*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Jeg er læge, og du er idiot. Derfor kan vi sætte penge i tobak

Så er det vist tid til en Cecil. Imponerende opvisning i, hvordan man i-k-k-e lukker en sag om tobaksinvesteringer.

Føj, hvor så lægernes pensionskasse ikke rask ud for en uge siden, mens det meste af Danmark spiste lammekølle og dårlig tysk chokolade. Pensionskassen lever til daglig et stille liv med at være investor og sparegris for folk i hvide kitler. Og det er tydeligvis ikke som kommunikator, at lægepengetanken brillerer. Uha, det var skidt, da direktøren for pengetanken skulle forklare, hvorfor den danske lægestand har investeret pensionsmidler i tobaksfabrikker.

For det er kernen: Danmarks læger har aktier i internationale tobaksvirksomheder. Altså ikke mange. Men nogle. Lidt.

Den investering flugter ikke helt godt med lægernes årelange og stålsatte kamp mod rygning. Hvordan kan man både propagandere mod tobak og tjene penge til pensionen på, at 13-årige snothvalpe indleder livslange karrierer som cigaretrygere?

Men – her er det så sådan, at os, der er lægernes patienter, endnu engang viser sig at have hjerner som romkugler. Vi forstår ikke noget. For som pensionskassedirektøren forklarede, er det jo ikke mange aktier, Danmarks læger ejer i tobaksfabrikker. Det er f-å aktier. Og det er noget andet. Herregud. Den smule investering. Ærligt talt. Kom videre. Undertonen var den fra lægeverdenen kendte, at da jeg er læge, og du er idiot, slutter samtalen her.

Ærgerligt. Os fuldblods tumper, der ikke har en medicinsk embedseksamen og ikke sparer op til pensionen i tobak, kunne ellers godt stille et spørgsmål eller to mere til lægestanden.

Nu jeres venteværelser for eksempel. Her har I den her hylde med pjecer om, hvor godt livet er uden stimulanser og uplanlagt sex. Men jeres pensionskassedirektør har i påsken forklaret, at det i virkelighedens verden nærmest er umuligt at undgå at have penge i tobak. Tobaksaktier følger ligesom bare med i porteføljen, når man bliver rig nok. Hvor er pjecen om, at man skal tage imod sin læges råd i samme ånd? Altså - lyt til de store linjer og glem detaljerne. For herregud og ærligt talt. Noget skal man jo dø af.

Vi forstår ikke noget. For som pensionskassedirektøren forklarede, er det jo ikke mange aktier, Danmarks læger ejer i tobaksfabrikker. Det er f-å aktier. Og det er noget andet. Herregud. Den smule investering. Ærligt talt. Kom videre.

Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

I de påskedage, hvor lægepensionskassen var på stegepanden, fik Sampension samme spørgsmål. Og her kunne man virkelig se forskellen på at spille dilettantteater og være uddannet fra Statens Teaterskole. Om morgenen kunne Finans fortælle, at Sampension, der er et af landets største pensionsselskaber, havde en portefølje af tobaksaktier.

Først på eftermiddagen gik Sampensions formand, Anker Boye, i pressen: Det ville der blive ryddet op i, og det var en klar fejl, at landets kommuner både håndhæver strenge rygeforbud og ejer aktier i tobak via deres pensionsselskab. Den tidligere Odense-borgmester forstod, at Sampensions troværdighed var på spil og gjorde kort proces. Svam-bam – case closed. Så I røgen, læger?

Anders Heide Mortensen er erhvervspolitisk kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også