alt 500 km er rigeligt til, at hans bil skal indregistreres i Danmark. Regningen for det lyder på små 6,4 mio. kr.

Oveni skal lægges omkostninger til skattevæsenet i forbindelse med den sidste retssag. I alt cirka 6,6 mio. kr.

Bilens ejer er tidligere racerkører og nu udlejer af Ferrari-biler til særlige events og banekørsel.

Tysk bil

Den bil, som nu har kørt rundt i skatte- og retssystemet, købte han i 2004 for ca. fire mio. kr.

Bilen var indregistreret i Tyskland, men alligevel brugte han den til at køre i Danmark med påmonterede prøveplader.

I den første retssag afgjorde Østre Landsret, at han havde fået prøvepladerne ved at give forkerte oplysninger. Og landsretten fastslog også, at han skulle betale registreringsafgift.

Ny retssag

Bilens ejer mente, at dommerne havde lagt forkerte omstændigheder til grund, og derfor forsøgte han igen - denne gang med en sag rettet mod Skat - at slippe for registreringsafgiften.

Det var helt ude af proportioner at forlange 6,4 mio. kr. i afgift for tre småture, mente han.

Hovedpointen var, at han mente, han slet ikke skulle betale registreringsafgift, fordi bilen var en racerbil beregnet til banekørsel. Den havde f.eks. H-seler og ikke de lovpligtige sikkerhedsseler som i almindelige biler. Der var et elendigt syn bagud, fordi Ferrarien havde et specielt racersæde. Og endeligt larmede den meget.

Den havde meget lav frihøjde og var så bred, at den ikke kunne komme op i en specialbil til transport eller i en trailer.

Forbud mod almindelig kørsel

Den måtte slet ikke  bruges til almindelig trafik, han ville aldrig kunne få almindelige nummerplader til den, og derfor var det jo også forkert af myndighederne at afkræve afgiften, lød hans pointe for Retten i Hillerød.

Ved denne byret havde han sagsøgt Skat for at få anerkendt, at han ikke skulle betale registreringsafgift.

Og selvom han eventuelt måtte være registrerings-pligtig burde det spuille ind, at han kun havde kørt så ganske lidt i den.

Dommeren i Hillerød fastslog imidlertid, at afgørelsen i den første retssag var korrekt. Ferrari-ejeren var forpligtet til at betale registreringsafgift.

At bilen ganske rigtigt ikke kunne indregistreres i Danmark til almindelig kørsel på en offentlig vej var ligegyldigt.

Bilen havde rent faktisk kørt på offentlig vej, og alene af den grund skulle afgiften betales.

Dommeren ville ikke anerkende, at der skulle være en slags bagatelgrænse for, hvor langt man skal køre, før der indtræffer pligt til at have danske nummerplader på sin bil.

Læs også