*

Debat
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Væn dig til det. Du får aldrig lønstigninger som i nullerne

LO-bossen sælger den netop indgåede overenskomst som en sejr. Det er den næppe. De beskedne lønstigninger siger faktisk en del om jobmarkedet efter finanskrisen.

Syv procent. Det er, hvad omkring en halv million i LO-familien kan forvente ekstra i lønposen over de næste tre år. Dermed er den sidste af de store private overenskomster, der typisk sætter løntempoet på resten af jobmarkedet, faldet på plads.

Fagboss Lizette Risgaard sælger – helt forventeligt – sin første store prøvelse i spidsen for LO-familien som en sejr. Eksperter giver hende også ret i den forstand, at lønaftalen er den bedste siden finanskrisen. Om end det næppe siger meget.

Faktisk bør landets topchefer og aktionærer klappe deres forhandlere gevaldigt på skuldrene. Den beskedne stigning – to procent over tre år, når man renser for inflation – skal nemlig ses i forhold til, at konkurrenceevnen er stærk, og ledigheden er lav. Retfærdigvis lægger de centrale forhandlinger kun en bund, som man kan forbedre ude på arbejdspladserne. Men det er svært at forestille sig, at resultatet løftes markant.

De pauvre stigninger cementerer billedet efter finanskrisen: Tiden med solide lønhop til almindelige lønmodtagere i 4-5 procentsklassen er forbi. Det er utvivlsomt sundt for konkurrenceevnen, men hvad det på sigt betyder for væksten, når privatforbruget står for knap halvdelen af den samlede økonomi, og for den politiske polarisering mellem top og bund er stadig et åbent spørgsmål.

En analyse fra den svenske bank, SEB, viser også en tendens, der ser ud til at bide sig fast. Banken har sammenlignet den faktiske lønudvikling i kroner og ører på det private arbejdsmarked med ledigheden siden årtusindeskiftet. Resultatet er slående. Op gennem nullerne fulgte lønnen med ledigheden, både når den gik op og ned. Sammenhængen er både logisk og teoretisk velunderbygget: Når arbejdsløsheden falder, bliver lønmodtagernes styrkeposition forbedret, og der flyder mere ned i lønposen. Omvendt så falder løntempoet, når køen til jobcentret vokser.

Det mønster holder frem til 2012-13.

Fra omkring 2013 begynder ledigheden at falde støt, men lønningerne accelererer ikke i det omfang, man kunne forvente. I stedet åbner der sig en niveauforskel mellem de to. Man skal være varsom med at konkludere for skråsikkert på få års data, men det ligner en form for 'ny normal' efter finanskrisen: lønstigningerne fryser sig fast på et niveau, der er 1-2 procent lavere, end hvad vi historisk kan forvente, når vi holder dem op i forhold til arbejdsløsheden.

På den ene side kan man glæde sig over, at lønmodtagerne viser mådehold. Danske virksomheder konkurrerer globalt, og når lønnen, som nu, vokser langsomt hos vores store handelspartnere - fx i eurozonen - vil det være dræbende for konkurrenceevnen, hvis man pludselig banker lønnen markant i vejret. Det giver et godt afsæt til at erobre globale markedsandele og holde job herhjemme.

På den anden side er konkurrenceevnen for dansk erhvervsliv – helt generelt – ikke et problem. Det toneangivende aktieindeks C20-cap er firedoblet, siden det bundede ud i 2009, og de største danske børsnoterede virksomheder forventes at betale et rekordudbytte på 82 mia. kroner i år, viser en opgørelse fra Sydbank. Og den nok bedste enkeltstående proxy for konkurrenceevnen – betalingsbalancen – ramte 8,1 procent i forhold til bnp sidste år. Det er uhørt højt.

Men alligevel ligger de nominelle lønninger 1-2 procent lavere, end hvad man kan forvente. Årsagerne er næppe entydige. Cheføkonom i SEB, Thomas Thygesen, kalder dog løngabet et »logisk resultat« af den førte politik: En for stram finanspolitik, svag vækst og en overdosering af udbudsreformer. Økonomiens helt overskyggende problem er ikke udbuddet af arbejdskraft, men efterspørgsel, og vores blinde fokus på konkurrenceevnen er skævt, siger han.

»Vores konkurrenceevne er snarere for god end for dårlig,« siger Thygesen og forsætter: »Spørgsmålet er, om vi fortsat kan være bekendt at køre en eksportdrevet økonomi. Vi skylder faktisk resten af verden at ødelægge vores konkurrenceevne og gøre vores for at løfte den samlede efterspørgsel.«

Vi er måske blevet så forhippede på at undgå fejlen fra nullerne, hvor lønfest eroderede konkurrenceevnen, at vi bremser opsvinget, før det kommer i nærheden af kogepunktet.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

Hvordan man præcist skal gøre det, er der delte meninger om. Thygesen afviser frygten for akut overophedning og generelle flaskehalsproblemer. Det vidner de lave lønstigninger om, argumenterer han. Man kan sagtens smide mere kul på økonomien og øge de offentlige investeringer i vækst og produktivitet. Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen, ser hellere, at man sænker skatten i bunden, fordi det har den største effekt på privatforbruget - og dermed betalingsbalancen - da de lavtlønnede har den højeste forbrugskvote.

Det store spørgsmål står dog stadig tilbage: Hvis fagbosserne ikke formår at lande markante lønstigninger i dette erhvervsklima, hvornår så? Svaret er nok: Aldrig. Det er - i hvert fald på den korte bane - glimrende for vores virksomheder. Men billedet er nok mere mudret for den samlede økonomi og den politiske polarisering mellem top og bund på sigt.

Vi er måske blevet så forhippede på at undgå fejlen fra nullerne, hvor lønfest eroderede konkurrenceevnen, at vi bremser opsvinget, før det kommer i nærheden af kogepunktet. Resultatet bliver, at vi aldrig smager et vaskeægte, buldrende opsving med mærkbart mere i lønposen - både for topchefer og almindelige lønmodtagere.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk

Læs også