Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Nej, Joachim B. Olsen - Nationalbanken skal ikke »bare tie stille«

Når Nationalbanken og Joachim B. Olsen er uenige, bunder det i, at de ikke taler om det samme, mener Sydbanks cheføkonom Jacob Graven. Men det betyder ikke, at Nationalbanken skal tie stille - tværtimod.

Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven.

I fredagens udgave af Børsen er der kritik af, at nationalbankdirektør Per Callesen har udtalt, at vi i Danmark skal stille os tilfreds med en årlig økonomisk vækst på knap to procent i de kommende år. Joachim B. Olsen og Børsens lederskribent mener, at Nationalbanken dermed politiserer og »bare skal tie stille.«

Vi mener bestemt ikke, at Nationalbanken skal tie stille. Det er helt på sin plads, at Nationalbanken giver gode råd til politikerne om den økonomiske politik – men naturligvis uden at politisere.

Som vi ser det, bunder en del af uenigheden i, at parterne ikke taler om det samme. Nationalbankens hovedpointe er, at det i den nuværende konjunktursituation med mangel på kvalificeret arbejdskraft vil være uhensigtsmæssigt at øge den samlede efterspørgsel i økonomien gennem finanspolitikken for at løfte den økonomiske vækst.

Joachim B. Olsens hovedpointe er, at politikerne har mulighed for at gennemføre initiativer, som øger udbuddet og produktiviteten i dansk økonomi og dermed løfter den økonomiske vækst. Begge synspunkter er efter vores vurdering helt rigtige.

Klingerne krydser især omkring skattelettelser, som kan påvirke både efterspørgslen, udbuddet og produktiviteten i økonomien. Nationalbanken er – helt relevant - bekymret for, at ufinansierede skattelettelser  i hvert fald på kort sigt primært vil øge den samlede efterspørgsel i økonomien.

Joachim B. Olsen påpeger, at ingen politikere ønsker ufinansierede skattelettelser, da de ønskede skattelettelser er finansieret af det finanspolitiske råderum. Her bunder en del af uenigheden i, at parterne har en forskellig tidshorisont.

Vi vurderer, at det er helt på sin plads, at Nationalbanken blander sig i debatten og giver gode faglige råd til politikerne om den økonomiske politik.

Hvis spørgsmålet er, om der i et langsigtet perspektiv for de offentlige finanser er råd til at give skattelettelser er svaret JA, fordi der er et finanspolitisk råderum. Hvis spørgsmålet derimod er, om det er klogt at give skattelettelser, som på kort sigt lemper finanspolitikken, er svaret i den nuværende konjunktursituation et klart NEJ.

Vi vurderer, at det er helt på sin plads, at Nationalbanken blander sig i debatten og giver gode faglige råd til politikerne om den økonomiske politik. Som konsekvens af den danske fastkurspolitik er arbejdsfordelingen mellem pengepolitikken (som Nationalbanken fører) og finanspolitikken (som politikerne fører) krystalklar.

Nationalbanken fører udelukkende pengepolitikken efter at holde kronekursen stabil overfor euroen. Dermed er det op til politikerne at føre en finanspolitik, der passer til konjunktursituationen – blandt andet for at sikre en lav og stabil inflation (et ansvar som Joachim B. Olsen fejlagtigt lægger hos Nationalbanken).

Men det er helt på sin plads, at Nationalbanken også offentligt giver udtryk for, om finanspolitikken ud fra en faglig nationaløkonomisk vurdering er passende i forhold til konjunktursituationen.

Af Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.

BRANCHENYT
Læs også