*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Carlsberg er løbet tør for fadøl

Strejke blandt 130 tapperiassistenter hos Carlsberg får nu konsekvenser for forbrugeren.

LIVE

Carlsbergs lager af fadølsfustager er tomt. Lageret indeholder ellers normalt op til en uges leverancer, men hverken tønder eller medarbejdere er i omdrejninger på tapperiet i øjeblikket.

Den verserende strejke på Coca-Cola Carlsberg Læsk i Fredericia med 130 tapperiassistenter er skyld i, at lageret ikke bliver forsynet i øjeblikket.

- Status er, at vi er ved at gå helt tom for fadølsfustager, og på nogle af vores læskedrikkeprodukter begynder der også at være udsolgt, siger kommunikationsdirektør hos Carlsberg Jens Bekke.

Går ind i anden uge

Strejken går ind i sin anden uge, og derfor er beholdningen nu så lav, at man melder om så godt som et tomt lager. Flaskeøl er dog ikke en del af de varegrupper, som de strejkende medarbejdere håndterer.

Supermarkederne vil således ikke være ramt af strejken, men det vil kunne mærkes på udskænkningsstederne, da både fustager med Tuborg og Carlsberg er udsolgt.

- Vi har fået de sidste leverancer kørt ud i dag, så der er stadig fadøl til et par dage endnu, alt efter hvor stort et lager de enkelte beværtninger har. Men det begynder at være slemt nu, konstaterer Jens Bekke.

Måske hjælp fra udlandet

Men måske er der hjælp på vej til de tørstige danskere, der ikke vil undvære fadøllen, mens konflikten med de strejkende tapperiassistenter verserer.

- Vi kommer til at kigge på, hvordan vi kan hjælpe vores kunder via vores søsterselskaber i andre lande, så vi kan få nogle forsyninger frem, siger han.

Jens Bekke kalder konflikten med de strejkende tapperiassistenter for "en fastlåst situation".

- Det er ikke en konflikt, som vi kan gå ind i og løse, da det ikke er en sag mellem 3F og Carlsberg, men mellem 3F og en medarbejder, siger han.

Man ved endnu ikke, hvornår tapperiassistenterne genoptager deres arbejde på Carlsberg i Fredericia.

Læs også