*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om os Persondatapolitik
0

Billige mikrobiler kan blive en dyr fornøjelse

Mange risikerer at lande i en gældsfælde, når de køber små billige mikrobiler med finansieringsaftaler.

LIVE

Bilerne falder nemlig så markant i værdi de kommende år, at du kan ende med at skylde mere, end bilen er værd, hvis du vil sælge den.

Nye mikrobiler kan efterhånden købes fra 60.000 kroner, og samtidig bliver der i de her år solgt så mange af de små biler, at brugtprisen vil være meget lav. Det siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen til DR Midt & Vest.

- Og hvis man så har en finansiering over otte år, kan det jo ende med, at man skal af med penge, hvis man vil sælge den, siger Allan Skytte Christensen.

Teknisk insolvente bilejere

76 procent af de nye solgte biler i 2013 var en mikrobil. Ifølge finansieringsselskabernes organisation, Finans & Leasing, blev 43 procent af alle biler til private solgt med en finansieringsaftale gennem forhandleren, det viser tal baseret på de tre første kvartaler af 2013.

Derfor vil mange altså risikere at stå i en situation, hvor de er teknisk insolvente med deres bil, hvis de ønsker at sælge den, før den er betalt ud, forklarer Allan Skytte Christensen fra FDM.

Hos FDM lyder rådet, at man skal se at få betalt sin mikrobil hurtigst muligt.

Bilsælger: Køb en større

Hos DI Bilbranchen erkender direktør Thomas Møller Sørensen, at der kan opstå et problem, men han mener samtidig, at bilerne på grund af prisen og finansieringsmulighederne er et godt køb på trods af risikoen.

- Selv om man måtte stå med en slutgæld på x antal kroner, så vil der samlet set være tale om en rigtig god aftale for langt de fleste forbrugere, siger Thomas Møller Sørensen. Han er overbevist om, at tingene også regulerer sig selv.- Forhandlerne har jo ingen interesse i at lave ufordelagtige finansieringsaftaler til kunderne, da de jo gerne skulle komme tilbage og handle igen, siger han.

Finn Orvad fra Holstebro sidder i bestyrelsen i Autobranchen Danmark, der også tæller brugtvognsforhandlerne. Han siger til DR Midt & Vest, at det er begrænset, hvor meget en så billig bil kan tabe i værdi, men han anbefaler alligevel folk at købe en større model eller bil.

- Det kan blive misforstået, når forhandleren forsøger at overtale folk til at købe en større og dyrere bil, men i det her tilfælde er det altså fornuftigt. Så kan man sikre sig ikke at skulle ud og handle bil igen, siger Finn Orvad.

Læs også