*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Stort lønhop til Mærsk-bosserne i 2012

Der var lønstigninger over hele linjen i A.P. Møller - Mærsk sidste år.

LIVE

På trods af et større fald i indtjeningen i A.P. Møller - Mærsk i 2012 på omkring 8 mia. kr. før skat, så er selskabets ledelse blevet belønnet med et pænt lønhop.

Den seks mand store direktion med topchef Nils Smedegaard Andersen i spidsen og direktørerne Søren Skou (Maersk Line), Kim Fejfer (APM Terminals), Jakob Thomasen (Maersk Oil), Claus V. Hemmingsen (Maersk Drilling) og Trond Westlie (koncernfinansdirektør) lige efter tjente således 96 mio. kr. i 2012.

Dermed er der givet et løft på 15 mio. kr. i forhold til de 81 mio. kr., der blev udbetalt til direktionen i 2011. En fremgang på godt 18 pct.

16 mio. kr. per mand

Beløbet svarer til et gennemsnit på 16 mio. kr. per direktionsmedlem, og dermed ligger niveauet eksempelvis over de ofte debatterede lønninger hos direktørerne i landets største banker.

Fakta
Dyk ned i regnskabet

Sådan er det gået for Mærsks forskellige forretningsenheder:

Få hele årsregnskabet for 2012 her.

Det paradoksale ved den markante lønstigning er, at den falder i et år, da Nils Smedegaard Andersen i offentligheden slog på tromme for en forbedret konkurrenceevne i form af lavere lønninger i de danske virksomheder.

Job forsvinder

I et interview med Berlingske sagde han blandt andet:

"Det skal være muligt for flere at komme ind på arbejdsmarkedet, og det forudsætter blandt andet, at virksomheder kan tiltrække og ansætte folk til en lavere løn, så vi kan beholde produktion i Danmark.

Ikke alle har høje uddannelser eller er velkvalificerede til mere avancerede job, og med de lønninger, vi betaler i Danmark, er der nogle, som ikke er konkurrencedygtige med indere, tyskere eller svenskere. Derfor forsvinder job ud af landet."

Flere penge til ansatte

Men hverken i Mærsks ledelsesgruppe eller blandt medarbejderne faldt lønniveauet i 2012. I hvert fald ikke når man ser på, hvad selskabet betaler samtlige ansatte på tværs af kvalifikationer, job og landeskel.

De 121.000 Mærsk-ansatte hævede i 2012 sammenlagt en løn på omkring 35 mia. kr., hvilket svarer til knap 289.000 kr. i gennemsnit. Det er en pæn stigning i forhold til de 271.000 kr., der var snittet i det foregående år.

Også selskabets bestyrelse oplevede fremgang i aflønningen i det forgangne år. Bestyrelsen med Michael Pram Rasmussen i spidsen modtog således et honorar på 19 mio. kr. for anstrengelserne i 2012. Det er et løft på 2 mio. kr. i forhold til 2011.

Læs også