Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Bekymret? Ja, når de siger, det bliver ved

Investering: Hvad er værst: Mørkemændene eller jubeloptimisterne på aktiemarkedet?

Jeg er af den opfattelse, at vi aldrig er kommet ud af finanskrisen. Den er kun sat på pause, og de finansielle markeder og økonomien holdes oppe af en kunstigt lav rente.

Den rente burde for længst være blevet hævet, fordi der er fremgang i økonomien. Det bliver den ikke af frygt for, at den økonomiske fremgang vil stoppe. Der er altså kun én konklusion: Økonomisk fremgang er afhængig af kunstige stoffer.

Det holder ikke i længden, for renten er gået amok. Mange boligejere får nu penge for at låne, og mange velhavende kunder må betale for at have penge stående. Den situation er så grotesk og på lang sigt så skadelig for vores økonomiske måde at tænke og handle på, at det må stoppes. Ja, for hvorfor i alverden spare op og betale for det? Så hellere låne og få penge for det.

Krisen er altså blevet bremset og holdt i ave med rentedoping fra centralbankerne, men om man tror på en ny krise eller en genopblussen er stærkt individuelt. Jeg er ikke bekymret på grund af de mange mørkemænd. De er der altid. Der vil altid være sortseere, der mener, at verden går under, det økonomiske system vil kollapse, og at vi alle kommer til at leve af det, vi selv kan producere i køkkenhaverne. I min bekendtskabskreds findes en person, der ofte siger lidt i spøg: »Gå i guldet.« Dermed mener han, at eneste løsning er at købe guld, for det er værdifast i krisetider.

Vi kan være sikre på, at mørkemændene ikke selv tjener en krone, hvis de følger deres egen filosofi.

Jeg kender også mange ”Kloge Aager”, der nok skal fortælle mig, hvad jeg skulle have gjort, og hvor mange penge, jeg kunne have tjent, hvis jeg havde valgt et bestemt boliglån eller købt en eller flere bestemte aktier. Vi kan være sikre på, at mørkemændene ikke selv tjener en krone, hvis de følger deres egen filosofi. For de får ikke købt den ejerlejlighed, aktie eller guldbarre på det rigtige tidspunkt og er altså gået glip af de enorme gevinster, der har været på de finansielle markeder de seneste år.

Vi boligejere og aktieejere må spærre øjnene op en ekstra gang, når vi ser, hvor meget vores formue nu er blevet større - på papiret i hvert fald! Glem mørkemændene.

Nej, der er for alvor grund til at være bekymret, når flere og flere eksperter begynder at lede efter forklaringer på, hvorfor det hele nok skal blive ved med at gå godt, og at økonomiens naturlove nu er sat ud af kraft. Set herfra bliver forklaringerne mere og mere søgte.

I daytradernes medlemsblad Børsen var der i denne uge rent undtagelsesvis en artikel baseret på kilder og ikke avisens selvudnævnte meningsmaskiner. Artiklen handlede om, at aktiemarkedet er et såkaldt bullmarked på 9. år. Et bullmarked er et marked i fremgang. Det er set før, men så kommer vi til den udokumenterede optimisme.

For kilden til artiklen, chefstrateg i Danske Bank Tine Choi, udtaler bl.a., at et rekordniveau ikke er nogen hindring for, at aktierne kan stige yderligere. Begrundelsen? Det kan de, fordi det er sket før, og fordi Danske Banks aktiestrateg mener det. Vi husker lige, at en aktiestrateg i en bank mere eller mindre lever af at lange aktieanbefalinger over disken, så folk kan få handlet nogle aktier og banken tjene på kurtageindtægterne.

Samme retorik gør sig gældende fra hendes konkurrenter i den finansielle sektor. Beskeden er: Aktierne er steget voldsomt de seneste år, men det behøver ikke stoppe nu, fordi – ja fordi det gør det altså ikke!

En af de mest undervurderede nyheder i sommervarmen er en påtale til Spar Nord Bank.

Optimismen kender ingen grænser, men det gør argumenterne for den til gengæld. Flere af de børsnoterede selskaber har pustet til en konkurrence om at sende flest penge tilbage til aktionærerne i form af udbytte. Det er vilde tal, vi taler om.

Virksomhederne fjerner penge fra den primære drift og konsolideringen af virksomheden og flytter dem direkte ud på aktiemarkederne. Fra produktion til spekulation.

Jublen ville ingen ende tage blandt optimisterne, da det amerikanske aktiemarked steg til nye rekorder i denne uge. Stigningen skete ikke, fordi der kom fantastiske resultater fra de amerikanske selskaber, men fordi chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, udtalte sig forsigtigt om rentestigninger.

Med andre ord: Rentedopingen fortsætter.

En af de mest undervurderede nyheder i sommervarmen er en påtale til Spar Nord Bank for at flytte penge fra driften af virksomheden til driften af aktiemarkedet. Banken har fået en påtale for at udlodde for meget i udbytte. Tilsynet skriver bl.a.: »Banken har en udbyttepolitik om at udlodde mindst 2/3 af årets nettoresultat, hvilket ligger over andre størrelsesmæssigt relevante institutter, både i forhold til politik for udlodning og målt på de seneste års faktiske udlodning.«

Banken fik i øvrigt påbud om at tilrette sin kreditpolitik, ikke mindst hvad angår vækstområder og projektfinansiering. Klar tale, men det synes Spar Nord ikke. Og deri ligger problemet. Bankerne kan sjældent se problemerne før Finanstilsynet.

Heldigvis er de ikke jubeloptimister i tilsynet, men realister. Jo flere realister, der er, desto bedre. Det er nødvendigt.

BRANCHENYT
Læs også