Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Inflationen, der aldrig kom tilbage

Centralbankerne rasler med rentesablen, men inflationen falder, hvilket dog blot skyldes billig mobiltelefoni – siger Fed…

De korte renter stiger, væksten er stabil men ikke prangende og inflationen er på vej ned igen. Den kombination kan give alverdens investorer søvnløse nætter. Med de høje prisfastsættelser, der er på stort set alle aktiver i øjeblikket, så skal der løbende komme en vis strøm af gode meldinger for at holde humøret oppe på investorerne. Men de store centralbanker i Washington D.C. og Frankfurt kæmper også med samme udfordring. Derfor forventer jeg flere udmeldinger fra centralbankerne inden finansmarkedet når til den globale sommerpause i august.

Grafik et viser, at den almindelige prisinflation i USA begyndte at stige i efteråret 2015. Det var fra en årlig inflation på omkring nul pct. og derefter gik det med rimelig hastighed til over 2 pct. ved dette års begyndelse. I Eurozonen har man delvist oplevet den samme udvikling, men dog med en forsinkelse og knap så udpræget. Uagtet størrelsen på udviklingen vil man normalt tilskrive det en tilbagevenden til et nyt økonomisk liv med stigende aktivitet.

Det er ikke helt forkert, men ser man på udviklingen i kerneinflationen så har den i USA ligget pænt højt gennem længere tid. Det vil jeg betragte som et udtryk for, at aktiviteten i økonomien i en del år har vist sundhedstegn, blot ikke på et særligt ekspansivt niveau. Tallene for BNP-væksten har bekræftet dette, blot nåede den årlige vækstrate aldrig de 3 pct. som mange investorer i årevis har regnet med.

Økonomien i Eurozonen har været præget af en meget svag og langsom udvikling. ECB’s præsident Draghi mener, der er klare tegn på forbedring af Eurozonens økonomi. Jeg har dog en væsentlig mere beskeden holdning til de optimistiske meldinger. Naturligvis vender de private husholdninger sig til enhver makroøkonomisk situation og privatforbruget vil derfor have en tendens til at stige, hvis der er råderum. Men tager man størrelsen på finanskrisens økonomiske nedtur med i betragtningen, så skulle det efterfølgende opsving have været virkelig signifikant. Den hastige optur kom aldrig og i stedet er den offentlige gældsætning og de årlige budgetunderskud fortsat hvert år i Sydeuropa.

I store dele af Eurozonen er man efter min vurdering stadig langt fra at have en økonomisk vækst som er selvbærende uden offentlig finansiel stimulans. Dette er situationen selv 10 år efter finanskrisen men desuden skal man være opmærksom på den økonomiske statistik fra Eurozonen. Ikke alene er Tyskland den største økonomi i Eurozonen men her finder man også en af de højeste vækstrater, bedste jobskabelse etc. Alt sammen vægter tungt i de fælles statistikker for Eurozonen hvilket giver et tilforladeligt overordnet billede, men den underliggende sandhed er skævvredet og uharmonisk.

Det at skulle føre pengepolitik i Eurozonen, og i realiteten stramme den inden for overskuelig fremtid, er en hovedpine for ECB selvom Draghi siger, at alt er på rette vej i Eurozonen. Forskellene i den fælles europæiske zone er større og mere uharmoniske end i den amerikanske økonomiske zone - USA. Og ECB har fået skabt en pengepolitik der endte op med at være væsentlig mere ekstrem end den amerikanske. Det vil kræve en sundere og højere økonomisk vækst i Sydeuropa før Draghi vil kunne sige, at hans pengepolitiske mission var succesfuld og dermed kan afsluttes i form af rentestigninger.

Den stigende inflation i både USA og Europa for et halvt år siden var derfor en kærkommen udvikling for begge centralbanker. Mindre BNP-vækst end ønsket, men kombineret med stigende inflation var udviklingen salgbar som argumentation for en afslutning på finanskrisen. Hermed var vejen banet for at bringe de korte renter op i normalt leje, og håbet om et tilbagevendende normalt liv for centralbankerne blev tændt. Før finansmarkedets sommerpause står man der så alligevel, med en faldende inflation og investorer der tvivler på vækstudsigterne.

Som grafik et også viser så er inflationen faldet lige siden toppen i februar og den kommer ikke op igen lige foreløbigt. De fleste økonomer er nok ikke voldsomt overrasket idet energipriserne står bag den midlertidige stigning i inflationen. Få har troet på en vedvarende opadgående pris for olien og anden energi, og dermed inflationen. Centralbankerne kunne også gennemskue den situation, men alligevel virkede det som om, at man satsede på en stærkere historie omkring de økonomiske udsigter for i år. Som grafik to viser, er Nordsøolien faldet tilbage til samme pris som for et år siden og fødevarepriserne er nogenlunde i ro. Omkring arbejdsmarkedet bliver jeg ved min langfristede holdning om, at der globalt er et overudbud af arbejdskraft og energi, hvilket også bidrager til at holde inflationen på et lavt niveau fremover.

Centralbankerne virker til at sætte meget ind på højere kortere renter, dog uden reelt at kunne henvise til klassiske argumenter som højere inflation eller økonomisk vækst.

Derfor vil de kommende to til tre uger formentlig byde på en række mere eller mindre kryptiske udtalelser. Det spænder fra Janet Yellens (Fed) høring i Kongressen til, at ECB måske sender en løjtnant afsted med en udtalelse vi nok alle vil tolke som en stramning af pengepolitikken. Helt grinagtigt er det når Fed selv i sine referater fra rentemøderne ligefrem skriver, at man fastholder en rentestigning fordi faldet i inflationen skyldes en priskrig på mobiltelefoni samt lavere medicinpriser. Jeg vil anbefale, at centralbankerne melder klart ud nemlig, at man ønsker positive realrenter, også i den helt korte ende af rentekurven.

Det vil resultere i en periode med uro i finansmarkederne, hvilket vi må leve med, men makroøkonomisk er situationen sundere, og centralbankerne skulle da blot bruge det argument uanset hvor væksten og inflationen er på vej hen.

Lundgreen’s Capital rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind- og udland. Firmaet er repræsenteret i Danmark og Kina. Lundgreen’s Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen’s China Fund, som investerer i kinesiske aktier og obligationer. Omtales et selskab, som Lundgreens China Fund har investeret i, vil dette fremgå tydeligt af klummen.

BRANCHENYT
Læs også