Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Protektionisme eller frihandel: Italien bliver næste kampplads

Martin Aabak Administrerende direktør Danske Speditører

Med EU’s frihandelsaftale med Japan har de to økonomier, der tilsammen står for 28 procent af verdens bruttonationalprodukt, sendt et budskab om, at protektionisme ikke er vejen frem. Toldmure og tekniske handelshindringer gavner ikke nogen.

Fremtiden tegner ikke længere så sort, som skitserne ellers for mange så ud, da Trump netop havde indtaget Det Hvide Hus i januar 2017.

Forud havde flertallet af de britiske vælgere stemt for et farvel til EU, og det så ud som om, at der var en risiko for, at det protektionistiske spøgelse ville få seriøst fodfæste i Holland og Frankrig. 

Ideen om at frihandel og globalisering er det bedste for de fleste overlevede først parlamentsvalget i Holland og derefter både præsidentvalg og parlamentsvalg i Frankrig.

Den næste europæiske kampplads i brydekampen mellem protektionisme og frihandel bliver Italien. Formelt skal der udskrives parlamentsvalg i Italien senest 15. marts næste år. Stadig flere iagttagere skyder dog på, at det kommer til at ske straks efter sommerferien i år.

Den økonomiske situation i Italien minder som USA’s. Økonomien er presset, væksten er under en procent, arbejdsløsheden er høj og statsfinanserne har svært ved at hænge sammen. Derfor bliver spørgsmålet, om de italienske vælgere vil gøre ligesom i USA ved straffe de siddende politiske beslutningstagere.

Kampen kommer til at stå mellem centrum-venstrepartiets formand, Matteo Renzi, og Femstjernebevægelsen med Beppe Grillo i spidsen.

Femstjernebevægelsen er stærkt EU-kritisk og ønsker en folkeafstemning om euro-samarbejdet. Kommer Femstjernebevægelsen til magten, får protektionismen igen vind i sejlene.

Hvordan det går i den igangværende tvekamp mellem frihandel og protektionisme, får vi også et fingerpeg om, når parlamenterne i EU-medlemslandene skal ratificere den netop indgåede frihandelsaftale mellem EU og Japan. I efteråret 2016 skulle en lignende aftale med Canada gennem samme procedure – det førte til, at Canada-EU-aftalen i ugevis blev blokeret af regionsparlamentet i belgiske Vallonien.

Hvordan det vil gå, når de europæiske parlamenter skal tage stilling til EU-Japan-aftalen, vides ikke på nuværende tidspunkt. Noget tyder på, at især den tyske bilindustri, som hele tiden har været modstander af Japan-aftalen, til en vis grad vil stritte imod. Aftalen vil nemlig skærpe konkurrencen markant på det europæiske bilmarked.

Når EU-aftalen med Japan er ratificeret i medlemslandene og det italienske parlamentsvalg er vel overstået, kan der gives et kvalificeret bud på, om frihandel vinder over protektionisme.

Som direktør for en brancheforening, der organiserer internationalt orienterede virksomheder, håber jeg oprigtigt, at vi i fremtidens historiebøger kan komme til at læse, at protektionismen kun fik en kortvarig opblomstring i slutning af 2010’erne.  

Af Martin Aabak, adm. direktør i Danske Speditører

BRANCHENYT
Læs også