*

Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Iværksætteri grundlægges på havregryn og cup noodles - ikke på investormillioner

Mange iværksættere jagter blindt drømmen om risikovillig venturekapital. Men det er et helt forkert fokus, mener dansk iværksætter.

Jeg er iværksætter. Jeg er iværksætter helt ind til benet, og min egen iværksætterdrøm er på få år blevet til en rigtig virksomhed, hvor vi er gået fra en god idé, et klassisk garagekontor og endeløse udviklingstimer til i dag at have ansat medarbejder nummer 20.

Vi har også taget det enorme skridt, som det for mit eget vedkommende var at sige ja til at få Promentum Equity Partner med i ejerkredsen. De tilbyder risikovillig kapital til virksomheder, der har vist, at de kan udvikle et produkt, opbygge en organisation og skabe traction både herhjemme og i udlandet. Forhandlingerne med Promentum tog det meste af et år, og vi gjorde det kun, fordi jeg troede på, at deres viden og netværk - snarere end de penge, de skød ind i virksomheden - kunne hjælpe os videre.

Jeg ved, at mange iværksættere drømmer om det samme. At få omtale i pressen og blive udnævnt til ”the next big thing”. Men det er også her, mange iværksættere går galt i byen. Jeg møder dem fx, når jeg holder foredrag, og jeg bliver ofte kontaktet for at give gode råd. Det er jeg meget beæret over. Men hver gang slår det mig, hvor forhippede mange iværksættere er på at lande en stor pose investormillioner. Så forhippede, at de ofte glemmer, at det hele handler om at skabe et produkt og ikke bare et luftkastel.

Min virksomhed AskCody er gået efter drømmen om de mange millioner. Men først efter det lange seje træk, hvor vi lykkedes med at skabe og sælge vores produkt globalt. Først efter, at vi havde bevist, at vi evnede at udvikle forretningen for vores egne penge. Og først efter, at vi havde ramt loftet for, hvor langt vi kunne drive tingene selv. Først der havde vi et optimalt udgangspunkt for kapitalindsprøjtningen.

Som jeg ser det, er der alt for mange iværksættere, der klager over, at det er umuligt at skaffe risikovillig kapital til en virksomhed med én mand og en MacBook. Det er ganske enkelt ikke nok. Når jeg ser på, hvad vi har skullet igennem for at sikre vores kapitalindsprøjtning, er det nærmest grotesk, hvor lidt nogle af de mest håbefulde iværksættere tror, der skal til.

Det er fantastisk, at iværksætterkulturen i Danmark blomstrer. Staten har gjort det relativt let at starte virksomhed (dem der siger det modsatte, bedes prøve at starte et selskab i USA…), og det er i det hele taget blevet moderne at være entreprenant. Men Danmark er også et luksussamfund, hvor vi hele vejen gennem studietiden bliver båret på hænder og fødder og langsomt vænner os til, at der automatisk kommer en pose penge hver måned.

Derfor, kære iværksættere: Træk nu i arbejdstøjet og vis, at I er parate til at ofre år på at skabe verdens bedste produkt. Helt selv. Vis, at I evner at sælge produktet til almindelige mennesker. Lyt til brugerne, lyt til markedet og kæmp med alt, hvad I har af opsparing, havregryn og cup noodles. Først derefter kan I overveje, om det overhovedet er nødvendigt med risikovillig kapital.

Af Allan Mørch, CEO i AskCody

Læs også