*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Er det farligt at få penge for at låne?

Interview: Renten falder fortsat trods opsving, og det burde den ikke.

Der vil være god plads på fortovscaféerne i det indre København, på Louisiana og på restauranterne med Michelin-stjerner i weekenden. Folkemødet på Bornholm vil affolke resten af Danmark for politikere, erhvervsledere, informationchefer, lobbyister, såkaldte eksperter og journalister.

Det betyder, at vi andre kan leve i fred i det virkelige liv og med den lykkelige viden, at der endnu intet konkret er kommet ud af folkemødet. Til gengæld ved vi, at bornholmerne begunstiges af så meget varm luft i perioden, at øen reelt har tropisk klima.

Som altid vil der blive sendt live (udtales laiive) mange timer om dagen, og det betyder blandt andet, at journalister interviewer journalister og stiller tilbage til journalister. Så sparer man kilder og undgår den uforudsigelige virkelighed.

Jeg vil benytte lejligheden til igen at bruge mit eget velprøvede koncept og interviewe mig selv. Og for helt at undgå forstyrrende og fordyrende research tager jeg udgangspunkt i en af mine egne nyheder.

Du skrev for nylig en artikel om, at der var realkreditlån for op mod 250 mia. kr. med negativ rente. Hvorfor gjorde du det?

Undskyld mig, men når man får penge for at låne, og de, der låner os pengene, er klar til at betale for at gøre det, og det sker i så stort omfang, så er det da en god historie.

Er det ikke et forbigående fænomen?

Nej, det har stået på i et par år, og 250 mia. kr. er faktisk 10 pct. af alle realkreditlån. Og alle, der de seneste måneder har fået et F3-lån, er sikre på at få negativ rente i de kommende tre år. Så alene af den grund kan man ikke kalde det forbigående.

Får boligejerne penge for at låne?

Da bidragssatserne er langt højere end rentesatserne, skal boligejere selv med negativ rente betale. Men der foregår en tilbageførsel. Det sker ved en modregning i bidraget eller et ekstraordinært afdrag. Den sidste løsning bruger bl.a. BRFkredit, og det betyder faktisk, at der er boligejere med afdragsfrie lån, som får afdraget alene på grund af den negative rente.

Det er da helt skørt. Hvorfor i alverden er der nogle, som vil købe obligationerne, når de skal betale for det?

Det korte svar er, at de skal betale endnu mere for at have dem stående i banken. Ca. halvdelen af alle danske virksomheder betaler for at have penge stående i banken.

Hvorfor i alverden gør de det? Er der ikke andre muligheder?

Det er der ikke, med mindre de vil løbe en stor risiko med aktier eller andre papirer. Og den går ikke for mange virksomheder. De skal have penge klar til at betale regningerne, så hvis ikke de skal stå i banken til negativ rente, så er man nødt til at bygge store pengetanke, og det koster også.

Kan man ikke sige, at lånemarkedet er vendt fuldstændig på hovedet?

Det er en korrekt observation. Vi betaler for at have penge stående og får penge for at låne, og det er ikke naturligt. Men det er verdensøkonomien heller ikke. Økonomien og renterne er styret af centralbankerne. Det har vi ikke set før i samme omfang, og det er meget svært at se, hvordan vi kan komme ud af den hårdknude igen. Vi har opsving, så renten burde stige.

Så renten vil blive ved med at være lav?

Det er der ingen, der ved, men mange, der tror. Nærmere kommer vi det ikke.

Det var finurligt sagt.

Tak.

Hvad gør det ved os?

Det er et godt spørgsmål, og det kan bekymre. Jeg tror mange ikke helt har forstået, hvor usædvanlig situationen er og måske har lånt mere, end de kan tåle på langt sigt – ikke mindst hvis renten stiger.

Der er også det psykologiske. Selv et F5-lån har en rente tæt på 0, og vi har et lån med fast rente i 30 år til en rente på blot 1,5 pct. Det koster kun omkring 700 kr. om måneden efter skat i dag at låne 1 mio. kr. afdragsfrit. Det er klart, at det er fristende, men afdragsfriheden betyder reelt, at vi ikke køber ejerbolig, men nærmest bor til leje. Vi fokuserer udelukkende på den månedlige ydelse ikke på prisen på selve boligen, og det er bekymrende. For at være husejer betyder jo, at man har et formuegode, som kan falde i værdi.

Hvorfor er det et problem?

Fokus på lav ydelse frem for pris er farligt i sig selv. Vi har længe set det på elektronikmarkedet, hvor mange køber på afbetaling og skifter ud, så snart der kommer en ny model. Den gamle er man ligeglad med. Man ser det efterhånden også på bilmarkedet, hvor leasingydelsen eller den månedlige ydelse er afgørende for, hvilken bil vi vælger – ikke sikkerhed, holdbarhed eller energiforbrug.

Man taler om, at der er en "smid væk-mentalitet" på bilmarkedet. Når man er træt af den, skrotter man den bare. Den tendens kunne man frygte breder sig til boligmarkedet.

Det lyder uhyggeligt. Tak fordi du tog dig tid.

Det manglede da bare. Jeg skal ikke til folkemøde, men bliver i virkeligheden.

Tak fordi jeg kom.

Selv tak.

Læs også