*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Skat, kom nu over på borgernes side

I Danmark har vi mange skatter. Langt de fleste mennesker har det fint med skatterne, så længe de er rimelige, men forstår vi også skatterne?

Skat skal opdeles i syv afdelinger foruden de to eksisterende kontorer. Så må vi jo håbe, at der fremover også kommer syv gange færre skandaler, og at de ikke følger antallet af skatteafdelinger.

Jeg tror faktisk, at opdelingen er en god idé, for skatteberegning er i Danmark blevet en så kompliceret affære, at selv ikke eksperter tør stille sig på mål i skattespørgsmål. Men opdelingen løser selvfølgelig ikke de problemer, der de senere år er væltet ud af skatteskabet.

Der skal mere til, og det skal vi som borgere forlange.

Langt de fleste mennesker har det fint med at betale skat, hvis altså skatten er rimelig og anvendes optimalt. På begge disse punkter har Danmark haft store udfordringer, for på den ene politiske fløj tror man, at løsningen er at fodre slangen med sin egen hale ved at øge skatterne, og på den anden fløj håber man, at problemerne forsvinder, når man opdeler en virksomhed i syv afdelinger.

I Danmark har vi alt for mange skatter, de er alt for voldsomme, og de er endda så kringlede, at ingen rigtigt ved, hvordan de skal beregnes. Og så forvaltes de ikke fornuftigt. Tilliden mellem skattevæsenet og borgerne er lige så lille som den skattepolitiske enighed mellem Enhedslisten og Liberal Alliance.

Enig, Skat skal være bedre til at opkræve de korrekte skatter og undgå at udbetale forkerte fradrag, men det er altså ikke her, der skabes vækst og fremdrift.

Selvfølgelig skal Skats interne problemer fikses, men vi må holde politikerne op på, at de også skal gøre noget ved de nærmest grotesk høje skatter. De er for høje, for de spolerer motivationen til at arbejde, samtidig med at de dræber konkurrenceevnen og sætter en stopper for væksten.

Det burde være logik for burhøns, at hvis man beskatter ting, begrænser man naturligvis efterspørgslen. Derfor er det selvsagt torskedumt at brandbeskatte arbejde.

Under det franske valg blev det foreslået, at al indtægt over 2 mio. kr. årligt skal beskattes 100 pct. Jeg vil foreslå det modsatte i Danmark: Enhver krone, som en borger tjener over 2 mio. årligt, skal fritages for beskatning. Det vil give en ekstremt stor motivation, fordi vi som mennesker vil arbejde hårdt for at krydse den magiske grænse og få alle vores hårdt tjente penge ned i vores egne lommer. De penge vil vi dernæst begynde at bruge og dermed skabe vækst og velstand.

Ligesom i et parforhold, hvor tilliden forsvinder, hvis konen er manden utro, og manden i øvrigt ikke lytter til hendes problemer, er der et samspil mellem Skat og borgerne. Hvis vi behandler hinanden ordentligt og plejer relationerne, skaber vi tillid og tro på, at vi vil hinanden det bedste og er på samme side.

Skat bør derfor starte her, når de nu alligevel er i gang med at finde sig selv: Skabe et tillidsforhold til borgerne. Jovist skal Skat være en positiv forretning, men det skal så sandelig også være en positiv oplevelse.

BRANCHENYT
Læs også