Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Selvfølgelig arbejder jeg gratis

Jeg har fået et tilbud. Flere gange: Levér arbejde uden betaling. For i Danmark er alle lønmodtagere.

For et honorar på ingenting har en interesseorganisation i den finansielle sektor bedt mig skrive en kommentar til deres medlemsblad. Med levering sidst i denne uge. Kommentaren skal være sjov, have kant, være på 600 ord og handle om et emne, som interesseorganisationen går meget op i.

Bladets redaktør har bedt mig skrive i samme toneart som mine kommentarer her på siden og sende den færdige tekst til ham på en Word-fil. For kommentaren har interesseorganisationen som sagt tænkt sig et honorar på ingenting.

Jeg har spurgt redaktøren, hvorfor han har henvendt sig til mig, og han har svaret, at det er fordi, at jeg skriver så godt. »Vi sidder tit og griner højt, når vi læser dine kommentarer på Finans,« siger redaktøren.

Det er dejligt at få at vide. Alligevel var jeg fræk i munden og gentog mit spørgsmål. Altså: Hvorfor jeg skulle skrive en sjov og skarp artikel til dem på 600 ord om deres mærkesag, leveret på en Word-fil sidst i denne uge, for ingenting? »Fordi du skriver så godt,« gentog redaktøren.

For ingenting har jeg også fået et fristende tilbud om at holde oplæg for et erhvervsnetværk på Sjælland og at give en gruppe ledere i København et indblik i, hvorfor erhvervsfolk og politikere sommetider taler forbi hinanden. Det er den sidste måneds høst af den slags tilbud.

Når man er ansat med fast løn og pensionsordning, hedder den slags tilbud "anerkendende ledelse". En chef siger, at man er klog og dygtig, og om man vil holde et oplæg for andre i virksomheden. Det føles rart. Den 29. i måneden går der løn ind, uanset hvad. Det føles også rart.

Men hvad hedder den slags tilbud, når der ikke går løn ind den 29. i måneden? Fordi man ikke er på lønningslisten, men selvstændig. Kunne nogen finde på en betegnelse, der ikke er alt for tynget af værdidomme? Det med værdidommene kommer ind i billedet, fordi parterne tydeligvis ser forskelligt på disse tilbud.

I mit netværk har jeg for eksempel en selvstændig HR-rådgiver, der får tilbud om at krydse Storebæltsbroen og bruge to timer i et mødelokale med en ledergruppe – for ingenting.

Jeg kender også en erhvervspsykolog, der jævnligt får tilbud om at komme med et bud på, hvordan en større omlægning kan håndteres – for ingenting. Virksomheden stiller ikke noget håndgribeligt i udsigt og forpligter sig ikke på senere at aftage rådgivning mod betaling. Men på den anden side - der er heller ikke nogen tvang. HR-rådgiveren, erhvervspsykologen og jeg kan jo bare sige nej til – for ingenting - at stille vore beskedne talenter til rådighed.

Tilbage til spørgsmålet: Hvad skal vi kalde den slags tilbud? Jeg synes selv, at det er svært. I de såkaldt kreative fag er der en lang tradition for, at arbejde uden løn kan føre til et job med løn. Tag bare filmbranchen. Hvis man i et stykke tid vil gå til hånde, uden betaling, kan det være vejen til instruktørstolen. Eller hvad drømmen nu er.

Men det er jo ikke her, vi er i eksemplerne oven for. Der venter hverken nogen instruktørstol eller nogen løn hos den finansielle interesseorganisation. De vil bare gerne have leveret en humoristisk og utraditionel vinkel på en mærkesag, så side 5 i deres medlemsblad gør læserne i godt humør. Længere er den ikke.

Lederne i København, der gerne vil høre om kommunikation mellem erhvervsfolk og politikere, vil bare gerne underholdes inden middagen, og de havde så hørt, at jeg havde holdt samme oplæg for erhvervskunder i en stor bank. I øvrigt mod honorar. Længere er den ikke.

Og min HR-bekendte oplever virksomheder, der anmoder om at få de powerpoints tilsendt, som hun brugte under mødet, hvor honoraret var ingenting, »så de selv kan arbejde videre med tingene«.

Hvad skal vi kalde den slags tilbud? Det er her, at værdidommene står i vejen.

I den ene ende af spektret vil nogen sige, at selvstændige konsulenter selv har sagt ja til at lege med ude i junglen, og der hersker lønmodtagerne. Vi lever i et samfund, hvor næsten alle er lønmodtagere, fra ministre og topchefer og nedefter, og hvor alle derfor har en sponsor - en arbejdsgiver - der sætter løn ind på kontoen den 29. i hver måned. Derfor betragtes andres tid og andres kompetencer som forudbetalt.

Den danske lønmodtagerkultur er simpelthen så stærk, både i det offentlige og i private virksomheder, at det anses for fuldt legitimt at anmode selvstændige om arbejde uden at betale for det.

I den anden ende af spektret lurer forurettethed og anden moralsk kvababbelse. Kan det virkelig være i orden, at en selvstændig HR-rådgiver skal betale brændstof og brotakst for at øse ud af sin viden i et mødelokale – for ingenting? Eller at anmode om 600 humoristiske, skarpvinklede ord om ens mærkesag – for ingenting?

Hvad skal vi kalde den slags tilbud?

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også