*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Jeg har været i de varme lande. De gør alt forkert

Intet virker. De gør alt forkert. Portræt af en parodi på et samfund.

Man skal ikke ret langt syd for München, før de bygger deres huse af jord og kolort.

Nej, det er ikke mig, der siger sådan. Det var en slags papirløs svigerfar. Han mente, at grænsen for velordnede og civiliserede samfund gik omkring Bayern.

Nu har jeg været der. Igen. I de varme lande. Der, hvor de får en hel dag til gå med at grille lam og lave tomatsalat, og når de har spillet temaet fra ”Zorba –grækeren” tre gange oven i hinanden, spiller de temaet igen. Sådan muntrer de vilde sig. Ikke meget får de fra hånden. Ordentligt arbejde fra 9 til 16 bruges ikke på de kanter, og det ses over alt.

Ruiner af bygningsværker, der for længst er skvattet sammen – Olympia, Knossos og den slags – vises frem med største stolthed. For de lokale kan ikke selv se forfaldet. De kan ikke se, at de bor i et samfund, hvor primitivitet slår igennem i alt fra bankdrift til kundeservice. De gør alt forkert.

Et eksempel der siger det meste:

Jeg glemte min mobiltelefon i en taxa. Det har jeg også gjort en gang i København. I København var beskeden, at glemte mobiler efter et par dage ville blive afleveret til et hittegodskontor. Altså – der er en procedure. Styr på tingene. Jeg fik ikke min telefon igen, men der er ordnede forhold. Det er der ikke i hulabulaland.

Taxachaufføren havde givet mig et visitkort med nummeret på sin vognmand. Et opkald - og fem minutter efter kom taxamanden retur, rullede vinduet ned og gav mig min iPhone tilbage. Bare sådan. Det skriger til himlen, at de vilde ikke har noget koncept for, hvordan situationen håndteres. Ingen standardprocedure, ingen plan. De gør bare noget.

Dette træk viste sig igen, da mine drenge og jeg havde besvær med at finde ud af, hvornår bussen til lufthavnen kørte fra hotellet. En kode skulle indtastes på en selvbetjeningsweb, og det fungerede lige så problemfrit som SKAT’s EFI og Region Hovedstadens Sundhedsplatform. 

Derfor tillod jeg mig at forstyrre receptionisten og spørge, hvad jeg gjorde forkert. For Danmark er et digitalt foregangsland og har lært sine borgere, at hvis en digital selvbetjeningsløsning ikke fungerer, har borgeren et problem og kandiderer muligvis til en titel som tumpe. Og hvad gør receptionisten ? Han handler u-digitalt. Lige op i mit åbne ansigt. Som om der slet ikke forefindes en kode og et indtastningsfelt. Men det gør der jo.

Receptionisten ringer simpelthen til busselskabet. Ringer! Efter lidt pludren i telefonen på det lokale barbar-sprog oplyser han mig om, at bussen kører kl. 02.15. Han forstår åbenlyst ikke konsekvensen af sine handlinger. Ved at gå uden om den digitale løsning, der ikke virker, saboterer han muligheden for, at hans land en dag kommer til at ligne vores. Jeg kunne nævne for ham, at i vores land bliver man for eksempel foreslået at holde møde med sin bank over Skype, selv om man bor 6½ minuts kørsel fra filialen. Den slags.

Og nu vi taler banker: Her mærker man for alvor, at deres samfund er bygget af jord og kolort.

Vi var inde i en filial og hæve euro. Der var tre ansatte. En assistent i kassen, en chef der læste papirer og en overchef, der læste avis. Assistenten langer penge over skranken. Chefen rejser sig med jævne mellemrum og går ned til kunderne.

Nogle af dem skal have en arm at støtte sig til for at komme op af den stol, de har siddet og ventet i, nogle af dem skal have noget læst op af et dokument.  Overchefen løfter hovedet fra avisen, hver gang døren går op, og en kunde kommer ind. Så siger han goddag og ”det er sørme varmt i dag, hva ?” Eller hvad han nu siger. Og det er jo så håbløst, at man er ved at tude. Ineffektivt. Bankfilialer skal ikke have kontanter.

Bankfilialer skal ikke have kunder, der går med stok eller skal have forklaret noget af en mand, der sætter sig ved siden af dem. Banker skal åbne sent og lukke tidligt. Specielt de dage hvor medarbejderne er på kurset ”Kunden i Fokus”, som bygger på spørgeskema-interviews med 5.000 anonymiserede kunder, særligt om deres anvendelse af netbank. Der siger sig selv, at bankvæsenet uden for civilisationen er et håndværkertilbud, når de bruger tiden på at sige goddag.

Hermed er vi fremme ved den uomgængelige finale: Postvæsenet.

I de varme lande er det hip som hap om man lægger hilsenen til dem derhjemme i en postkasse eller i en boblekuvert og trækker ud i toilettet. Det ved enhver. Jeg valgte postkassen. Fem dage efter var postkortet i Aarhus. Frimærket var græsk og kostede 6 kroner. Da jeg tidligere på måneden smækkede 27 kroner på et Quickbrev, der skulle fra København til Langå, tog ekspeditionen 1½ uge.

Og det fortæller vel egentlig alt om de vilde og deres samfund:

De har ikke styr på tingene. Intet virker hos dem. De gør alt forkert. 

Anders Heide Mortensen er erhvervspolitisk kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også