Erhverv
0

Brandvarmt arbejdsmarked piller optimismen ud af landets små virksomheder

De små virksomheder er langt mindre optimistiske end tidligere, mens de store og mellemstore bevarer det lyse syn på fremtiden.

Der er bl.a. mangel på faglærte som VVS'ere, elektrikere og industriteknikere. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Humøret daler drastisk i de små danske virksomheder, der bokser med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Fire gange årligt spørger landets største erhvervsorganisation, DI, sine medlemmer, hvordan de ser på udsigterne til omsætningen, indtjeningen og beskæftigelsen i kvartalet, de går ind i. Og for fjerde kvartal er optimismen stort set intakt - bare ikke, når man isolerer svarene fra de mindste virksomheder med op til 20 ansatte.

»De små virksomheder oplever næsten en halvering af deres forventninger, og det tyder på, at de mindste virksomheder er ramt ind i nogle udfordringer i forhold til resten,« siger Kent Damsgaard, der er vicedirektør i DI.

Når DI spørger, hvor den største trussel lurer, svarer størstedelen af virksomhederne, at det er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Det gælder både små og store virksomheder. Men ifølge Kent Damsgaard er det en udfordring, som de små virksomheder i særlig grad bakser med.

»Når vi taler med mange små virksomheder, fortæller de os, at det kræver noget ekstra af dem at rekruttere kvalificerede folk, fordi de store virksomheder har et navn og et brand, der gør, at det for mange er mere attraktivt at være der.«

»Og så hører vi fra mange af dem, at alternativet er at sige nej til ordrer. Det er jo rigtig ærgerligt,« siger Kent Damsgaard.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft har stået på længe, og for mange er løsningen at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Men den manøvre er muligvis blevet vanskeligere at praktisere, lyder vurderingen fra Jens Nyholm, der er cheføkonom i Spar Nord.

»Det kan være blevet sværere at rekruttere arbejdskraft fra udlandet, idet opsvinget er bredt funderet i alle sektorer og langt de fleste lande i Europa. Det gælder også de baltiske lande samt Ungarn og Rumænien, der alle har oplevet vækstrater på mellem 3 og 5 pct. i 2017.«

Samtidig presses mange danske virksomheder af en stærk kronekurs, der gør danske varer dyrere i udlandet. Også her har de små virksomheder en særlig udfordring.

»Problematikken gælder selvfølgelig også de større virksomheder. Men nogle af dem har også produktion i udlandet. De har måske nogle længere kontrakter og kan afdække valutarisiko mere systematisk, end de små virksomheder kan,« siger Kent Damsgaard.

BRANCHENYT
Læs også