*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Har du egentlig et globalt mindset?

Det handler altså ikke kun om at kunne mestre tre-fire sprog. Eller om man har boet i Tyskland eller kun i Aarhus. Det handler om at være opmærksom på nationale og kulturelle forskelle, mener Hanne Blume, HR-direktør i Dong Energy.

Sidste sommer tog 58 procent af danskerne, ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte, på ferie i udlandet. I løbet af de næste uger pakker vi så igen kufferter og rejsetasker og tager afsted.

Når du nu når frem og sidder med fødderne i vand under fremmede himmelstrøg, vil jeg anbefale, at du bruger et øjeblik til at tænke over, hvor globalt indstillet, du egentlig er.

For nyligt fortalte en god kollega mig, hvordan det i Taiwan - meget modsat her i landet - er uhøfligt at spise op. Fordi det er at gøre opmærksom på, at der ikke er mad nok. En anden kollega har fortalt, hvordan et møde – ligeledes i Taiwan – hurtigt bliver et dårligt møde, hvis man er for dansk og uformelt klædt eller sidder og hænger på stolen.

Det handler altså ikke kun om at mestre tre-fire sprog. Eller om man har boet i Tyskland eller kun i Aarhus. Det handler om at være opmærksom på nationale og kulturelle forskelle, om at anerkende dem, om at kunne tilpasse sig dem og at kunne få noget godt ud af dem. Og vi har brug for det.

Mens mange lande i disse år synes at lukke sig om sig selv i nationalisme, efterspørger vi og andre globale, danske virksomheder således i stigende grad den modsatte indstilling.

I Dong Energy er vi imidt i en transformation. Fra at være et nationalt energiselskab til at være globalt førende aktør inden for havvind. Vi er i dag til stede i bl.a. Storbritannien, Tyskland, Holland, USA og Taiwan. 

20 procent af vores medarbejdere er ansat uden for Danmark. Ingeniører, teknikere, økonomer og andre faggrupper arbejder tæt sammen på tværs af landegrænser. Det vil kun forstærkes, når vi ekspanderer yderligere, globalt i de kommende år.

Vi har brug for kolleger, der respekterer og kan arbejde sammen med andre – uanset hvem de er eller hvor i verden det er. Vi har brug for diversitet og for mennesker der ikke ser forskelle i kultur, køn, alder, uddannelse, religion og sprog som en forhindring, men som en mulighed.

For at blive bedre, arbejder vi sammen med virksomheden Aperian Global, der er eksperter i at udvikle globale organisationer. De opererer med fem faser, man kan være i ift. at have globalt mindset. Og det handler om andet end at kunne finde vej i Hamborg, Boston eller Taipei:

  1. Denial. Du har lille eller ingen interesse i og er generelt afvisende over for andre kulturer.
  2. Polarization.  Du har en ’os mod dem’ opfattelse. ’Andre’ er enten bedre end ’os’. Eller dårligere end ’os’
  3. Minimization. Du synes, vi alle er ens. At vi grundlæggende alle har universelle, sammenlignelige værdier.
  4. Acceptance. Du anerkender, at andre kulturer og normer er forskellige fra dine. Men at de er lige så meget værd.
  5. Adaptation. Du forstår, kan og vil løbende tilpasse dig kulturer og normer forskellige fra dine egne

På det mindst globale trin 1 ønsker du populært sagt ikke nogensinde at indtage andet end frikadeller (som jeg i øvrigt holder vældig meget af). Mens du med det ypperste globale mindset også forstår, respekterer, spiser og sætter pris på taiwanesisk you fan.

Og det er ikke kun store virksomheder, der har brug for dit globale mindset. Det har vi også som nation. Danmark er ganske enkelt et lille land i en stor verden. Vi har brug for at være åbne og kunne begå os globalt. Og få noget godt ud af det.  

Så når du i de næste uger skal ud at spise, er det værd at overveje om du frem for frikadeller skulle bestille, spise og nyde det, der ligner dansk mad allermindst på menuen. Og sætte pris på det.

God ferie!

Læs også