*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Ro på, jubeloptimister, dansk økonomi lider stadig

Produktiviteten halter stadig, så vi har behov for initiativer, som gør det langt mere attraktivt for virksomhederne at investere i teknologi og nye maskiner

Dansk økonomi er i bedring, men at det går bedre, betyder ikke, at det går godt. Vi har fortsat udfordringer. Kigger vi på produktivitetsvæksten, så har den de seneste to år enten været nul eller negativ i den private sektor renset for fx olieproduktion mv. Det er en kæmpe udfordring. Grundlæggende er der kun én måde at blive mere velstillet på, og det er ved at blive mere produktiv.

I debatten bliver behovet for produktivitetsvækst ofte skudt ned med det argument, at tallene måske kan blive revideret, eller at det danske produktivitetsniveau er højt sammenlignet med andre landes. Begge udsagn er valide, men de ændrer ikke på, at vi har brug for at øge vores produktivitet. Selvom den seneste revision af produktivitetstallene betød, at væksten blev revideret op, så kan den næste revision lige så vel gå den modsatte vej. De tal, vi har nu, er vores bedste bud, og at gætte på fremtidige revisioner bringer ikke megen information ind i debatten. At vores produktivitetsniveau er højt, er også rigtigt, men hvis det skal blive ved at være sådan, så skal produktivitetsvæksten hæves. Hvis udviklingen de seneste to år fortsætter, vil vi hurtigt blive overhalet.

Der er flere måder at fremme produktivitetsvæksten på, og sandheden er nok, at de forskellige tiltag virker bedst, hvis de får lov at virke sammen. En af de store udfordringer i dansk økonomi i øjeblikket er, at virksomhedernes investeringer ligger meget lavt – til trods for økonomisk fremgang både lokalt og globalt, lave renter og en høj opsparing. Når virksomhederne ikke investerer i nye maskiner og teknologi, hæmmer det produktivitetsvæksten. Vi har derfor behov for initiativer, som gør det mere attraktivt for virksomhederne at investere. Her er man efter min vurdering nødt at kigge på den meget høje virksomheds- og kapitalbeskatning.

I dag er incitamenterne til at investere nemlig hæmmet af, at skatten på kapitalindkomst – i kombination med selskabsskatten – gør afkastet efter skat meget begrænset, hvis man som investor ønsker at skyde ansvarlig kapital ind i en virksomhed

Steen Bocian, cheføkonom Dansk Erhverv.

I dag er incitamenterne til at investere nemlig hæmmet af, at skatten på kapitalindkomst – i kombination med selskabsskatten – gør afkastet efter skat meget begrænset, hvis man som investor ønsker at skyde ansvarlig kapital ind i en virksomhed. Ansvarlig kapital er ofte den begrænsende faktor for, at investeringerne sættes i værk. Derfor bliver resultatet, at investeringsaktiviteten holdes nede til skade for væksten i dansk økonomi. V-regeringen foreslog i efteråret et særligt fradrag for investeringer finansieret med egenkapital – det var efter min vurdering en meget kompliceret løsning, men målet var det rigtige, og det er vigtigt at fastholde det fokus i en fremtidig vækstplan.

Dansk økonomi er i bedring – men vi skal stile efter mere end de nuværende moderate vækstrater, der primært drives af stigende beskæftigelse. Hvis velstandsfremgang skal være mere end blot moderat, er der fortsat behov for reformer. Ikke alle reformerne vil være populære lige med det samme, men alternativet er bestemt ikke tillokkende. Lige nu står produktiviteten i stampe, og det vil over tid gøre os fattigere.

Læs også