*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Pensionskunder i klemme ved omlægning

Hvis pensionsselskaber og banker tøver, kan der komme en ekstra regning for omlægning af kapitalpension.

Privatøkonomi
Mange skal inden årets udgang tage stilling til, om de vil omlægge deres kapitalpension til en aldersopsparing. Det giver mange udfordringer. Arkivfoto

Danskere med kapitalpension risikerer en ekstra skatteregning, hvis banken eller pensionsselskabet tøver med at omlægge pensionen til en aldersopsparing. Det viser en sag fra Pengeinstitutankenævnet.

Ekstraregningen kan opstå, hvis værdipapirerne stiger i den periode, omlægningen foregår, og der ikke afregnes med Skat med det samme.

I dette tilfælde anmodede en kunde Jyske Bank om at omlægge kapitalpensionen til en aldersopsparing. Det er muligt frem til udgangen af 2014 mod en skatterabat på 2,7 pct. Anmodningen blev sendt til banken den 18. januar.

Kapitalpensionen var på 840.000 kr., og det betød, at kunden skulle skaffe 314.000 kr. til at betale skatten her og nu. De 105.000 lå kontant, resten skulle fremskaffes ved at sælge værdipapirer.

Gode råd om omlægning
  • Frem til 1. januar 2015 kan man omlægge sin kapitalpension til en aldersopsparing med en skatterabat på 2,7 pct.
  • Skatten skal betales her og nu. Hvis man har værdipapirer i sin pension, skal man selv sælge så mange, at man kan betale skatten.
  • Det er nødvendigt at holde øje med banken eller pensionsselskabet for at sikre, at omlægningen foregår hurtigt. Ellers risikerer man at skulle betale mere i skat, hvis depotets værdi stiger i mellemtiden, viser en sag fra Pengeinstitutankenævnet.

Værdipapirerne blev solgt, og den 3. februar sendte kunden en mail til banken om, at pengene nu var klar. Samtidig konstaterede han, at de resterende værdipapirer i hans depot var blevet 5.400 kr. mere værd. Den 9. februar rykkede han for omlægning.

"Nu udløser det vel ikke en yderligere skat af de 5.400 kr.," skrev han til banken.

Men det gjorde det, fik han at vide, da rådgiveren i Jyske Bank svarede på henvendelsen.

"Nu da vi skal til at afregne skatten, så mangler der 4-5.000 kr., da depotets værdi åbenbart er steget. Opgørelsen er desværre blevet forsinket, hvilket jeg beklager," lød svaret fra rådgiveren.

På grund af forsinkelsen fandt omlægningen først sted den 21. februar. Og i mellemtiden var depotet steget 20.882 kr. i værdi. Det udløste en merskat på 7.789 kr.

Forsinkelsen blev da også beklaget af Jyske Bank, men banken fastholdt, at kunden måtte kende betingelserne, nemlig at skatten ikke nødvendigvis blev afregnet den dag, værdipapirerne blev solgt.

Uenigheden mellem Jyske Bank og kunden var så stor, at sagen endte i Pengeinstitutankenævnet.

Kunden var vred over at skulle betale en merskat på 7.789 kr. på grund af en forsinkelse. Banken anerkendte da også forsinkelsen og tilbød derfor på et tidspunkt at betale halvdelen af kravet.

Ifølge Jyske Bank blev kunden gjort opmærksom på, at der kunne gå længere tid, og at han derfor ikke kunne forvente, at banken afregnede med det samme.

Kunden fik ikke medhold af ankenævnet. Nævnet finder det ikke bevist, at Jyske Bank har overskredet en aftalt frist eller handlet på en måde, man kan betegne som "ansvarspådragende."

Læs også
Annonce
Annonce