*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Beskæftigelsen blandt ældre skyder i vejret

Beskæftigelsesgraden blandt de ældre stiger kraftigt. Det hænger sammen med allerede gennemførte reformer og forbedrede konjunkturer, som gør det muligt for flere at forblive i job. Derfor er det måske meget godt, at den nye aftale ”Flere år på arbejdsmarkedet” mellem regeringen og DF er så blottet for initiativer.

I betragtning af hvor meget behovet for en stigning i pensionsalderen har fyldt i de sidste par år, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt aftalen ”Flere år på arbejdsmarkedet”, som regeringen for nyligt indgik med DF, kommer til at levere af ekstra hænder på arbejdsmarkedet.   

For knap et år siden var det afgørende at hæve pensionsalderen for at øge arbejdsudbuddet med 12.000 fuldtidspersoner i 2025. Og regeringen gjorde sig store anstrengelser igen i foråret 2017. Men i den nye aftale er det småt med oplysninger om effekten af tiltagene. Den skattefri udbetaling af efterlønsbidrag vil kunne løfte arbejdsudbuddet frem mod 2025 med 700 fuldtidspersoner, der alternativt kunne have gjort god brug af efterlønsordningen. De øvrige initiativer er der ikke sat tal på.

Spørgsmålet er, hvorfor det tidligere fokus på arbejdsudbud nærmest er forsvundet. Forklaringen skal måske findes i, at allerede gennemførte reformer og stigende beskæftigelse gør, at flere ældre forbliver i beskæftigelse. Vi er igen ved at komme på omdrejningshøjde med landene omkring os. Figuren, som bygger på tal fra OECD, viser beskæftigelsesgraden i 2016 for en række udvalgte lande for ældre på 55 år og derover.

Danmark har den 4. højeste beskæftigelsesgrad for personer i alderen 55-59 år, lidt lavere end Sveriges og en anelse højere end Norges. (Island er i alle disse sammenligninger helt uden for kategori).

For personer i alderen 60-64 år placerer Danmark sig midt i feltet. Danmark ligger stadig under niveauet i Norge og Sverige, men forskellene er blevet mindre. Fra 2015 til 2016 steg beskæftigelsesandelen blandt de 60-64-årige i Danmark således fra 48,7 til 54,6 pct. Relativt set er der tale om den næsthøjeste stigning af alle på hele 12 pct. Selvom andelen 65-69-årige i beskæftigelse fortsat er relativt lav i Danmark, steg andelen kraftigere end i de øvrige lande.

Betyder det så, at alt er fryd og gammen? Nej. Selvom ledighedsrisikoen blandt ældre ikke er højere end for de øvrige aldersgrupper, er vejen tilbage til arbejdsmarkedet længere, når man først er blevet ledig. Mens 32 pct. af de unge fortsat er ledige et halvt år efter, er tallet for de 60-64-årige ledige 50 pct. Forskellene kan skyldes helbred, manglende efteruddannelse og fordomme.

Derfor kan et af de mindste initiativer i aftalen til kun 5 mio. kr., vise sig at blive et af de vigtigste. Det drejer sig om nedsættelse af en tænketank, som målrettet skal bearbejde holdninger om og skabe debat om udfordringer og muligheder for de ældre på arbejdsmarkedet. Det er der i allerhøjeste grad brug for.

Læs også