*

Debat
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Marx retfærdiggjorde en god løn til topcheferne

Når en arbejder skaber en merværdi for sin kapitalistiske chef, fortjener arbejderen ifølge Karl Marx’ lære en del af denne merværdi. Det samme må vel gælde for topchefer.

Vi danskere har det ikke nemt med de der topchefer. For tiden raser der en debat om topchefernes lønninger, som af mange anses for at være for høj i forhold til ”almindelige” lønmodtageres løn.

Historisk stammer det fra vores nationale kultur og, såmænd, vores syn på kristendom. Det var i sin tid Grundtvig, der formulerede mottoet: ”Menneske først, så kristen”, der var med til at definere vores protestantiske, folkeoplyste og ligestillede samfund.

Sammenligner man os med andre nationale kulturer, så er vi, bl.a., karakteriseret ved en meget lille såkaldt magtdistance i forhold til andre kulturer. Vi accepterer simpelthen ikke, at der skal være stor forskel mellem de, som har magten, og de som er udsat for den. Dette aspekt af vores kultur har tjent os godt, den moderne danmarkshistorie er fyldt med historier om Klods Hans’er, som har skabt store virksomheder, stor kunst og store erkendelser imod alle odds – og det har vi brug for mere af i de kommende år, når disruptionen for alvor vil drive os ud af industrisamfundet og ind i fremtiden.

Men måske er vores nationale kultur samtidig under pres?

Vi danskere har det ikke nemt med de der topchefer.

Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet

Hvis vi blot havde fortsat i vores egen lille andedam, så var vores motto i dag sandsynligvis: ”Menneske først, så eventuelt kristen”, for sekulariseringen har været i gang i årtier, et faktum, der nok ikke er urelateret til den folkeoplysning, som Grundtvig også stod for. Der er mange aspekter af den debat, og jeg vil være tro mod denne klummes emneområde og se på det med topchefernes lønninger.

Nylige undersøgelser viser, at danske topchefers lønninger stiger og stiger meget hurtigere end andres lønninger, og i Jantelovens eget land er der, ikke overraskende, mange, som er forargede over dette. Kan en topchef virkelig være 10-20 mio. kr. om året værd? Eller mere? Og hvorfor skal de der fede topchefer oven i købet forkæles med en stor sæk penge, når de bliver fyret? Det priviligium har vi andre i hvert fald ikke.

Senest var det cheferne i PostNord, som stod for skud – efter min opfattelse ikke fordi de ikke arbejder hårdt og har kæmpeansvar, men fordi det var lidt svært at se sammenhængen mellem organisationens resultater (eller mangel på samme) og stigningerne i løn. Man plejer vist at belønne resultater af den positive slags.

Imidlertid undrer det mig såre, at der ikke er flere topchefer, som tager debatten i stedet for, som det ofte er tilfældet, at stikke hovedet i busken og håbe på at offentlighedens søgelys hurtigt vil søge andre steder hen. Den reaktion risikerer meget nemt at give det indtryk, at der er noget om snakken, og at topcheferne egentlig godt ved, at de er overbetalte.

Og måske kunne mange topchefer argumentere for, at de har stor betydning andre steder, f.eks. på bundlinjen, og dermed fortjener deres høje løn. Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet

Og det er dumt. For der er skam masser af gode argumenter for, at topchefer skal have en høj løn. F.eks. er der det med udbud og efterspørgsel – markedskræfter er naturligvis med til at afgøre, hvad man er nødt til at betale sine topchefer. Og her er der den ikke ubetydelige detalje, at der i de seneste år er sket en internationalisering af topledere i store danske virksomheder. Vi har en del svenske topchefer i danske virksomheder, men også en række danskere i flotte internationale topjob, så internationaliseringen – også i form af traditioner fra lande, hvor en stor forskel mellem top og bund er mere naturlig – har også en indflydelse på lønninger i den danske andedam.

For det andet, eller tredje, er der øgede krav til topledere. Begrebet corporate governance sammen lovkrav, f.eks., har sat fokus på bestyrelsesarbejdet, og det er min fornemmelse, at der sker en professionalisering af arbejdet i ganske mange bestyrelser i disse år. Hvis det ellers er tilfældet, er det også naturligt, at bestyrelserne får mere i løn for mere og bedre arbejde. Også dette har været en del af debatten i de seneste måneder.

Og for det fjerde er jobbet som topchef, efter min opfattelse, nådesløst hårdt og forbundet med mange ofre. Og det er ikke blevet mindre år i de senere år. Så vidt jeg husker, udtalte Danske Banks tidligere topchef, Peter Straarup, i forbindelse med sin afgang, at han nu ville hjem og lære sine børnebørn at kende … underforstået at han havde arbejdet så meget, at det måske kneb lidt med børnene. At være topchef er forbundet med store ofre.

Endelig er der mit yndlingsargument, mest fordi det stammer fra Marx selv. Nemlig det med merværdien. Marx mente, at en arbejder, som skaber en merværdi for sin kapitalistiske chef, fortjente en del af denne merværdi. Og det samme må jo gælde for topchefer, ikke?

Når vi f.eks. kan se af en undersøgelse fra Dansk Industri, at topchefer har en stor betydning for aktiekursen for børsnoterede selskaber – og dermed ejernes indtjening – er det en merværdi, som topchefen i Marx’ ånd fortjener en del af. Og måske kunne mange topchefer argumentere for, at de har stor betydning andre steder, f.eks. på bundlinjen, og dermed fortjener deres høje løn?

Lad os få topcheferne ind i kampen.

Læs også