Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Nykredit er omgivet af idioter

Hundehoveder. Amatører. Skidesprællere. Nykredit-ledelsen må snart banke koteletten i bordet.

Ledelsen i Nykredit har længe været omgivet af idioter. Nogle af idioterne er universitetsprofessorer, nogle er politikere, og nogle sidder ligefrem i realkreditinstituttets eget repræsentantskab. Idioterne kan hverken forstå dansk eller holde kæft.

Sådan en idiot er Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild. Sidste tirsdag gik han i pressen og sagde, at han forlangte at få præsenteret et alternativ til børsnotering af Nykredit. Som i: »Nu tager I jer sammen, Nina Smith og Michael Rasmussen, og det her forlangte jeg allerede i september, og hvis I regner mig og landbruget for et gummistempel, så tager I den-ondelyneme fejl«.

Det er den slags idioter, Nykredits ledelse er omgivet af. De kommer med deres krav og forslag og åh, så fine fornemmelser, og de kommer med dem få uger før repræsentantskabet skal tage endelig stilling til Nykredits fremtid. Det er jo til at kaste op over. Læser idioterne ikke aviser ? 19.september meddelte ledelsen i Nykredit og ledelsen i Forenet Kredit højt og tydeligt, at de havde valgt Danske Bank, JP Morgan og Morgan Stanley til at stå for forberedelserne til Nykredits børsnotering.

Er I med derude? B-ø-r-s-n-o-t-e-r-i-n-g. Tror I, at man hyrer de skarpeste og dyreste rådgivere fra Danske Bank og to amerikanske storbanker til at underholde under firmajulefrokosten ? Eller hyggesnakke? Gudfader i skuret.

Et af de problemer, som topledelsen i både Nykredit og Forenet Kredit har bøvlet med, er, at idioter ikke forstår, at man sommetider bare må holde fast. Låse missilet fast på målet. Sådan fik man hævet bidragssatserne i Totalkredit, selv om det gav en pokkers ballade. Sådan afviste en koncerndirektør i Nykredit i fredags en gruppe universitetsprofessorers alternativ til en børsnotering. »Gammel vin på nye flasker«, kaldte han deres forslag.

Mærk tyngden i hans håndkantslag. Kraften. Timingen. Tre dage forinden har repræsentantskabsmedlemmet Martin Merrild krævet at få præsenteret et alternativ til at føre Nykredit på børsen. Og samme eftermiddag som håndkantslaget falder, breaker nyheden om, at en gruppe pensionsselskaber er klar til at købe en andel af Nykredit. Så en børsnotering er unødvendig. Bum.

Koncerndirektøren får demonstreret, hvor dygtig Nykredit-ledelsen gennem hele forløbet har været til at holde fast. Ledelsen holdt fast, da Nykredits indtjening begyndte at tordne i vejret, så idioter ikke længere kunne se behovet for en børsnotering. Ledelsen holdt fast, da de Basel IV-regulativer, som var den oprindelige begrundelse for at børsnotere Nykredit, tågede ud i noget, der med en vis sikkerhed aldrig bliver gennemført. 

Ledelsen har med eminent dygtighed holdt fast, når politikere, æggehoveder, repræsentantskabsmedlemmer, kommentatorer og kunder har ævlet og bævlet og gjort ved, fordi de ikke så visdommen i at gå børsvejen.

Forløbet tegner et billede af en omverden, der ikke vil lytte. Knapt var nyheden om pensionskasse-investorerne fordøjet af TV2/News, før flere idioter skulle mene noget. Nu syntes repræsentanter for Arla og Mejeriforeningen, at Nykredit skulle betinge sig at kunne købe de Nykredit-aktier tilbage, som pensionskasserne ville købe. Altså, gider I lige. Fordi I ikke vil høre efter, fordi I ikke vil have en børsnotering, fordi I er så kloge, at I kan undvære hovedet, har Nykredits ledelse måttet gå ud i byen og finde en flok pensionskasser, der vil komme med kapital.

Det er faktisk ret storsindet af en Nykredit-ledelse, der i fredags fremhævede de lysende fordele ved at gå på børsen. Men det gav jo ikke andet end brok, så nu har ledelsen fået en fin aftale med PFA, PensionDanmark, PKA og AP Pension. Og måske flere. Men er det nok? Næh, næh, idioterne vil have mere. En tilbagekøbsklausul, så Forenet Kredit kan købe pensionskasserne ud igen. Frækt henviser idioterne til, at når Nykredit står til at tjene mellem 13 og 15 milliarder kroner over to år, så er der rigeligt råd til at blive herre i eget hus igen. Snart. Uden pensionskasser.

Ærligt talt, Michael Rasmussen og Nina Smith – skulle I ikke snart banke koteletten i bordet og råbe ”Nu holder I sgu’ kæft!” Sådan tysklærer-agtigt.

Det er jo ikke medlemsdemokrati, at ledende medlemmer af jeres repræsentantskab galper op og hælder jer ned af brættet. Det er jo bare noget rod. Noget værre rod. Der er ikke ro i klassen, og der er to uger til den endelige beslutning om Nykredits fremtid.

Gør noget.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også