*

Finans undersøger
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Skandalerne preller af på Karsten Lauritzen

Det vidner om talent og politisk tæft, at den alenlange række af møgsager i Skatteministeriet tilsyneladende preller af på skatteminister Karsten Lauritzens renomme.

Skattesvindel for milliarder

En skatteministers succes skal til forskel fra mange andre ministre, måles på evnen på at holde sig fri af skandaler og negative sager. Skatteministeriet er en notorisk holdeplads for møgsager og en taburet, der har ødelagt eller været tæt på at ødelægge mange dygtige politikeres karriere. Senere statsminister Anders Fogh Rasmussen var eksempelvis skatteminister i Poul Schlüters (K) regering, da han i 1992 blev tvunget til at gå af. Fogh blev anklaget for at have givet ufyldestgørende og ukorrekte oplysninger. Han red stormen af, kom tilbage og resten af historie, som man siger.

Springer vi til nutiden hedder skatteministeren Karsten Lauritzen. Som Fogh er Lauritzen et stort politisk talent og tidligere formand for Venstre Ungdom. Lauritzen sidder med DF-formand Kristian Thulesen Dahl på sin højre side og S-leder Mette Frederiksen på sin venstre side og svarer på spørgsmål på direkte tv. Et flertal i Folketinget kræver, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission, der skal afdække skandalerne i Skat og placere det politiske ansvar. Ideen er næppe blomstret i Venstres baghave. Den nuværende finansminister, Venstres kronprins og Lauritzens tætte allierede, Kristian Jensen, var skatteminister fra 2004 til 2010.

Tv-kameraerne ruller, og man kan nærmest fornemme, hvordan Frederiksen og Thulesen Dahl, to af dansk politiks mest magtfulde sværvægtere, lægger pres på ministeren fra hver deres side. De ønsker intet andet end at presse den unge skatteminister længere ud på den knagende is.

Men ministeren lader sig ikke kue. Lauritzen svarer behændigt på krydsilden og lader sig ikke køre rundt i manegen. Ja, kommissionen skal placere ansvar. Ja, der er begået fejl. Ja, kommissionen skal kigge på personer. Ja, aben skal placeres. Skatteministeren håndterede alt i alt processen som sit svendestykke.

Karsten Lauritzen fremstår som en politiker, der i et svært ministerium har fundet sig til rette i den konstante modvind

Mads Christian Esbensen, klummeskribent, forfatter og partner i Policy Group.

Karsten Lauritzen har allerede håndteret en række andre møgsager som minister, der har haft potentialet til at vokse til store kritiske sager. Der er hele den såkaldte udbyttesag, hvor Skat har udbetalt mindst 12,3 mia. kr. til svindlere. Karsten Lauritzen reagerede offensivt i sagen, og fik skudt den til hjørne ved bl.a. at få udpeget advokatfirmaet Bech-Bruun til at lave en uvildig advokatundersøgelse af hele sagen. 

På rådgiversiden har Lauritzen også kløgtigt hele vejen haft sin tro væbner og loyale rådgiver, Thomas Le Dous. Le Dous er nok blandt de bedste i det nuværende felt af såkaldte spindoktorer. Han har fuldt Lauritzen i knap 10 år, har en fortid i VU og har et godt ry på slotsholmen. Det ville ikke undre, hvis Le Dous og Lauritzen følges ad mange år fremover.

Karsten Lauritzen fremstår som en politiker, der i et svært ministerium har fundet sig til rette i den konstante modvind. Den slags politikere er sjældne. Uanset om Venstre mister magten ved næste valg om senest to år, vil Lauritzen – hvis han ønsker det – i mange år frem være en markant kort, og da han kun er i starten af 30’erne.

Læs også