*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Kabel-tv-selskaber skruer op for priserne

Trods større konkurrence fra streamingtjenester og bedre frit valg-muligheder stiger pakkepriserne.

Erhverv
Fuldpakken hos Yousee kommer næste år til at koste 509 kr. pr. måned. Foto: Colourbox

Millioner af danske husstande kan se frem til nye prisstigninger, når landets største kabel-tv-leverandører efter nytår skruer op for priserne.

Yousee, Stofa og Boxer beretter således alle om prisstigninger næste år.

Hos landets største kabel-tv-selskab, Yousee, stiger prisen for en pakke i størrelsesordenen 10-30 kr. pr. måned afhængig af, hvilken pakke man har. Dermed fortsætter kundernes udgifter til tv-kiggeriet altså med at stige, som det har været tilfældet de seneste mange år.

Tv-priser 2015

Yousee

  • Fuldpakke: 509 kr. (30 kr.*)
  • Mellempakken: 409 kr. (20 kr.)
  • Grundpakken: 229 kr. (10 kr.)

Stofa

  • Stor pakke: 499 kr. (20 kr.)
  • DK Plus Pakke: 325 kr. (26 kr.)
  • Basis pakke: 169 kr. (uændret)

Boxer

  • Boxer Max: 439 kr. (uændret)
  • Boxer mini: 249 kr. (20 kr.)

Pakkerne er ikke direkte sammenlignelige, da udbuddet af kanaler varierer mellem selskaberne.

*Prisstigninger i parentes.

Siden 2009 er prisen på den store pakke hos Yousee alene steget med 36 pct. fra 375 kr. til 509 kr. om måneden næste år.  Det svarer på årsbasis til en stigning på godt 1.600 kr. over perioden.

"Vi er udfordret af, at der er tre faktorer, sportsrettigheder, TV2 og Copydan, der bliver ved at stige i pris. Det er naturen i det, som vi har med at gøre,” siger Réne Brøchner, direktør i Yousee, til epn.dk.

Hos konkurrenten Stofa, der er er ejet af energiselskabet SE, stiger priserne i de to største pakker, Stor Pakke og DK Plus-Pakke, med henholdsvis 20 kr. og 26 kr. på månedsbasis næste år.

Her erkender man, at kabel-tv-selskaberne har svært ved at stå imod presset fra de magtfulde indholdsleverandører.

"Forklaringen er forholdsvis simpel. De stærke tv-kanaler er ret sikre på deres positioner i tv-pakkerne. TV3, SBS og TV2 ved godt, at de ikke ryger ud af pakkerne, fordi det er meget populære kanaler, som vi har svært ved at smide ud af pakkerne, og det udnytter de til at øge deres indtjening," forklarer Stofas indholdsdirektør Kim Falkenhard.

Prisudviklingen er dog begyndt at sætte sig spor hos kabel-tv-selskaberne, der over de senere år har oplevet, at seerne siver fra de største pakker. Hos Yousee har man alene det seneste år tabt 13 pct. af kunderne i den store pakke, mens 27 pct. flere er blevet tilmeldt grundpakken.

Forklaringen skal foruden prisudviklingen findes i konkurrencen fra de fremadstormende streamingtjenester som Netflix og HBO, der leverer indhold langt billigere.

Det signal har man opfanget i Yousee-ledelsen, der er parat til at tage kampen op mod tv-selskabernes prisspiral.

"Det er et stort ønske fra os, at priserne skal gå i den modsatte retning. Og noget vi varmer godt og grundigt op til over for indholdsleverandørerne. Det her kan ikke fortsætte, og det vil vi ikke acceptere," siger René Brøchner.

Han har den udfordring, at selskabet ikke aktuelt har store kanalaftaler, der udløber.

Tilmed er han endda nødt til at anmode tv-stationerne om at acceptere, at deres indhold finder vej til flere platforme, efter at Yousee i går, mandag, åbnede for en markant udvidelse af selskabets onlineplatform, Yousee Play.

Her får bredbåndskunder og Pluskunder adgang til tv-kanaler, arkivindhold og andre Yousee-produkter via eksempelvis PC eller tablets både inden for og uden for hjemmets vægge. Den slags koster også.

Vi er ikke i en position, hvor vi kan tage kampen op. Men det løser til dels sig selv, fordi valgfriheden bliver større og større.

Kim Falkenhard, indholdsdirektør, Stofa

Aktuelt forhandler Yousee med TV2 om adgang til tv-stationens nye sportskanal. Men TDC-ejede Yousee er ikke parat til at aflevere flere penge til det statsejede danske tv-selskab.

"Konsekvensen af, at priserne fortsætter op, er, at vi begynder at skære kanaler bort. Det har man set med TV2 Film, og det er også derfor, at vi ikke har meldt noget ud med TV2’s nye sportskanal. Vi er ikke enige om vilkårene,” siger han.

Skulle parterne nå til enighed om en aftale, behøver kunderne dog ikke frygte en højere regning.

Yousee-direktøren fortæller, at TV2's nye sportskanal bliver en tilvalgskanal, som ikke bliver en obligatorisk del af en tv-pakke.

Hos Stofa, der allerede har en aftale på plads om sportskanalen, tvivler man til gengæld på, at det er muligt at presse priserne længere ned.

I stedet mener man i Stofas ledelse, at problemet med stigende priser løser sig selv, fordi kunder i dag i langt højere grad har mulighed for selv at sammensætte udbuddet af tv-kanaler.

"Vi er ikke i en position, hvor vi kan tage kampen op. Men det løser til dels sig selv, fordi valgfriheden bliver større og større," siger Kim Falkenhard.

I stedet for lavere priser har man hos Stofa besluttet at tilbyde kunderne mere for pengene. Det betyder blandt andet, at et tv-abonnement hos Stofa fra 2015 inkluderer en gratis bredbåndslinje (1 Mbit), der blandt andet sikrer adgang til en række tv-tjenester.

Læs også
Annonce