*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Rigsrevisionen bekræfter politisk fadæse ved Dongs aktiesalg

Kommentar: Der blev ødslet med værdierne ved kapitaludvidelsen i Dong. Rationelle kommercielle hensyn blev tilsidesat for politisk ideologi.

En mere koldblodig Bjarne Corydon ville  som finansminister næppe have ladet de nye investorer få en så stor bid af Dong til en lav pris. Det mest kommercielle rationelle ville have været, at staten helt eller delvist havde deltaget i den meget omdiskuterede kapitaludvidelse.
Foto: Jens Dreisling

Når omverdenen har raset ud over den lemfældige omgang med vigtige dokumenter eller mangel på samme i Finansministeriet, kan der uddrages en mere principiel lærestreg af det omdiskuterede salg af nye aktier i energikoncernen Dong i 2014. Bundlinjen er, at politisk vilje resulterede i et unødigt spild af skatteborgernes værdier. Det viser Rigsrevisionens beretning om kapitaludvidelsen i Dong sort på hvidt.

Det er nu rimelig dokumenteret, at Dong var på vej ud i økonomisk uføre i 2012, og at et galopperende gældsbjerg for alvor truede selskabets vækststrategi. Dilemmaet var klart. Enten tilføres der ny kapital, ellers skal udbygningen af vindkraft til havs og olie- og gasproduktionen sættes i stå. Det sidste var endda besværligt, da Dong allerede havde forpligtet sig til store investeringer, som det ville være dyrt at komme ud af.

Der er åbenbart ingen grænser for, hvor mange skattekroner politikerne er villige til at betale for at gennemtrumfe økonomisk irrationelle, ideologiske standpunkter og dermed hælde dem i en amerikansk investeringsbanks lommer.

Søren Linding, erhvervskommentator

Dong ønskede en kapitalindsprøjtning af de helt store, men Finansministeriets regnedrenge skød helt legitimt en omgang koldt vand i blodet og nedjusterede behovet for ny kapital til 6-8 mia. kr. med den rationelle tilføjelse, at kapitalbehovet var midlertidigt. Det betyder med andre ord, at "en ren kommerciel betragtning umiddelbart kunne tale for et statsligt kapitalindskud". Men den daværende socialdemokratisk-ledede regering gik efter en bred politisk aftale og satsede på at finde den nødvendige kapital hos eksterne, private investorer.

Det viste sig ikke overraskende at være op ad bakke. Timingen var mildest tal elendig, da stort set alle europæiske energiselskaber lå underdrejede og Dongs egne økonomiske resultater var i 2012 helt til rotterne, selv om potentialet i den planlagte grønne omstilling med en kapitaludvidelse var intakt.

Det vil være synd at sige, at investorerne stod på nakken af hinanden for at komme til fadet, og det fremgår også tydeligt af Rigsrevisionens beretning, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i realiteten var den eneste, der var villig til for alvor at hive læderet op af lommen.

Og de angivne priser var elendige. De levede ikke op til den fastsatte minimumsværdi for alle Dongs aktier på 30 mia. kr. Det var først efter pres, at Goldman Sachs gav sig og endte med at byde 31,5 mia. kr. I en sådan situation vil enhver anden rationel virksomhedsejer tøve en kende. Hvis der skal sælges en bid af kagen på et dårligt tidspunkt til en næsten uacceptabel lav pris, så lad den blive så lille som mulig. Især hvis der er en stålfast tro på ledelsen og ledelsens genopretningsplan, der hurtigt vil genskabe den finansielle balance.

Hvis der skal sælges en bid af kagen på et dårligt tidspunkt til en næsten uacceptabel lav pris, så lad den blive så lille som mulig.

Søren Linding, erhvervskommentator

Men nej. Dongs ledelse kom i slutfasen med et ønske om at øge størrelsen af kapitalindskuddet for at få en ekstra buffer og stå stærkere overfor kreditvurderingsbureauerne. Den finansielle rådgiver Danske Bank anså det ikke for nødvendigt, men banken kunne selvfølgelig ikke spå om fremtiden og udelukke, at der ikke blev brug for den ekstra støttepude. Finansministeriet gik med til at øge kapitalbehovet med 4 mia. kr. til 10-12 mia. kr., selv om de økonomiske resultater var i bedring. Det sås også tydeligt, da regnskabet for 2013 blev betydeligt bedre end forudset.

Her burde daværende finansminister Bjarne Corydon (S) eller et andet klogt hoved have dømt timeout og genovervejet et helt eller delvist statsligt kapitalindskud, så statens ejerandel ikke blev udvandet så meget. Hovedargumentet mod statslige penge er ifølge beretningen primært Finansministeriets frygt for EU’s statsstøtteregler. De er blevet twistet flere gange af skandinaviske politikere, herunder ved redningen af SAS i 2012. Hvis staten handler i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, hvilket kort sagt går ud på at handle som en privat investor under tilsvarende omstændigheder ville have gjort, burde der ikke være nogen ko på isen.

Bundlinjen er, at politisk vilje resulterede i et unødigt spild af skatteborgernes værdier.

Søren Linding, erhvervskommentator

Uden at være professor i EU’s statsstøtteregler burde en sådan frygt ikke være så stor, at et statsligt kapitalindskud uden nærmere undersøgelser blev fejet af bordet.

Det ligner derfor en bevidst politisk handling at ignorere alternative, rationelle økonomiske løsninger og lade Goldman Sachs og de to danske pensionskasser ATP og PFA skyde i alt 11 mia. kr. i Dong mod en ejerandel på 25 pct. De største øvrige aktionærer valgte at gå med i kapitaludvidelsen for helt naturligt at beskytte deres værdier og fastholde ejerandelen uændret.

Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at Finansministeriet på kritiske tidspunkter i kapitaludvidelsen i Dong ikke har styr på sine papirer og ikke kan dokumentere, at politikernes beslutningsgrundlag har været fyldestgørende. Det er dybt kritisabelt og er benzin på skeptikernes konspirationer om fordækt spil mellem den internationale storkapital og den daværende regering.

Men det er ikke det værste. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor mange skattekroner politikerne er villige til at betale for at gennemtrumfe økonomisk irrationelle, ideologiske standpunkter og dermed hælde dem i en amerikansk investeringsbanks lommer.  

Søren Linding er erhvervskommentator og virksomhedsredaktør på Finans. Tweet ham på @sorenlinding eller skriv til soren.linding@finans.dk

Læs også