Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Charlatanen, protegéen og de falske penge

Det lyder som en dårlig krimi, men det er blot en status på italiensk politik. I forrige uge gav Berlusconi sin støtte til en parallelvaluta, mens Grillo positionerede sin protegé. Valget spøger forude, men er dog stadig et stykke væk.

De seneste uger har vist, at når den italienske valgkamp for alvor skydes i gang, har det ikke bare interesse for italienerne, men er en begivenhed, Europa og verden følger med i. Risikoen er højere end noget andet sted i Europa, men når støvet har lagt sig, venter jeg, at alt vil være ved det gamle – italienerne betaler stadig (kun) med euro, og de vil efter et rodet spil kongekabale have fået sig endnu en i rækken af ustabile handlingslammede regeringer.

Igen er euro-exit og den snærende europæiske spændetrøje blandt hovedemnerne ved et europæisk valg. Det ventes at skabe bølgegang på de finansielle markeder og ikke mindst i europæiske banker og i sydeuropæiske statsrenter. I den sammenhæng trak det overskrifter i finansielle medier, da genopstandne Berlusconi i forrige uge talte for ideen om en italiensk parallelvaluta.

Og Berlusconi er tilbage i fuld vigør. Godt nok er han på grund af sin dom for skattefusk forhindret i at besidde offentlige embeder i yderligere et par år (alt det andet smuds har italienerne tilsyneladende tilgivet den aldrende charlatan), men han står ikke desto mindre som leder af Forza Italia, der tegner til at få en nøglerolle ved valget. Og her spiller parallelvalutaen ind. For den er blandt elementerne, som højrefløjen kan samles om. For Berlusconi som et middel til at foregøgle vælgerne, at italienerne kan omgå euroreglernes finanspolitiske spændetrøje og for Lega Nord og Brødre af Italien længere ude på højrefløjen som et første skridt til at smidiggøre en euro-exit.

Ideen om parallelvaluta er ikke ny. Den florerede i kølvandet på Grækenlands statsbankerot, da Grexit var på alles læber. En uformel indførelse af et parallelt betalingssystem, hvor offentlige institutioner udsteder kreditbeviser som betaling til leverandører og med tiden også andre interne betalinger (fx pensioner, løn til ansatte). Kreditbeviserne får på sigt deres eget liv som penge på linje med euro.

Berlusconi foreslår noget lignende med sin ”nye lire” – en intern italiensk valuta, der benyttes til indenlandske betalinger, mens euro bibeholdes til internationale betalinger. Og Berlusconi insinuerer, at offentlige forpligtelser i den nye valuta ikke skal medregnes i Italiens offentlige underskud og gæld, hvorved den finanspolitiske spændetrøje undslippes, og løftede pegefingre fra Bruxelles undgås.

Og ikke bare højrefløjen men også Femstjernebevægelsen (M5S) er med på vognen og har længe haft en fiskal valuta, som en del af sit program.   

Men … ideen er lige dele fup, fidus og røgslør. Inden for euroområdet findes der én officiel valuta, ét gangbart betalingsmiddel, som kun ECB må udstede. Staten kan udstede gæld, men rammerne for, hvordan gældsbeviser kan bruges som betalingsmidler, er ikke vide. Endelig er Berlusconis visioner om udstedelse af parallel statsgæld, som ikke indregnes i den officielle statsgæld, ren hokuspokus. Al gæld, staten udsteder, tælles med.

Hele øvelsen er et forsøg på at imødekomme den voldsomme euroskepsis (blandt to tredjedele af italienerne) og gøre ængstelsen for et fuldbyrdet euro-exit mindre. Omkostningerne ved exit er af mange økonomer blevet betegnet som uoverkommelige – det skræmmer selvfølgelig. Og de nye lire er således et røgslør, der skal dæmpe den frygt.

Der vil komme mere støj fra Italien de kommende måneder. Grillo er på grund af partiregler, han selv har bestemt, også forhindret i at være premierministerkandidat (gælder alle, der er dømt for kriminelle forhold, og Grillo er dømt for en trafikulykke). Derfor kører Grillo sin protegé i stilling, den kun 31-årige Luigi Di Maio. De Maio er mere populær end både Renzi og siddende Gentiloni som premierministerkandidat, men skal først endeligt vælges via en internetafstemning internt i M5S i september.

Endelig er der den 5. november regionalvalg på Sicilien – en højborg for M5S. Det giver måske anledning til nye skøre indfald og som minimum opmærksomhed fra pressen.

Men det italienske parlamentsvalg ligger stadig langt væk, og måske endda langt nok væk til at populistiske partier mister medvind inden da, fordi væksten nu peger op. Jeg venter ikke, at valget kommer til at fylde voldsomt meget i finansmarkederne, før der annonceres en officiel valgdato. Holder den stik, vil der være ro på europæiske investeringsmarkeder så længe. Men når først valgmøllen kører primo 2018 og EU-kritik, euro-exit og falske penge flyver gennem luften fra partier med massiv opbakning, skal man måske overveje at krybe i ly i en periode.

Af Frederik Engholm-Hansen, chefstrateg i Nykredit

BRANCHENYT
Læs også