*

Debat
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Findes der en mening med galskaben i Trumps udenrigspolitik?

En præsident, som understreger, at USA's militær skal være det bedste og største i verden, er mere en militarist end isolationist.

Debat

Præsident Donald Trump bliver ofte kaldt en udenrigspolitisk isolationist, der som i 1930erne vil søge at trække USA ud af internationale militære engagementer og generelt kun bekymre sig om at beskytte det amerikanske hjemland mod angreb. Det er imidlertid en forkert beskrivelse af den nye præsident. Han ønsker ikke at trække sig helt ud af resten af verden. Han søger blot at udnytte magten mere til USA's fordel.

En præsident, som igen og igen udtaler, at USA's militær skal være det bedste og største i verden, som har givet grønt lys til amerikanske specialstyrkers angreb på et Al-Qaeda kompleks i Yemen, og som lige har indsat landtropper i Syrien for sammen med artilleri at støtte det kurdisk ledede angreb på Raqqa, er mere en militarist end isolationist. Trumps udenrigspolitik synes primært karakteriseret af uviljen til at forsøge diplomatiske løsninger. Med så mange tidligere generaler i sit kabinet er det måske ikke så overraskende.

Husker man tilbage på Trumps valgkampagne var de to altdominerende udenrigspolitiske programpunkter truslen fra jihadistisk terrorisme og udfordringen fra Kina. Hvis man antager, at amerikansk udenrigspolitik koges ned til de to problemer, er Trumps fokus på en mulig opblødning af forholdet til Rusland snævert set ganske logisk.

For det første fører Vladimir Putin jo allerede krig mod islamiske terrorister i Syrien, selvom man måske nok kan mene, at de russiske metoder risikerer at skabe flere nye islamister, end de eliminerer. Og så er Rusland ganske som USA i dag en af jihadisternes hovedfjender, hvorfor der efter devisen om, at min fjendes fjende er min ven kan findes et grundlag for en ny antiterror alliance.

Og for det andet vil en ny russisk-amerikansk tilnærmelse udgøre en geopolitisk udfordring til Kina, ganske som Richard Nixons berømte rejse til Kina i 1972 var med til at lægge yderligere politisk og økonomisk pres på den daværende Sovjetunion. Med Rusland ved sin side vil USA derfor i hvert fald i nogens øjne stå stærkere overfor Kina.

Alt i alt synes Trumps udenrigspolitisk derfor mere naiv en gal.

Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker ved Peterson Institute of International Economics i Washington DC.

På den anden side bliver det dog hurtigt klart, at en sådan forbrødring mellem Rusland og USA reelt vil være en underminering af NATO, da man næppe kan forestille sig at Vladimir Putin vil gå ind i den uden at få Trumps accept af en øget russisk interessesfære i dets nærområder, inklusiv nuværende medlemmer af NATO og EU.

Hvorvidt Trump er villig til at ofre det transatlantiske sikkerhedssamarbejde for at få en aftale med Rusland synes svært at forestille sig. Og så kan man spørge sig selv om Putins hjemlige politiske opbakning, som i årevis har været baseret på et meget fjendtligt forhold til det i de russiske medier postulerede aggressive USA, virkeligt kan holde til en sådan aftale? Eller om ikke Putin reelt er afhængig af en fortsat konfrontation med USA? Alt i alt synes Trumps udenrigspolitisk derfor mere naiv en gal.

Læs også